En symfoni af ødelagte filmstrimler

Bill Morrison kommer oprindeligt fra Chicago, men har fået sin kunstneriske opvækst på Cooper Union School of Art i New York, hvor han har boet lige siden.

Mens vi ikke kender meget til ham i Danmark, er Morrison et stort navn i New York. Her har han efterhånden otte film i MoMA’s permanente samling og har gennem tiden modtaget flere hædersbeviser såsom Alpert Award for the Arts og NEA Creativity Grant.

Morrison er en alsidig kunstner, der med sine mere end 30 værker har været aktuel på både teatre, museer, gallerier og koncertsteder.

Hans værker består ofte i bearbejdninger af gamle sjældne filmruller, som han giver et nyt udtryk og et nyt liv. I samspil med et – til lejligheden – unikt komponeret stykke musik får det et ganske særligt Bill Morrison’sk islæt.

En symbiose mellem billede og lyd
I 2011 besøgte Bill Morrison Skuespilhuset i København til en velanmeldt opførelse af sin film Tribute – Pulse (2011), der dengang blev akkompagneret af den danske komponist, Simon Christensen. Og det er netop samarbejdet mellem lyd og billede, der er Bill Morrisons varetegn.

De fleste af hans værker er skabt i tæt samarbejde med tidens store komponister, hvilket giver billede og lyd et nærmest symbiotisk forhold til hinanden.

Således er hovedværket Decasia lavet i samarbejde med Michael Gordon, The Miner’ Hymns med Jóhann Jóhannsson og The Great Flood med Bill Frisell.

Få film er skabt med så stort fokus på samspillet mellem lyd og billede, som det er tilfældet hos Bill Morrison. Og ifølge Morrison selv skabes værkerne i et ligeværdigt dialogisk samarbejde, hvor komponisten er med fra den spæde begyndelse.

Bill Morrison og tiden
I starten af 90’erne udviklede Bill Morrison det, der siden hen ikke kun er blevet hans visuelle kendetegn, men som også affødte en fascination, der synes at være drivkraften i hans værker.

Inspireret af sin underviser ved Cooper Union School of Art, Robert Breer, begyndte Morrison at eksperimentere med samspillet mellem stillbilleder og filmoptagelser.

Ved at fremkalde fotografier af negativerne fra film, behandle dem enkeltvis og sætte dem sammen igen, skabte han et surrealistisk og malerisk udtryk.

I 1992 udmøntede metoden sig i Bill Morrisons første kortfilm Footprints, der blev startskuddet på en succesfuld karriere. Men metoden affødte også en fascination af filmmediets evne til at forevige et øjeblik samtidig med, at det som materiale er forgængeligt.

Måske derfor kredser Bill Morrisons værker tematisk ofte om fænomenet tid. Både som et historisk menneskeskabt fænomen og en autonom naturkraft, som vi mennesker er nødt til at underlægge os.

Hans film består således ofte af et historisk vidnesbyrd på levet liv. Samtidig forvrænges billedsiden, kronologien klippes i stykker, eller filmen trækkes ned i tempo. Det danner et slidt og til tider nærmest drømmeagtigt udtryk, som gør opmærksom på filmmediets såvel som menneskets forgængelighed.

Decasia
Hovedværket fra 2001 Decasia er på mange måder et typisk Bill Morrison værk. Det er af instruktør Errol Morris blevet udråbt til at være den måske bedste film nogensinde og har da også høstet stor international anerkendelse.

Den er blevet opført live adskillelige gange med et 50 mand stort orkester.

Decasia er en slags billedkollage lavet af gamle filmstrimler, der delvist er gået i opløsning.

Samtidig med at billederne genopliver en ellers glemt fortid, drages en analogi mellem celluloidens skrøbelige og flygtige natur og menneskets dødelighed.

Akkompagneret af Michael Gordons dramatiske symfoni skabes dramaturgiske spændingsbuer, der ellers ikke er tilstede i billedsiden. Sammen danner de rammen for en oplevelse af mennesket udspændt mellem liv og skrøbelig forgængelighed.

Af andre store værker kan nævnes Release (2010), der er en bearbejdning af optagelser fra Al Capones løsladelse i 1930. Ved hjælp af gentagelsens kraft udstilles menneskets skandale- og kendisjagt ved at repetere en kort optagelse af menneskemængden igen og igen.

Også The Miners’ Hymn (2011) har en samfundskritisk brod, idet den behandler de engelske minearbejderes hårde liv og politiske kampe, mens The Mesmerist (2003) gennem en reklipning vender op og ned på en anti-semitisk film fra 20’erne.

Decasia og 13 af Bill Morrisons andre film kan opleves på Aarhus Filmfestival den 12.-17. november. Derudover besøger Morrison selv festivallen, hvor han fortæller om sin tilgang til kunsten og svarer på spørgsmål.