Chokaktion Antichrist. En kommentar…

Billedserie

Film

Antichrist

Instruktion: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier
Fotografering: Anthony Dod Mantle
Klipning: Anders Refn
Producent: Meta Louise Foldager
Medvirkende: Charlotte Gainsbourg, Willem Dafoe

Chokaktion Antichrist. En kommentar…

Lars von Trier: Antichrist. Foto: Christian Geisnæs.

Medierne gik i selvsving, anmeldere var fortvivlede, publikum begejstret. KUNSTEN.NU anmelder ikke film, men virakken om Lars von Triers nye ægteskabsdrama er ren avantgarde på automatpilot.

"Jeg føler mig rystet i min grundvold," Kim Skotte, Politiken.
"En stor kunstfilm-prut," Todd McCarthy, Variety.
"Jeg kan ikke afvise den film. Det er en sand film," Roger Ebert, Chicago Sun-Times.
"Yee-haah!" publikummer foran mig i biografsalen, Kristi Himmelfartsdag.

Meningerne er delte – forudsigeligt delte – om Lars von Triers nye Antichrist.
Udover ren salgsmæssig bonus virker polariseringen også som kunstværk.
Anmeldere, filmbloggere og almindeligt publikum har alle en mening. Alle skal have en mening. Dette er skandalen, du ikke kan ignorere!

Og dermed lægger Triers film sig i sporet efter de mange kunstprovokationer, vi kender, beundrer og hader.

Lars von Trier: Antichrist. Foto: frame grap (fra filmen)
Lars von Trier: Antichrist. Foto: frame grap (fra filmen)

Et planlagt forløb
Efter en lang, solid spændingsopbygning gennem medierne, fik filmen endelig premiere i Cannes den 17. maj.

Zentropa havde, med et sikkert begrænset pr-budget, strategisk holdt det meste af filmen hemmelig og kun gradvist frigivet stills, trailers og korte udsagn.
Oven i dette kommer Triers personlige ‘indrømmelser’ om dyb depression.

Først opbygges spænding, så kommer udløsning og kaos, og nu skriver flere anmeldere, "at de skal tænke noget mere over det."
De sædvanlige roller er ved at blive tildelt: Fortalere, anklagere, smagsdommere og symbolfortolkere. De er der alle.

Lars von Trier, Foto: Christian Geisnæs
Lars von Trier, Foto: Christian Geisnæs
Kunstnerisk totalinstallation
Det minder om den måde, avantgarden blev modtaget i starten af det 20. århundrede. Folk tog til futuristisk performance for at blive fornærmede.
Dadaisterne gjorde nar af publikum, surrealisterne chokerede dem, pressen hetzede, overlæger fandt på sygdomsdiagnoser. Det var rent teater for middelklassen.

I dag er provokationen en uløselig del af den betydning, flere berømte kunstværker har. Tænk på Evaristtis blenderfisk, Michael Brammers udstoppede hundehvalpe, Lemmerz’ grisekroppe, Wilhelm Freddies udstillinger.

Gammel vin på nye flasker
Antichrist kan nemt ses som et klassisk ægteskabsdrama af Strindberg, iscenesat af Tarkovskij, med splattersekvenser af Takashi Miike og isprængt lidt okkult horrorikonografi.
Enkeltelementerne er uoriginale, blandingen dog imponerende.
Men hvorfor det store postyr?

Repremiere på forargelsen
Med jævne mellemrum er der åbenbart behov for et iscenesat skuespil, udløst af en ‘forrykt’ kunstner.
Lars von Trier og hans produktionsselskab har vist forstået dette. Og i et hypermedieret, globalt landskab er der mulighed for øjeblikkelig gennemslagskraft. Hvis man rammer rigtigt.

Lars von Trier: Antichrist. Foto: frame grap (fra filmen)
Lars von Trier: Antichrist. Foto: frame grap (fra filmen)

Den kunstner, der forstår at anspore medierne, får lagt alen til sit kunstværk. Intet kunstværk er rent; modtagelsen skaber kunstværket.
Triers film viser den chokeffekt, som den historiske avantgarde engang havde.

Kunst og liv
I Dagbladet Information 20. maj skriver Lilian Munk Rösing, at filmen "synes at bæres af en nødvendighed, der er større end plottet." Før dette har hun udfoldet en skarp, psykoanalytisk læsning.

Kunstværket som ‘nødvendigt’ – det er avantgardens ultimative drøm om liv og kunst i sammensmeltning. I de næste mange måneder og år vil sådanne tolkninger være med til at skabe Triers film og holde den levende.

Vis mig i dag den billedkunst, der stadig har det potentiale. Så skal jeg fortælle dig, hvad der kommer med i de næste årtiers skolebøger.

Lars von Trier: Antichrist. Foto: frame grap (fra filmen)
Lars von Trier: Antichrist. Foto: frame grap (fra filmen)

Lars von Triers Antichrist havde premiere i Danmark den 20. maj og spiller i biografer over hele landet. Filmen er tilladt for børn over 15.

Instruktion: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier
Fotografering: Anthony Dod Mantle
Klipning: Anders Refn
Producent: Meta Louise Foldager
Medvirkende: Charlotte Gainsbourg, Willem Dafoe

Billedserie

Film

Antichrist

Instruktion: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier
Fotografering: Anthony Dod Mantle
Klipning: Anders Refn
Producent: Meta Louise Foldager
Medvirkende: Charlotte Gainsbourg, Willem Dafoe

Del artiklen

'Chokaktion Antichrist. En kommentar…'

Facebook