THE CATALYST EXPERIMENT
1 sep 201730 sep 2017

Anbefalet under Det skal du se! uge 35
Project Art Writing har længe været i gang med forberedelserne til vores bidrag til fejringen af kulturhovedstadsåret 2017. Den 1. september løfter vi sløret for THE CATALYST EXPERIMENT: en kunstudstilling og lancering af 7 nyudgivelser på KH7artspace, et symposium i Remisen på Godsbanen samt en stedsspecifik intervention og en oplæsningsevent i Skanseparken.

SKRIVNING & SAMTIDSKUNST
Art writing er en legesyg og eftertænksom genrehybrid, som tiltrækker udøvere fra hhv. de litterære- og billedkunstneriske miljøer, og som indgår ligeværdigt med en lang række andre genrer i kunstproduktionen. THE CATALYST EXPERIMENT leger med den tanke, at Project Art Writing er en slags katalysator for tilblivelsen af art writing og for den faglige og offentlige samtale om, hvad art writing er, og hvad denne særlige skrift kan og vil.
2017 manifestationen søger med dette ’in mente’, at præcisere og udfolde de forudgående års undersøgelser af, hvad art writing er for en størrelse inden for samtidslitteraturen og –kunsten. Det er vores håb, at rigtig mange kunst- og litteraturelskende publikummer har lyst til at stifte bekendtskab med Project Art Writing og vores kunstnere, i forbindelse med THE CATALYST EXPERIMENT.

THE CATALYST EXPERIMENT er et interdisciplinært møde, hvorunder anerkendte kunstnere, der alle har en skrivepraksis såvel som en konceptuel visuel praksis, bidrager med art writing og værker, der udspringer af undersøgelser vedrørende skrift, sprog og billeddannelse.

THE CATALYST EXPERIMENT står på den grundlæggende antagelse inden for området, at art writing er stedet, hvor tekstens æstetik folder sig jævnbyrdigt ud sammen med andre æstetiske udtryk så som billede, form, lyd og/eller krop. Denne position anerkender mødets, snitfladens og udvekslingens gensidigt katalyserende kvaliteter på samme måde, som RETHINK-temaet gør det ved at forstå kulturhovedstadsindsatsen som en gigantisk katalysator
og lade den vision løbe som en rød tråd i gennem kulturhovedstadssamarbejdet.

THE CATALYST EXPERIMENT

THE CATALYST EXPERIMENT er et udstillingsformat, der blander medier, for derved at katalysere, blotlægge og undersøge sammenblandingernes æstetiske potentialer. Seks drevne billedkunstnere og art-writere mødtes til en ugelang workshop i Aarhus i juni måned for i fællesskab at konceptualisere den fysiske udstillings galleri-show og et stedspecifikt indgreb. De samme kunstnere bidrager desuden med nyskrevne essays til den fælles bog, der underøger, hvad art-writing anno 2017 er. Bogen er på godt 150 sider og den indeholder desuden tekster af Maria Fusco, som siden Project Art Writings fødsel i 2013, har været projektets teoretiske ankerkvinde og Trine Rytter Andersen, i sin egenskab af projektleder og kurator.
Sideløbende hermed har vi inviteret seks talentfulde unge art-writere udvalgt fra vores masterclass-program, til at gå i lag med skabelsen af hver deres unikke art writing-bog. Såvel hovedbogen som solopublikationerne er tilrettelagte og layoutede i tæt samarbejde med Project Art Writings grafiker Lise Haurum, der selv er art-writer og billedkunstner.

UDSTILLINGEN THE CATALYST EXPERIMENT
Her vises værker af Jesper Rasmussen (DK/Aarhus), Lise Harlev (DK/Berlin), Morten Søndergaard (DK/Paris og Pietrasanta), Magnus Bärtås (SE/Stockholm), Corin Sworn (UK/Glasgow) og Juan Cruz (ES/London).

Alle er anerkendte kunstnerne, som på forskellig vis er eller har været tilknyttede uddannelser på højere læreranstalter rundt om i Europa. Jesper Rasmussen har gennem 10 været rektor for Det Jyske kunstakademi, og han er en toneangivende figur i det aarhusianske kunstmiljø. Morten Søndergaard, der også er en kendt digter, bor nu i Italien og plejer tætte bånd til Aarhus. Lise Harlev er født i Aarhus og uddannet som billedkunstner på Det Fynske Kunstakademi. Hun har længe boet i Berlin og har kun én gang tidligere udstillet i Aarhus. Magnus Bärtås, Corin Sworn og Juan Cruz udstiller for første gang i Danmark. Alle tre har internationale kunstnerkarrierer og ansættelser ved universiteter i hhv. Stockholm, Glasgow og London.

TALENT/ SEKS NYUDGIVELSER
For at vise det talent, som Projekt Art Writing har tiltrukket gennem vores masterclass-program siden 2013, har
vi brugt kulturhovedstadsåret til at producere en række eksperimenterende publikationer skabt af seks unge
talentfulde art-writere: Andreas Vermehren Holm (DK/København), Aislinn McNamara (UK/ Los Angeles), Nat
Bloch Gregersen (DK/Aarhus) Line Kallmayer (DK/Berlin), Nora Joung (NO/Oslo) og Rasmus Brink Pedersen (DK/
København).
Publikationerne er i udgangspunktet solomanifestationer, og Project Art Writing har opfordret kunstnerne til at
udfordre sig selv og teksten både indholds- og formelt i forhold til den fysiske tekst. Der er kommet seks meget
smukke og meget forskellige bøger/publikationer ud af denne udfordring, og vi glæder os meget til at præsentere
dem for publikum.

OBS! udstillingen er ikke åben i weekenden den 2. og 3. september

Kilde: KH7 artspace

KH7 artspace

Sydhavnsgade 7,1 sal
8000 Aarhus C

Tor-lør 14–17
Søn efter aftale

Kontakt

+45 20727791

Del

'THE CATALYST EXPERIMENT'

Facebook