Det Kongelige Kunstakademis afgangsudstilling finder traditionen tro sted i Charlottenborgs udstillingsbygning, nærmest dør til dør med Billedkunstskolernes lokaler, hvor uddannelsen har fundet sted. Med deltagende 35 kunstnere er præmissen lidt som en festival, hvor alle optræder på én gang. Man skal kæmpe lidt for at holde tungen lige i munden og fokus på de enkelte værker.

Til gengæld er afgangsudstillingen en ren kunstudstilling uden tematisk ramme og med selve værkerne i forgrunden – det har været helt op til kunstnerne, hvad de vil vise og i hvilket format. Det giver mulighed for at opleve mange forskellige typer af værker, der ikke er styret af etablerede positioner og forhåndskendskab. Tavlen er visket ren, og traditionen tro er der både overraskelser og rigtig vellykkede værker. Oven i det hele er det måske muligt at få øje på nogle generelle tendenser for kunsten – og måske vores verden – i 2023.

Værkerne er fordelt igennem de små og store rum, hvilket giver eneværelse til nogle og mere tætte sammenstillinger til andre. To værker befinder sig andre steder – i elevatoren op til udstillingsetagen og i biograflokalet. Derfor holder årets udstilling sig til rummenes rammer uden alt for institutionskritiske rystelser. Det kan man kalde realisme overfor netop denne udstillings format og hensigt – og måske også en vis portion forsigtighed.

Fokus på den nære sameksistens

Kurator Natalia Sielewicz indleder udstillingen med en tekst om den svære sameksistens og muligheden for nye former at være sammen på. Det sætter fokus på det nære og den personlige erfaring – noget som også fylder en del blandt udstillingens værker og må siges at være en nutidig tendens.

Det kommer til udtryk allerede i de første værker, der møder den besøgende, i Amber Greens 1 lovesong 1000 loveletters opsat i elevatoren. Det består af stakkevis af smægtende kærlighedsbreve, vistnok af queer karakter, og en blød popsang, der afspilles i det lille rum. Værket er således ikke bange for at balancere på grænsen af det banale og blande musikken med det visuelle, men det fanger mig dog ikke.

Så er der mere at hente i filmværket Eavesdropper af Maja Lin Härdelin i biografrummet. Der er stemmer og fortællinger på tværs af tid, som fanger lytteren ind, og som der endda lægges spor ud til senere i udstillingen. Her sker der en mere spændende udveksling mellem historier fra fortælleren og andre stemmer, eksempelvis en gammel svensk spillemand.

Et videoværk, der fænger mig særligt, er Andreas Tangs Bildung, der har plads i eget rum senere i udstillingen. Det er en sansende undersøgelse af gymnasieelevernes ”puttefest” i Dyrehaven, der i flakkende grå billeder undersøger det samtidige ritual, og gør det ved at bruge de filmiske billeder på en rigtig fin måde. Her kan man sige, at det lykkes at undersøge relationer i et stykke af virkeligheden, der ikke ligger langt væk, men dog er overraskende i denne sammenhæng.

Andre videoværker farer lidt vild i deres ambitiøse fortællinger, der skal binde forskellige steder sammen. Det er for mig at se tilfældet i Simin Stine Ramazenali: Mo(u)rning XXL, hvor et møde mellem far og datter finder sted mellem et museums genstande (Davids Samling uden at det helt forklares, hvorfor det lige skal være her) og i Marine Morel Sanatis Perifairy, der trods interessante elementer flagrer lidt mellem medier og historier. Det er en svær kunst at tage udgangspunkt i den personlige historie og forene den med et klart værkmæssigt udtryk.

Maleri ad nye veje

Der er på udstillingen en pæn samling bidrag i maleri og tegning, der viser stor lyst til at arbejde i disse traditionelle billedmedier og også føre dem nye steder hen. Allerførst i udstillingens store hovedrum opleves Johannes Getatcho Arvidssons fortættede billeder, der blander flere teknikker og ligger et sted mellem det figurative og det abstrakte – på en måde kunne de være lavet for adskillige år siden, men tager sig nu rigtig godt ud.

Her prøver Anders Davidsen at finde en ny måde at gengive den synlige verden i maleri ved at undersøge lyset med nærmest fysisk præcision. Adele Marie Rannes begiver sig derimod ad en symbolistisk vej ind i indre landskaber, igen med fin finish. Der er også interessante bud på nye måder at skabe billeder på ved C Clements syede portrætter i denim-stof af forskellige queer-personer eller Mads Hyldgaard Nielsens barokke loftsmaleri.

Der er også værker, der på en mere meta-agtig måde forholder sig til kunsten og dens historie. Hannah Amalie Nielsen byder i sin spraglede sammenstilling af skulptur, billeder og effekter Babushka de abstrakte kvindelige kunstnere op til dans, mens Kristian Norden Minthe lader en robotarm og en marmorskulptur mødes som for at spørge til, hvor kunstens ældgamle kamp med materialet står i dag – endda med titlen Sisyphus (and robot).

Det er dermed absolut en tendens i dag at arbejde med kunstens materialer og undersøge deres møde med nutidens verden.

Materialeundersøgelser på grænsen mellem natur og kultur

Interessen i materialerne føres også ud et sted, hvor tingene står i sig selv eller indgår i en form for forbindelse, som man ikke logisk kan tænke sig til. Måske som et svar på økologisk krise vil flere værker sætte fokus på naturmaterialer, som Ida Rasellis store væg af indsamlede planter, sten og lerfigurer. Charley Mortensen vil med kuglefigurer søge inspiration i den mest avancerede fysik som en ny model, også for menneskelige forhold, hvilket dog bliver lidt spekulativt.

Særlig interessant finder jeg Jessica Olaussons værk med den lange titel Flood defence barrier My Own Brucie the American Cocker Spaniel pine wood artificial ash. Det er en liste over værkets bestanddele, som inkluderer en otte meter lang oppustelig stormflodsbarriere, pakker med kunstigt bearbejdet aske og en prisvindende Cocker Spaniel (som jeg dog ikke så i værket). Det er insisterende og uforudsigeligt og fornemmes samtidigt som et vedkommende møde med verden af i dag.

Menneskelige relationer med udgangspunkt i selvet og verden forstået igennem enkelte objekter er dermed gennemgående temaer. Et særskilt tema om queer-seksualitet er også synligt i mange værker, mens kulturmøder og erfaringer fra forskellige steder også behandles i flere værker. Det er tænksomme, nogle gange lidt indadvendte formater, der præger årets udstilling. Det er måske et svar på en foranderlig verden igennem de sidste år, hvor kunsten ikke svarer i statements, men ved at trække sig lidt tilbage og undersøge det nære. Spændende at se, hvor årgang 23 bevæger sig hen herfra.