Katten er død og levende – samtidigt

Katten er død og levende – samtidigt

Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio

Billedserie

Performance

The Night Watch

21 mar 2013 23 mar 2013

Myriam Laplante

Lilith Performance Studio
Se kort og tider

Den canadiske kunstner Myriam Laplante satte opfattelsesmønstre under lup i sin performance The Night Watch i Lilith Performance Studio i den forgangne weekend. Her blev vi ført ind i det samme rum som Schrödingers kat befinder sig i - med spørgsmålet om hvad vi ukritisk tager for at være sandt.

Kulden bider i Malmø, da Lilith Performance Studio slår dørene op til aftenens performance. The Night Watch er resultatet af et tæt samarbejde mellem Lilith Performance Studio og Myriam Laplante – en performance-installation, som skaber et omfattende billede af den canadiske kunstners univers.

Billedernes vogter
En nattevagt leder os ind i et lille lokale med bordeaux farvet tapet, mens lyden af et bankende hjerte og små knæk og knips dominerer vores ører. Lydene kommer ikke fra det lille lokale, men et andet sted omkring det, som vi endnu ikke har et kendskab til.

Vagten sætter sig ned og begynder at se på en sort skærm, hvor fire billeder pludselig træder frem. Et lys i skiftende farver svæver rundt i de to øverste billeder på den sorte skærm, mens mennesker i bunden af skærmen springer op efter det, som katte efter en garnnøgle.

Kort efter rejser vagten sig op og trækker en reol til side, som åbner op for en klassisk hemmelig udgang. Men det, der gemmer sig bag døren, er på ingen måder forudsigeligt.

Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio
Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio

En rejse gennem kaninhullet
I en sky af røg forstærkes lyden af det bankende hjerte og de hurtige knips. Vi ledes ind i et dunkelt rum beboet af væsener i en form for rumdragt med en glaskugle på hovedet.

Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio
Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio

De trækker hvide gardiner fra loft til gulv frem og tilbage, hvilket får rummet til konstant at forandre sig, så man bliver lettere desorienteret – du kan blive lukket inde eller ude, eller finde ud af, at du ikke kan gå tilbage ad den vej du kom fra. I princippet kan du selv trække gardinet til side, men er det en uudtalt lov, du tør bryde?

I de forskellige rum kan man se både smukke og absurde skulpturer af Laplante, som består af glas, gebis eller smeltet chokolade. Et flyvende hoved er der såmænd også, i dette absurde drømmeunivers. Og i et andet grønt belyst hjørne står et af væsenerne med en mikrofon op til en gryde med poppende popcorn, og en af de udefinerbare lyde man har hørt indtil nu falder på plads.

Imens går en superhelt forvirret rundt og en nærmest ninjaklædt Laplante hvisker drømmelogiske citater, som man skal helt tæt på, for at kunne høre. “Hvorfor er en fugleklat altid sort, når den lander på en hvid bil og hvid, når den lander på en sort?”. Måske fordi synet bedrager.

Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio
Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio

Simultane virkeligheder
Pludselig puster superhelten i en en mundharmonika og de knipsende lyde, som har vist sig at komme fra væsenernes hænder og lommer, intensiveres. Hvide gardiner trækkes fra og åbner op for tre rum, vi endnu ikke havde set. Foran en sort baggrund, ser vi nogle mennesker springe op og gribe ud efter luften i to af rummene, mens vi i det tredje ser den fuldstændig sortklædte Myriam Laplante holde en lysende glaskugle i luften.

Vi ser de fire billeder, nattevagten viste os på skærmen, i et helt nyt og overraskende perspektiv. Imens ved vi, at andre deltagere ser billederne inde hos vagten i en anden simultan virkelighed.

Et kvantemekanisk eksperiment
The Night Watch tager udgangspunkt i tankeeksperimentet om Schrödingers kat: en kat er lukket inde i en kasse med atomer af et radioaktivt stof, som udløser en mekanisme, der smadrer en flaske dødelig gift, hvis de spaltes. Man kan dog ikke vide med sikkerhed, om atomerne spaltes eller ej, og dermed er katten altså, paradoksalt nok, både levende og død samtidigt, indtil man har åbnet kassen.

Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio
Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio
Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio
Still fra The Night Watch, 2013. Foto: Tomas Gilljam/ Lilith Performance Studio

I en blanding af performance, installation og skulpturer undersøger The Night Watch netop dette paradoks omkring, hvordan man kan opholde sig i flere tilstande samtidigt. Her sættes spørgsmålstegn ved hvad der er sandt og virkeligt og sikkerheden ved vores perception af omverdenen står vaklende tilbage.

Efter at have oplevet performance-installationens forskellige, parallelle virkeligheder og billeddannelser, fremtræder en skepsis omkring de måder vi forstår og tror på de billeder vi møder på vores vej, og der fornemmes en kritik af hvordan vi tager massemediernes billeder for gode varer. Hvordan kan vi egentlig vide, hvad der er sandt og hvad der er falsk? For at få det endelige svar ser det ud til, at man må gøre katten i kassen selskab.

Billedserie

Performance

The Night Watch

21 mar 2013 23 mar 2013

Myriam Laplante

Lilith Performance Studio
Se kort og tider

Del artiklen

'Katten er død og levende - samtidigt'

Facebook