Den smukke og naive varulv

Den smukke og naive varulv

Installationsfoto, Varulv, 2016. Overgaden. Foto: Anders Sune Berg

Udstillingen Varulv! vil konfrontere nutidens snak om kriser og nødvendigheder. Hvordan kan kunsten gøre op med politikerlingo og sætte en ny dagsorden. Det er intet mindre end den totale ambition for Overgadens udstilling at redde os – men lykkes det så?

På Overgaden kan man lige nu se en udstilling sat sammen af Overgadens egen kurator Anna Holm, der viser nye, i nogle tilfælde helt nye kunstværker af 14 kunstnere. Det er – så vidt jeg ved – første gang udstillingsstedet selv står fuldstædnig alene som kurator på en udstilling.

Malerier, skulpturer, collager, installationer, assemblager, lyd- og videoværker er udvalgt i dialog med skaberne, eller også er de lavet direkte til Overgadens projekt. På den måde kommer kunstnerne til at være en slags medforfattere, hvilket er godt.

Aurora Sander, The Fantastic Four, 2016. Blandede materialer. Foto: Anders Sune Berg
Aurora Sander, The Fantastic Four, 2016. Blandede materialer. Foto: Anders Sune Berg

Fra start til slut er Varulv! opdelt i tre akter og en epilog, der illustrerer en meget løs genfortælling af musikforestillingen Peter og ulven. Det er dén der gamle traver af Prokofiev, lidt en slags sovjettisk Sigurd Barrett, som stadig er lige så besynderlig som populær. I grundtræk handler historien dog om at trodse påbudene og frejdigt konfrontere truslerne – her i form af ulve.

En uopbyggelig historie
På Overgaden er der ikke længere en frisk dreng ved navn Peter, der kan klare sagerne. I stedet er politikere, medier og meningsdannere travlt optaget af at blæse nye og mere lumske ulvetrusler op – udstillingens ”varulve”. Alt imens forsvinder løsningerne længere og længere ud af syne. Og det er selve sproget og måden, der tales og derfor tænkes på, der er redskab til afmagten.

En ledsagende tekst beskriver en verden ramt af krisestemning: Sproget skaber vores billede af virkeligheden som fyldt med uløselige problemer. Sproget er dermed aldrig neutralt, men altid politisk. Diskussionen i dag er sort-hvid og ensidig, og dens måde at sætte rammerne er i sig selv et problem. Der er ingen vej ud.

Christian Vinds to collageværker Diptykon I og II illustrerer pointen. På den ene side udklip af danske soldater i Irak og Afghanistan. Hér er det hele ordentligt og med stærke, hvide jens’er i hovedrollen. På den anden side udprint fra chok-sider langt fra internettets mainstream. Hér er døde mennesker med afrevne lemmer og hoveder, udsplattede indvolde og hjernemasse – alle angiveligt ofre i de to landes nu langvarige konflikt.

Snak uden substans
Vinds værk viser altså to uforenelige tilgange til en af vor tids kriser. Jazzmusiker og lydkunstner Mikkel Ploug har mere finurligt omskabt internationale politikeres sprogtoner til musik: substansen er forsvundet i forhold til en form uden praktisk virkning. Imens sørger et banner af Lise Harlev for at understrege den umulige ambivalens, tiden har fanget os i:

”You have nothing to say, but you say something anyway.”

Iris Smeds, The unsold Dream; Surreal strategies to apply on a disillusioned landscape. Part one: THE DREAM, 2015. Still fra videoværket.
Iris Smeds, The unsold Dream; Surreal strategies to apply on a disillusioned landscape. Part one: THE DREAM, 2015. Still fra videoværket.

Andre kunstværker af Henrik Plenge Jacobsen og Iris Smeds kommer til at handle om sygdom og selvhjælpskultur. Vi er alle i dag en diagnose, og vi er alle selv ansvarlige for at blive hele og raske. Gerne gennem positiv tænkning og ved at elske vores arbejde.

Opløsning og undergang
I en grottelignende, underjordisk katedral og totalinstallation af Ann Louise Andersen kulminerer udstillingen som et tempel til afmagten. Et blinkende neonskilt Don’t Panic ved siden af en mistænkelig, tung og efterladt sportstaske er Peter Lands pointerede bidrag.

Installationsfoto, Varulv, 2016. Overgaden. Foto: Anders Sune Berg
Installationsfoto, Varulv, 2016. Overgaden. Foto: Anders Sune Berg

Ideen om, at medier og autoriteter bruger sproget til at skabe splid og dermed vinde kontrol er ikke ny. Den dækker vel over den slags indsigt i magtens væsen, der nødvendigvis må genfortolkes for hver generation. I stedet for Den kolde krigs trusler om atombombernes ødelæggelse, har vi nu terrorens og de økonomiske kriser til at holde mennesker i skak.

På Overgaden bliver det filosoffen Slavoj Žižeks psykoanalytiske filosofi, der danner en modfigur til politikersproget. Det kan man mene om, hvad man vil, men det psykoanalytiske greb afspejler sig i rummenes og udstillingens fremadskridende karakter: fra idyl over forvirring til sammenbrud. Fortællingen afrundes til sidst i epilogen, hvor kunsten selv ender som surreel forløsning.

Kunsten som terapi
En kuldslået briks af Francisco Montoya Cázarez – til drømme, til psykoanalyse? – holdes oppe af 1001 nats eventyr mens digteren Cia Rinnes konkrete poesi, der blander flere sprog i samme, letflydende tekststykker, hænger på væggene. Det er det sidste rum, der nu opbyggeligt skal vise vejen frem.

Francisco Montoya Cázarez: More than a thousand nights, 2016. Chaiselounge, bøger. Foto: Anders Sune Berg
Francisco Montoya Cázarez: More than a thousand nights, 2016. Chaiselounge, bøger. Foto: Anders Sune Berg

Overgadens udstilling foreslår altså, at kunstværker kan vise virkeligheden på flere måder på een gang, at kunsten kan føre til et andet og mere nuanceret sprog og greb om virkeligheden. Som med patientens afsluttende gennembrud i samtaleterapien, skal også samfundet forløses af de frie fantasier og associationer.

Overgadens udstilling er dermed drevet af en naiv og nærmest håbløs forhåbning om, at mødet med kunstens verden – der jo er hinsides det entydige og logiske – derfor kan føre til en ny og øget bevidsthed: At med lidt held vil dette gennembrud føre til positiv forandring.

Til det kan man jo sagtens trække på skuldrene: Som politik er det en klassisk fejlslutning, at falsk bevidsthed kan repareres gennem konfrontation. Den er begået af mange marxister og kulturradikale gennem tiden. Som kunst, derimod, er det stadig en smuk tanke, at der findes et andet og rigere rum, hvor afmagt og ironi kan vendes til styrke.

Kommentarer

Del artiklen

'Den smukke og naive varulv'

Facebook