Christian Gether stopper som direktør på ARKEN

Christian Gether stopper som direktør på ARKEN

Christian Gether. Foto: Franne Voigt.

Efter 25 år som direktør for kunstmuseet ARKEN fratræder Christian Gether stillingen for at gå på pension. Fratrædelsen kommer i kølvandet på en turbulent periode på museet, hvor en række sager om blandt andet dårligt arbejdsmiljø har trukket negative overskrifter.

Ifølge ARKEN selv er der dog tale om en en beslutning, som har været længe undervejs: “Jeg har ikke lagt skjul på over for bestyrelsen, at mit 25-års jubilæum var en milepæl for mig og et naturligt tidspunkt for mig at indstille karrieren på” udtaler Christian Gether i en pressemeddelelse og fortsætter: “Jeg er sikker på, at det nye formandskab i bestyrelsen, de øvrige bestyrelsesmedlemmer og ARKENs dygtige medarbejdere nok skal sejle skuden sikkert videre uden mig”.

ARKEN står med en række udfordringer efter to corona-nedlukninger, som sætter spor i museets økonomi og problemer med arbejdsmiljøet. Modsat ARoS’ direktør Erlend Høyersten, der måtte fratræde sin stilling med øjeblikkelig virkning efter sager om krænkelser og dårlige arbejdsforhold, vælger Christian Gether dog at blive siddende til en ny direktør  kan overtage posten. “Jeg kunne ikke drømme om at efterlade ARKEN uden en ny kaptajn ombord. Derfor bliver jeg, indtil min efterfølger er fundet”, udtaler han.

Christian Gether tiltrådte som direktør i 1997 og overtog det et år gamle museum efter forgængeren Anna Castberg, der selv var genstand for en større skandale.

Kilde: ARKEN

 

Del artiklen

'Christian Gether stopper som direktør på ARKEN'

Facebook