Arkæologiens fravær af liv

Koesters arkæologi
I sine projekter bevæger Joachim Koester sig på grænsen mellem det dokumentariske og det fiktive. Bag værkerne findes omfattende undersøgelser, hvor tråde af fakta forfølges og efterfølgende gen-formuleres i Koesters værker. Denne arkæologi udspringer ofte fra oversete, marginaliserede historiske forhold eller sekteriske, okkulte praksisser.

Samtlige værker på udstillingen, If One Thing Moves, Everything Moves, er præget af den tilgang, som særlige eksempler kan værkerne Morning of the Magicians (2006) og One + One + One (2006) nævnes. Den gennemgående figur i disse værker er den britiske okkultist Aleister Crowley.

I 1920’erne ledede han et kollektiv på Sicilien, hvor seksuelle ritualer og narkotiske stoffer skulle gøre kroppen til et medie for nye erkendelser.

For at trænge ind i dette fællesskabs historie, har Koester opsøgt det forladte hus for gennem foto og film at indfange stemningen i og omkring det nu forfaldne hus. Som en mindelse om dét der var, men også om historiens fortrængning af en subkultur.

Samme udforskning af kroppens alternative erkendelsespotentiale gennem rus og ekstase ses i flere værker, fx i den fotografiske serie Time of the Hashshashin (2011) og i den opiumshule-lignende salon i The Hashish Club (2009).

Bevægelse, rum og krop
Koesters udstilling indeholder en række fotos, tekster og film fra 2005 til i dag. Sammen med kunsthallen har Koester valgt at præsentere værkerne i én installation, i ét flow, hvor man ledes gennem et dunkelt univers, der er opbygget i rå brædder. Bevægelsen fra det ene lysende projekt til det næste er fængslende.

Installationsformen kan opfattes som et arkitektonisk ekko af Koesters fascination af kroppen. Når beskueren skal forcere en enorm pyramide i selve udstillingen, mimer det en interesse i bevægelse og krop – som fx ses i filmen Maybe One Must Begin with Some Particular Places (2012) eller i Variations of Incomplete Cubes (2011), der viser næroptagelser af to hænder, som forsøger at lave en kubeform.

Læring, viden, kunst?
If One Thing Moves, Everything Moves er Koesters første store solopræsentation herhjemme. Det er grundlæggende en rigtig prioritering. Koester er en central kunstner, der har haft svært ved at trænge igennem i kunstinstitutions-Danmark.

Dét kan skyldes, at Koester kræver meget af sin beskuer. De visuelle udtryk er ofte minimale og dybt afhængige af de forklarende tekster som fx i værket Message from Andreé (2005). Dette tætte samspil er en afgørende grundpille hos Koester. Men i Charlottenborg-udstillingen resultere det i, at det vedkommende i Koesters projektunivers ikke brænder helt igennem.

Værkernes teksttyngde, dokumentariske tilgang og sparsomme visualitet giver én fornemmelsen af at befinde sig i et kulturhistorisk læringsrum frem for i et æstetisk erkendelsesrum. Det er muligvis den fængslende scenografi, der overdøver værkernes raffinementer. I hvert fald får udstillingen vanskeligt ved at skabe en dialog med sit publikum, og det bliver uklart, hvad Koester vil os: Skal vi lære nyt, eller se forskellige forhold med nye briller?

Man får derfor en fornemmelse af, at det væsentligste for Koester er den arkæologiske proces frem mod værkerne.

Desuden, så har man (jeg) lyst til at se mere af Koester. Der er afsat megen plads til udstillingen, så antallet af værker måtte gerne have været større. Særligt da Koester har skabt mange værker, der tematisk fint kunne passe ind. Det ville udstillingsopbygningen næppe lide under. Tværtimod.

Hvad nu hvis….?
Den noget mindre udstilling af Ruth Ewan i kunsthallens nordfløj har undersøgelsen af musikkens kollektive magt som sit vigtigste ærinde. At vi gennem musikken kan nå en samfundsmæssig effekt – og videre hvordan musik og samfund har spillet og vil kunne spille en rolle sammen.

Udstillingen består af en række instrumenter, som publikum har været inviteret til at komme med. Ewan har så udvalgt og opstillet disse – og har nok så vigtigt anvendt dem til en række performances under hovedprogrammet for CPH Art Festival.

Ligeledes er det et vigtigt led i projektet, at et udvalg af denne instrumentsamling skal nedsænkes i en skovø uden for København – som en tidskapsel der mimer et forhistorisk begravelsesritual (i øvrigt parallelt til et af Ewans tidligere projekter i Skotland, der er dokumenteret andetsteds i udstillingen).

I to mindre sale dokumenteres endvidere Ewans interesse for dels vores fastholdelse af historie og identitet, dels hvorledes vi kan udvikle vores selvbillede gennem andre, alternative strategier.

En af Ewans cases har her været en workshop med en gruppe børn fra Christania, som har skullet søge at forme mere positive regler end de, der indgik i den ikoniske ”lov-plakat” fra slutningen af 1979.

Der var engang…
Det er i hvert fald dét, man oplever – eller rettere ikke oplever – i Ewans udstilling. Var man ikke med til de afholdte performances eller har oplevet kunstneren på stedet, så fremstår udstillingen som en tom og energidrænet samling af ligegyldig instrumenter.

Ewan refererer i endnu højere grad end Koester til noget forudgående – og det er vanskeligt at følge referencerne. Begge kunstnere tillægger de kunstneriske og konceptuelle processer bag værker stor betydning. Måske så stor betydning at værket i traditionel forstand – som fysisk objekt – til tider svinder ind og bliver en dokumentation for det egentlige værk.