Unge kunstnerstemmer: Anna Rettl

Hvis du kort skulle beskrive din kunstneriske praksis, hvad ville du så lægge vægt på?

Min kunstneriske praksis trækker på billedkunsten, og hvad man i den bredeste forstand kan kalde ‘kunstnerisk tradition’. Jeg tilgår kunsthistorien på forskellige måder, primært gennem mit arbejde med store akvarelmalerier på lærred. Samtidig skriver jeg både teoretiske og knap så teoretiske tekster, og er en del af flere kollektiver, der arrangerer udstillinger, tager på ekskursioner, samt organiserer undervisning.

Hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk? Og hvor finder du inspiration?

Jeg begynder ofte med en andens værk. Min praksis er parasitisk: Jeg finder inspiration i andres malerier, og eksperimenter med deres motiver og ikonografi. Jeg oplever et slægtskab med kunstneriske praksisser, der er ‘kadaveriske’ – altså praksisser, der ikke er bange for at bruge dele af andres værker, og som i sig selv er åbne for at blive brugt og genbrugt.

Indtil videre har jeg fordøjet historiske værker og eksisterende kompositioner af flamsk, fransk og italiensk oprindelse. I min afgangsudstilling arbejdede jeg med en række malere, og krydsede og podede elementer fra deres motivverden. Jeg arbejdede med Bosch, Pieter Bruegel den ældre, Delacroix og Giovanni san Giovanni.

Min udstilling Reigen på Outpost Gallery i Store Kongensgade (2021) var baseret på Peter Paul Rubens Dance of Mythological Figures and Villagers (1630-35).

Som amatør-kunsthistoriker bliver jeg begejstret, når jeg for eksempel læser om det sekstende århundredes stridigheder mellem kunstnerlaugene i Mechelen og Antwerpen. Lauget i Antwerpen havde ret til at arbejde med olie på træ, hvilket dengang var mere prestigefyldt, mens lauget i Mechelen måtte arbejde med vandopløselige limfarver på dug. Derfor står kunstnerne fra lauget i Mechelen bag en stor del af de malerier, vi i dag kender som ‘Tüchleing-malerier’. Både limfarver på klæde og oliemaling på træ blev udfaset, da olie på lærred gjorde sit indtog.

Limfarve på dug, Tüchlein-malerier, kom fra en gobelin-tradition, og værkerne blev ofte hængt op og behandlet som gobeliner. De var billige, nemme at producere, store i størrelsen, men også mere skrøbelige end malerierne på træ. Af de tusindvis af limfarve-malerier på klæde, der blev produceret, var det kun værker, som heldigt nok endte i et middelhavsklima, der overlevede. For eksempel to af mine yndlingsmalerier fra den flamske tradition for limfarve: Bruegels The Blind Leading the Blind (udstillet på Museo di Capodimonte i Napoli) og det genfundne Wine of St. Martin’s Day (udstillet på Prado i Madrid).

Hvis jeg har mulighed for det, forsøger jeg at se det originale værk. Derefter følger en masse skitser, legen med linjer og former samt tilføjelse af selvpåførte regler. Efterfølgende forbereder jeg lærredet og farverne, og så bygger jeg maleriet op lag for lag.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg ville ønske, at jeg kunne begynde mit svar på spørgsmålet med at vise et værk kaldet Fresh Widow af Marcel Duchamp. Værket, lavet i 1920, er muligvis Duchamp, der leger med antikkens påstande om, at maleri burde være et illusionistisk eller mimetisk rum. Værket er et miniature-vindue. Vinduet er småsprosset og dækket af sort læder.

Mine værker er hverken vinduer eller portaler, men jeg håber, at man kan fornemme, at de er noget andet, knyttet til en anden tid. Figurerne i mine malerier, frarøvet deres originale kontekst og egenskaber, er svære at placere. Hvor i historien befinder disse figurer sig – og lige så vigtigt: hvor er du, beskueren, placeret?

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner?

Når man studerer på kunstakademiet, er man en del af en fortsat samtale og meningsudveksling, hvor både værker og refleksioner føles som en gensidig indsats. Mine undersøgelser af mit medium er blevet intensiverede og spørgsmålene til mine værker mere præcise. Så jeg er spændt på, hvad en mere isoleret proces kommer til at betyde for mit arbejde. Derudover savner jeg mit lyse atelier på Kongens Nytorv.