POTENTIELT STØDENDE UDSAGN FRABEDES

POTENTIELT STØDENDE UDSAGN FRABEDES

Emil Elgs performance under ferniseringen af En blank og vårfrisk dag. Still fra videoværket

Kunstneren Emil Elg er blevet udelukket fra deltagelse på en kurateret udstilling En blank og vårfrisk dag på Arbejdermuseet i København. Hvad foregår der?

Udstillingen En blank og vårfrisk dag tager udgangspunkt i Arbejdermuseets kæmpestore samling af arbejderbevægelsens mange flag (hvoraf dog kun en meget lille del vises i udstillingen), og stiller spørgsmålet, hvilke fællesskaber vi har nu, hvem kan samles om en fælles sag, og hvilke symboler kan som flagsymbolet samle folk ligesom før i tiden?

Den kuraterede udstilling tæller bl.a. kunstnere som Christian Falsnaes, Mads Westrup, Hesselholdt & Mejlvang, Gitte Juul og Thierry Geoffroy. Disse kunstnere har på videst mulig måde forstået og fortolket flagsymbolet og begrebet arbejderbevægelse i mange forskellige retninger, fra det på én gang storladne og sårbare patchworkflag fra Hesselholdt & Mejlvang, der fylder et helt rum og viser et forsigtigt håbefuldt ‘vejen frem’ for en såret, sammensat og fragmenteret arbejderbevægelse, til Christian Falsnaes’ typisk energiske “kom så allesammen!”-performance med fællesbygning af barrikade, til klichéfulde slogans og tom revolte-formalisme, som man har set før fra den skingre Thierry Geoffroy, der forsøger at få sin forvirring til at ligne en slags politisk oprør.

Christian Falsnaes: Front Minni Katina Mertens, 2016.
 Foto: Søren Martinsen
Christian Falsnaes: Front Minni Katina Mertens, 2016.
 Foto: Søren Martinsen

Fra huskunstner til performance
Det var meningen, at der blandt dette blandede kor skulle være endnu en stemme, den nu manglende Emil Elg. Oprindeligt var det meningen, at han skulle være udstillingens ‘huskunstner’, der bl.a. skulle arbejde med børnegrupper og et kunstværk omkring penge og økonomiske strukturer i samfundet.

Denne plan blev imidlertid ændret, da Emil Elg kort før udstillingen valgte at lave sit projekt om til i stedet at være en performance, der skulle finde sted på ferniseringsdagen, og som skulle optages på video og derefter screenes i udstillingen. Selvom denne ændring fandt sted, kort før udstillingen skulle åbne, blev ændringen åbenbart accepteret, idet Emil Elg i hvert fald stod på talerstolen til ferniseringen og afleverede en 20 minutter lang politisk tale.

Et validt greb
Dét at lave en performance, hvor kunstneren iscenesætter sig selv som en ‘klassisk’ politisk taler med rekvisitten en talerstol og konteksten den socialdemokratiske festsal i det historiske Arbejdermuseum, må siges at være et interessant og validt bud på en respons til det kuraterede oplæg vedrørende fællesskab og fane. Oder was?

Alligevel fulgte en dramatisk afslutning på Emil Elgs optræden: Kunstneren blev smidt ud af udstillingen, og hans kunstværk (videoen) fjernet fra udstillingen. Man er endda gået så vidt som til at fjerne kunstnerens navn fra kunstnerlisten på plakater og hjemmeside. At dette forsøg på at slette alle spor efter Emil Elgs performance er gået lidt panik-hurtigt, kan man se i museets videorum. En fin kontrolkasse med knapper, hvor publikum selv kan trykke på knappen for at se en video med en videopræsentation af hver enkelt kunstner, består af syv knapper, men kun seks navne. Det er Emil Elgs navn, der mangler, og i stedet har man bare en tom plads ved den ene knap.

Knap med manglende kunstnernavn. Foto: Søren Martinsen
Knap med manglende kunstnernavn. Foto: Søren Martinsen

Det var naturligvis, hvad Emil Elg sagde, der afgjorde sagen – nemlig at Mette Frederiksen er racist. Dette kan man vælge at være enig i eller ikke. Personligt er jeg ikke enig med Elgs udsagn, men føler bestemt heller ikke, at det er ueffent fremført, og jeg mener, at det er kunstnerisk og kontekstmæssigt kvalificeret, at Elg laver en gennemarbejdet analyse af arbejderbevægelsens socialistiske slagsange “Når jeg ser et rødt flag smælde” og “Internationale”, for derefter at bevæge sig fremad til en kritik af Socialdemokraternes nutidige politk. Den er ubestrideligt fremmedfjendsk. Om den er direkte racistisk er ikke sikkert, da racen af de problematiske indvandrere, som Mette Frederiksen gerne ser det danske velfærdssamfund fri for, ikke præciseres af hende, men fortolkes af Emil Elg derhen, at det er ‘ikke-hvide’ indvandrere, det drejer sig om. Frederiksen bruger selv ordet “ikke-vestlige.”

Man kan selv tage stilling ved at se kunstnerens tale, men det er ikke museets rolle at skulle tage denne beslutning for publikum.

Direktøren lukker og slukker
Hvorvidt Elg har ret i sin påstand eller ej, er ikke det vigtige i min optik. Derimod er det museets direktør Søren Bak-Jensens reaktion på denne performance, der er det vigtige. Han har groft censureret en kurateret udstilling, der er planlagt af kurator Kasper Lynge Jensen. Han har tromlet kuratorens valg af værk til udstillingen. Han har bortvist en kunstner, der var inviteret, samt frataget kunstneren mulighed for at gennemføre et planlagt undervisningsforløb i forbindelse med udstillingen. Han har ikke i offentligheden forklaret eller argumenteret for denne beslutning ud over et uklart udsagn om, at Elgs værk ikke var relevant i forhold til udstillingens tema (1).

Dette er fuldstændig hen i vejret, idet man kan sige, at Elg både rammer kuratorens udstillingskoncept samt hele konteksten meget præcist på kornet og afleverer et bidrag, der både er skarpt, provokerende og kontemporært. Som udstillingen er kurateret – i øst og i vest – kan man ikke komme og sige, at et sådant værk ikke er kvalificeret eller er relevant i sammenhængen. I øvrigt har værket jo været godkendt af kuratoren, siden det er kommet frem til at blive fremført på ferniseringsdag, og det har således været en del af udstillingen allerede. Derfor kommer det til at se meget uheldigt ud at prøve at slukke brand på så sent et tidspunkt i processen.

At Bak-Jensen oven i købet også udelukker kuratoren Kasper Lynge Jensen fra hans gerning på museet i form af planlagte screeninger, debatter og møder i forbindelse med udstillingen på museet, fjerner hans navn fra alt materiale vedrørende udstillingen, får ham til at aflevere nøgler og adgangskort til udstillingen og oven i købet pålægger ham at holde tand for tunge om historien i forhold til pressen og offentligheden, er ikke alene censur af den groveste slags, men også berufsverbot og en helt utilstedelig dårlig behandling af samarbejdspartnere og kunstnere.

Naturligvis er det sket i ren og skær panik. Man har været bange for en “potentiel injuriesag”, som det hedder i Informations leder (der forsvarer Bak-Jensens handling) af Kristian Villesen den 10. september. Dette vil sige, at Frederiksen i værste fald kunne lægge sag an mod kunstneren for injurier, men vel ikke museet. Hvad skulle der egentlig kunne ske ved det? Uønsket diskussion, omtale?

Men et museum må ikke censurere sine kunstneres værker. Heller ikke selvom man er nok så bange for ballade. Museet skal stå inde for at støtte sit valg af kunstnere og stå som garant for en kunstnerisk værdi, som museet, når alt kommer til alt, selv vælger at præsentere. Hvis andre så føler sig injurierede eller stødt af kunsten, må de selv klage eller lægge sag an. Så Mette Frederiksen må selv slå et slag for at modbevise, at hun skulle være racist, hvis hun synes, det er vigtigt. Det er bestemt ikke museets rolle at pakke kunstneriske udsagn ind eller kvæle dem, så de ikke kan kommunikere til publikum.

Kunstens rum skal være åbent for alle udsagn
Naturligvis skal aktiviteter, der foregår i kunstens rum, formelt set overholde de regler og love, der findes i samfundet generelt, og kunstnere er på ingen måde hævet over disse. Hvis en kunstner udtaler sig eller opfører sig i strid med loven, i forbindelse med en kunstnerisk handling, er det han/hun selv, der må bære ansvaret, hvis forseelsen fører til komplikationer. Men kunstens rum er også et sted, hvor regler ophæves, hvor det netop skal være muligt at gøre tingene anderledes, hvor stødende opførsel – såvel som ekstraordinær skønhed og andre usædvanlige ting – kan forekomme. Kunstens rum er på en positiv måde et parallelunivers og dermed et fristed og et vigtigt rum for oplevelser, erkendelse og udvidelse af bevidstheden.

Museet skal have mod til at være dette rum og vise kunst, også selv om den er nok så provokerende. Tænk engang, hvor mange væsentlige kunstværker verden kunne gå glip af at opleve, hvis denne praksis med at fjerne værker, som direktøren finder stødende eller “potentielt injurierende” var almindelig eller acceptabel! Nej, denne klodsede og autoritære form for censur hører absolut ingen steder hjemme i et moderne, åbent samfund.

(1) I Berlingske Tidende den 9. september citerer Bent Blüdnikov Søren Bak-Jensen for at sige, at Emil Elgs værk "ingen relation havde til udstillingen En blank og vårfrisk dag."

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Kommentarer

Del artiklen

'POTENTIELT STØDENDE UDSAGN FRABEDES'

Facebook