Det skal du læse! oktober 2022

Det skal du læse! oktober 2022

Brian Benjamin Hansen med bogen Ovartaci - The Signature of Madness. Foto: Museum Ovartaci.

Efteråret er for alvor sat ind, med alt hvad dertil hører af regnbyger, faldne blade i alskens rødlige nuancer og svindende dagslys. Så er der ikke noget som en gedigen kunstbog at fordybe sig i. Redaktionen har samlet en håndfuld anbefalelsesværdige publikationer, der er udgivet de seneste måneder – god læselyst!

Ovartaci – The Signature of Madness
af Brian Benjamin Hansen

Bogen er den første samlede og forskningsbaserede læsning af kunstneren Ovartacis liv og værk, og præsenterer et indblik i psykosens verden, med dens farer og muligheder, samt tilblivelsen af den kunstneriske figur, vi i dag kender som Ovartaci. Kunstneren bliver lagt på den psykoanalytiske briks for at se, hvorledes Ovartaci undersøger og genskaber sig selv gennem sin eksperimenterende kunst.
Antal sider: 223
Pris: 299,96 kr
Udgivelsesdato: 9 september 2022
Forlag: Aarhus University Press

Kunstneren som skaber og kulten omkring levninger – Et antropologisk blik på samtidskunsten
Af François Flahault

Det er en bemærkelsesværdig tekst: filosofisk, psykologisk, æstetisk, antropologisk, som franske filosofiske bidrag ofte er, og som François Flahaults tekster har været siden forfatterskabets start i de tidlige 1970’ere. Men dette værk står også i denne kontekst som noget særligt: Flahault har gjort en opdagelse – en iagttagelse, som kan tilføje en ny dimension i forståelsen af nutidig kunst – og i forståelsen af kunst i det hele taget.
Antal sider: 144
Pris: 160 kr
Udgivelsesdato: 10 april 2022
Forlag: Antipyrine

Heidi Hart: Climate Thanatology.

Climate Thanatology: Companioning what Remains
af Heidi Hart

Et kuratorisk forskningsmemoir og en hybridtekst udviklet af musiker, forsker og kurator Heidi Hart. Bogen betragter en samling af billedkunstnere, musikere, skuespillere og aktivister, der skaber kollektive strategier for klimasorg. Projektet er vokset frem fra musiske praksisser i hospicemiljøer, hvor harpemusik ved livets afslutning virker opmuntrende og lindrende. Ved at overføre samme tankegang til klimasorg, søger forfatteren gennem billedkunst, lyd og teater at undersøge, hvordan terapeutiske praksisser kan anvendes inden for kunstens verden, og hvordan kunst kan påvirke vores forhold til klimakrisen.
Antal sider: 128
Pris: 120 kr
Udgivelsesdato: 6 oktober 2022
Forlag: Really Simple Syndication Press

At skabe virkelighed
af Jon Eirik Lundberg

Katalog og 10-års jubilæumsskrift om Læsø Kunsthal, skrevet af manden bag hele foretagendet. Det er en form for Danmarkshistorie fra et sted ude i Kattegat, der, udover en skildring af kunsthallens tilblivelse, også står som en gennemgang af stedets udstillinger og litteraturfestivaler igennem ti år. Derudover slår bogen et slag for ytringsfriheden og kunstens frihed, som kunsthallen har haft tematisk fokus på, og danser om det evigt store spørgsmål “hvad er kunst?”.
Antal sider: 128
Pris: 158 kr
Udgivelsesdato: 18 august 2022
Forlag: Læsø Kunsthals Forlag

Still Fantasy
af Absalon Kirkeby

Kirkeby præsenterer os for en række fotografiske billedtyper, som giver adgang til en intim virkelighed. Røntgenbilleder, objekter omdannet til mønstre, maskiner, spor og byens mørke landskaber skaber subtile fornemmelser og fortællinger om det uigennemsigtige og komplekse i oplevelsen af livet i dag.
Antal sider: 216
Pris: 420 kr
Udgivelsesdato: 16 september 2022
Forlag: Disko Bay

Margarita del Carmen & Kristian Byskov: Byen i sandkassen.

Byen i sandkassen – Udvikling af Byen som Social Praksis
af Margarita del Carmen & Kristian Byskov

Den dansk-/engelsksprogede udgivelse dokumenterer de to kunstneres arbejde med bemandede legepladser i København, og anskuer byen fra børnenes perspektiv. De undersøger, hvordan pædagogiske tilgange kan virke som en model for en bedre og mere meningsfyldt vision for byen og indragelse af dens borgere – inklusiv børn – i dens udvikling. Kunstnerne argumenterer i bogen for en  “pædagogisk udvikling af byen”, hvor byen udvikles af de, der bor i den.
Antal sider: 192
Pris: 150 kr
Udgivelsesdato: 7 oktober 2022
Forlag: Really Simple Syndication Press

Tony Cragg – Made on Earth
af Holger Reenberg, Tony Cragg & Thilde Nyborg

Et rigt illustreret udstillingskatalog til den retrospektive udstilling Made on Earth af Tony Cragg på HEART i 2022. Kataloget spænder over hele Craggs karriere fra 1970’ernes sort/hvid-fotos over 1980’ernes farvestærke gennembrudsværker, til de senere års monumentale skulpturer. Foruden et billedmættet udstillingsmateriale indeholder kataloget et interview med kunstneren samt et analytisk blik på stabling og lagdeling i Craggs skulpturer.
Antal sider: 171
Pris: 295 kr
Udgivelsesdato: 5 februar 2022
Forlag: HEART (i samarbejde med Tony Cragg studiet)

Del artiklen

'Det skal du læse! oktober 2022'

Facebook