Det skal du se! uge 33

Det skal du se! uge 33

Fra udstillingen The whims of the eyelid på OK Corral. Pressefoto

OK Corral
18 aug – 15 sep  The whims of the eyelid
Den franske kunstner Valerie Collart har inviteret fire kunstnere til at deltage med værker, der indgår i dialog med hendes egne. Draperingen som metafor udfoldes i udstillingen, og de udvalgte værker inviterer beskueren med ind i et mentalt rum, hvor objektet og formens skrøbelighed kan spejle vores egen. Igennem ideen om tilsløringen undersøges de drømme og fantasier, der fremkaldes af former, som ikke helt kan genkendes og forstås.
Fernisering fredag 17 aug kl 17-21

SPECTA
18 aug – 22 sep  Carlos Aires: Summertime, and the livin’ is easy
Under vores bekymringer – eller som man kan sige om Carlos Aires’ værker: på den anden side af mønten – finder vi kriser, magtstrukturer og alt det, vi ønsker at glemme. I video, installation, collager og objekter konfronterer den spanske kunstner os med vores tvivlsomme verdensorden og pengenes konstante tilstedeværelse i sin første soloudstilling hos SPECTA.
Fernisering fredag 17 aug kl 17-19

Gether Contemporary
17 aug – 22 sep  Marie Kølbæk Iversen: The Way of Muu
The Way of Muu er Marie Kølbæk Iversens første soloudstilling hos Gether Contemporary. Marie Kølbæk Iversen arbejder i København samt på Kunstakademiet i Oslo, hvor hun siden 2017 har været tilknyttet som kunstnerisk forskningsstipendiat. I 2008 tog hun afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.
Fernisering fredag 17 aug kl 17-20

Fra Vibeke Nørgaard Rønsbos udstilling How to Remind på JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum. Pressefoto

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum
18 aug – 30 sep  Vibeke Nørgaard Rønsbo: How to Remind
Vibeke Nørgaard Rønsbo skaber med udstillingen How to Remind et mindesmærke over nationens mange forskellige håndskrifter, tanker og drømme ved overgangen fra håndskriftskulturen til den digitale tidsalder. Udstillingen består bl.a. af en mosaik af meddelelser og små flaskeposter med rammende og poetiske udsagn. Publikum inviteres også selv til at bære en flaskepost ud i verden, som skal dokumentere projektet.
Fernisering lørdag 18 aug kl 14

Udstillingsstedet Spanien 19C
18 aug – 9 sep  Transparence / Resistance – Hidden in Plain Sight
Det nordiske projekt Transparence / Resistance – Hidden in Plain Sight præsenterer stedsspecifikke værker og studier af de svenske kunstnere Torbjörn Johansson, Hanna Ljungh, Timo Menke, Ola Nilsson og Anna Nyberg. Projektet stiller spørgsmål til byen som et bæredygtigt, offentligt rum, og kunstnerne fokuserer på de miljøer i Aarhus, der ikke længere eksisterer, og på dem, som er blevet tilføjet for nylig.
Fernisering lørdag 18 aug kl 15-17

Galerie MøllerWitt
17 aug – 22 sep  Ebbe Stub Wittrup: TRANSMISSIONS
Med udstillingen TRANSMISSIONS udforsker Ebbe Stub Wittrup vores forhold til virkeligheden, i krydsfeltet mellem myter, historiske spor og sansningens illusoriske karakter. Via fotografier optegnes en række ‘transmissioner’ og forbindelseslinjer på tværs af tid og sted. Objekter, materialer og betydninger overføres og forskydes, som udtryk for menneskets fortsatte søgen efter form og mening, i mødet med det ukendte.
Fernisering fredag 17 aug kl 16-19

Del artiklen

'Det skal du se! uge 33'

Facebook