Birgit Bjerre: “Min familie blev mest bevæget i mødet med fjendens sårbarhed, rådvildhed og menneskelighed”

Udstillingen hedder Lieber Feind, Kære Fjende, og kan man overhovedet kalde en udstilling det i øjeblikket? Nu hvor krigen i Ukraine er et alt for aktuelt bagtæppe? Nu hvor den polariserede ‘ikke-samtale’ udspalter sig i entydige udsigelser om ‘de onde’ og ‘de gode’, nu hvor krigen er både varm og kold?

Birgit Bjerre har i hvert fald gjort det på Bunkermuseum Hanstholm Museum Thy, og udstillingens pointe er måske endnu mere aktuel nu, end da den blev forberedt længe inden den russiske invasion af Ukraine begyndte.

Lieber Feind, Kære Fjende har tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig som kontekst, og Bjerre har bygget den op omkring rester af beretninger fra sin families krigserindringer. Det giver en udstilling, der tager sig ud som en alt andet end sort/hvid fortælling, idet den griber fat i sårbarhed og underlige paradokser, der opstod under krigen.

Udstillingen kredser om, hvordan krig og fortællinger forplanter sig fra far til datter, fra generation til generation, idet kunstneren gennem en årrække har bedt sin familie fra Hanstholm om at uddybe nogle af de myter og fortællinger, som havde sat sig fast gennem tiden. Fordi kunstneren var en slags ny spørger, opdagede hun helt nye skjulte detaljer og traumer.

“Dér, hvor min familie er blevet mest bevægede, når de fortæller om besættelsen, er de gange, de er blevet rystet over fjendens sårbarhed, rådvildhed og menneskelighed”, fortæller Birgit Bjerre. “Det var ikke brutaliteten, der slog dem ud. Det var, når de selv fik følelsen af at være brutale, fattige, udspekulerede og i tvivl. De mistede overblikket, de følte sig uvidende”.

Det er således et intimt og mere nuanceret blik på krigen, Bjerre fremviser, hvor detaljerne og ‘de små historier’ indtager hovedrollen.

Et rumskib i Thy?

Tyskerne ankom i Hanstholm i 1940 i tusindevis med materiel, gear, teknologi og rene uniformer. De satte ti lyskastere op, der lyste 9 kilometer op i luften, og dét i en Vesterhavsby, der aldrig havde haft elektrisk lys. “For de lokale kunne der ligeså godt have landet et rumskib”, beretter Bjerre.

I værket Warten im Heizraum / Venter i Heizraum, der er med på udstillingen, imiterer kunstneren lyskeglen fra projektørerne i en cylinderformet installation af bomuldsstof, hvorpå der er broderet linier, der tæller de 1870 dage, besættelsen varede.

Værket kredser om den ventetid, de fem år også udgjorde – for såvel de lokale som de udstationerede. Det er sådanne ikke-spektakulære, oversete historier, vi får adgang til i udstillingen. Historier der er ikke desto mindre er ladet med store følelser og dilemmaer.

Bjerre har for eksempel lavet en replika af det våben, hendes far som 16 årig lavede ud af en tysk signalpistol og et dansk geværløb.

“Han gemte det i et bistade under krigen. Våbnet var håbløst, da det kun kunne skyde én kugle ad gangen, og det gjorde ham endnu mere angst at besidde et våben. Jeg har lavet nogle bivokspistoler og igen placeret dem i bistader i området.”

Værket Wehr, Værn består af disse 16 skrøbelige bivokspistoler, som bierne så har arbejdet videre med og ‘færdiggjort’.

Du kalder udstillingen Lieber Feind, Kære Fjende. Men fjender hader man vel?

“Ja, man hader sine fjender. Det er ihvertfald det mest almindelige, og på papiret er det absolut også, det man gør. Men lever man med 10.000 tyskere i et lille samfund og vasker deres tøj, ordner deres sygdomme, finder dem grædende i stalden, begraver deres desertører, ser dem blive yngre og yngre gennem årene og oplever deres personligheder tæt på, så får fjenden et ansigt. Derfor opstod udtrykket ‘vores tyskere’. Det var jo nogle andre tyskere end de andre tyskere”.

Birgit Bjerre mener, det spændende ligger i paradokserne. Havde hun haft som udgangspunkt at se på den dumme fjende, ville hun være stødt ind i den endimensionelle historie, der er fortalt mange gange.

“Lieber Feind, Kære Fjende handler om dét at se nuancer og om, at præcist dét gør tingene komplicerede”.

“Der ligger en uforsonlighed i vores tid, som er interessant. Vores måde at kommunikere på i dag er ofte polariseret, indigneret og stejl. Fordi det fungerer bedre at være sådan, ikke mindst i de medier, vi anvender. Men polariseret kommunikation kan være sprængfarlig. Jeg mener, vi har en kæmpe opgave i at række ud til dem, vi umiddelbart er uenige med, eller dem, der er i klemme i store systemers undertrykkelse. Lad os for eksempel ikke tage alle russere til indtægt for det, der foregår lige nu. Jeg kender en russisk familie i Tyskland, der ikke tør gå ud og købe ind. Er det dét, vi ønsker?”

Igennem projektet er Bjerre blevet opmærksom på, at historien er konkret, og at krise handler om detaljer:

“At tyskerne bed af smør i butikken, fordi de var sultne. At der ikke fandtes sytråd. At danskerne kørte tørv for tyskerne om dagen og samme nat ødelagde deres telefonmaster. Dét, der står stærkest, er det paradoksale: Dét at opleve hjerteskærende medlidenhed med fjenden samtidigt med et voldsomt had involverede store følelser. At de hadede dem, misundte dem og havde medlidenhed med dem”.

I værket Mine drenge har Birgit Bjerre syet på et pudebetræk arvet fra sin bedstemor. Bogstaverne er en konstrueret udgave af bedstefaderens håndskrift og udsagnet en sætning han sagde under krigen, som er blevet en del af familiemytologien og gentaget igen og igen: ‘Hvordan kan jeg hade dem, det kunne have været en af mine drenge’”.

Under krigen var antallet af unge mænd og næsten-drenge stor i Hanstholm. At spejle sine børn i de andres børn, at genkende mennesket, er en af de sværeste følelser at håndtere under en krig, mener Bjerre.

Halv-helte

Lieber Feind, Kære Fjende er også en henvendelse til de tyske efterkommere, der føler skam på bunkermuseet. Stedet har 70.000 besøgende om året, og langt de fleste er efterkommere, som kommer med traumer og skam.

“De kommer med familiefortællinger, hvor deres fædre og bedstefædre var både forbrydere, helte, i klemme, ja, nogle blev endda reddet af at komme til Hanstholm. Det var her, man sendte de “svage” soldater – de helt purunge og de gamle, de smalskuldrede, de sårbare. De stærke kom i nærkamp andre steder, for eksempel ved Østfronten”.

“Så i Hanstholm mødte disse ‘halvsoldater’ mine forfædre, som var ‘halvhelte’. Min familie ødelagde deres master om natten og solgte cigaretter til dem og byggede bunkeranlæg om dagen. Jeg kan godt genkende dét at være en ‘halvhelt’. Jeg føler mig ikke særligt helteagtig i forhold til verdens problemstillinger, for eksempel klimaet, og ved ikke helt hvad jeg skal kæmpe med altid. Den tvivlrådighed og kompleksitet, synes jeg, er evigt aktuel.

Hvad betyder det, at du tager afsæt i din egen families fortællinger – og hvilke overvejelser har du gjort dig i den forbindelse?

“Min far er snart 94, og jeg fundet meget mere materiale frem, end det jeg vælger at anvende i udstillingen. Der ligger et hensyn i det, samtidigt med at jeg vælger, at gøre fortællinger til mine. Min far og hans søstre er ikke direkte citeret nogen steder. I kortprosa teksterne, som er en del af bogudgivelsen i forbindelse med udstillingen, skriver jeg ‘han’. Det er fiktioner, der bygger på de historier, jeg har hørt. Nænsomheden ligger i, at jeg nogle gange har hørt elementer, som er lidt for private for min familie at få ud i offentligheden. Den måde at arbejde på ligger snublende tæt på en forfatters, som anvender egne relationer og familiefortællinger”.

Birgit Bjerre er opmærksom på, at der er flere fælder:

“For det første: er det relevant for andre at høre om? Jeg har konstant holdt øje med, om det, jeg arbejder med, har en fælles menneskelig resonans. For det andet: kan jeg tillade mig at ‘snylte’ på en historie, der foregik, hvor jeg ikke selv var tilstede? Her har jeg besluttet mig for at sige ja. For det tredje: orker vi overhovedet at høre mere om en gammel krig? Nej, egentlig ikke, jeg er selv ret metaltræt af at se dokumentarer fra BBC om 2. verdenskrig. Dét der interesserer mig er mere, hvad efterkommere stiller op med rester, der peger i mange forskellige retninger. At historien konstant er under konstruktion, at den også forvitrer med tiden”.

“Krigen grundlagde i min opvækst en konstant fornemmelse af, at der var foregået ting, som var meget værre, før jeg kom til. At det umuligt kunne være et problem, at jeg gerne ville eje et par kassebukser, eller at jeg var ked af det i skolen – der var en barskhed, og den lå som et konstant overtræk på kontoen. Det var for eksempel almindeligt at blive bedt om at spise kernehuset i et æble, fordi intet måtte gå til spilde. En lille ting, men totalt fjollet. Bare fordi de ikke havde frugter under krigen, står jeg i start-firserne og spiser et kernehus med stort ubehag. Den slags historiske efterskælv er interessante”.

Gæsterne bliver rørt

I forbindelse med at Bjerre installerede udstillingen på Bunkermuseet faldt hun i snak med mange, mest tyske gæster, og fik tid til at lave flere spontane rundvisninger.

“Det er jo ikke gæster, der kommer for at se kunst. Så værkerne kommer bag på dem, og det er i sig selv en gave. De har ikke en kodet forventning. De går bare på værkerne og stiller spørgsmål. Hele udstillingens overordnede titel og hensigt om at vise kompleksitet tager de til sig med det samme. Fordi den rammer et følelsesmæssigt sted. Hver anden, jeg har talt med, bliver rørt. Jeg har aldrig oplevet noget, der mindede om det før, og det kommer bag på mig”.

Birgit Bjerre er klar over, at udstillingens titel og præmis kan såre og støde mennesker, der med rette føler vrede over en fjende, over ondskab og over modbydelige handlinger. Men hun håber, at der er gået tid, og at det måske nu er muligt at tale mere nuanceret om fjendebilleder og om interaktionen mellem fjender.

“Overmagter ønsker fortsat, at vi skal hade hinanden og bevare de helt klare skel intakte.
Når vi søger informationer og nyheder, bliver vi vist et spejl af vores forventninger og fordomme, og vi møder dermed den mindst nuancerede version af os selv. Derfor vil begrebet fjende altid være samfundsrelevant.”

“Men verden bygger om noget på de utallige gange, nogen har tøvet, og fjendebilleder er blevet betvivlet midt i de værste konflikter. Jeg håber, at værkerne vil udstråle en følsomhed overfor krigens paradokser”, slutter Birgit Bjerre.