Åh, hvor bliver jeg træt, når det igen og igen om maleriet siges, at det ”stiller spørgsmålstegn ved vores virkelighedsopfattelse og hjælper os til at se verden på nye måder”… Det ved vi jo alle sammen godt – og alle de ord om perception og grænsefladen mellem repræsentation og abstraktion… Har vi ikke hørt det hele før? Med sporadisk research i baghovedet og deraf godt grundfrustreret, tramper undertegnede ind på scenen i Ivan Andersens udstilling Camouflage i Kunsthal NORDs rå lokaler. Er der mon her, noget nyt at sige om maleriet i det 21. århundrede?

En kompleks stedspecifik installation
Der er tale om en form for lav scene eller rampe, som du træder op på, på vej gennem udstillingens første store rum. Undervejs kan du betragte en række malerier nedsænkede i to parallelle rækker i scenens trægulv. På væggene ses et enligt mindre billede ’Champ’: et hvidt rektangel med fire regnbuefarvede linjer af garn, i det nederste gyldne snit, den øverste blå linje korresponderer med en næsten usynlig lyseblå linje, som lidt længere inde i rummet følger arkitekturen ca. midt på væggen. Herudover ses i denne første store sal kun de sorte radiatorrør mod arkitekturens hvide vægge og en spærret gennemgang ’blændet’ med et enormt flugtvejs-piktogram udført i folie med frodig skovgrønt løvmotiv på glas. Allerede her er det tydeligt at kunstneren har gang i en lang række agendaer og at malerierne indgår i en kompliceret stedspecifik installation.

Maleriet ned på gulvet
Godt så, maleriet ned på gulvet, det har vi i alle tilfælde ikke set for nyligt – og hvad er det så for nogle billeder, der for mine fødder? Rent motivisk kunne de være lavet af forskellige kunstnere, hvis ikke det var fordi, de alle har samme mål og er udført på metalplader, og det blanke stål flere steder står rent i kompositionerne og derfor ses tydeligt. Ligesom den tørre farve og teknikken også peger tilbage på den samme afsender. Jeg finder ud af, at Andersen har været på hugst i kunsthallens fotoarkiv, og at de fleste af disse billeder er ’rip offs’ af dokumentationer af andre kunstneres udstillinger – nu camouflerede. Der er altså ikke tale om parafraser som sådan men snarere er det medieringer fra fotografier af værker i rum til malerier. Slitage hedder de – som med et skævt smil til gulvet, der slides og vel også til genbruget i den kunstneriske proces?

Et af billederne i gulvet (Slitage V) kunne være udstillingens signaturværk, da det forestiller den form for traditionel camouflage, som vi er helt fortrolige med fra militæret.

Kamæleon
Et andet billede også i gulvet (Slitage lV) forestiller en bananpalme i et stort rum og foregriber begivenhederne i den næste sal, opdager jeg, få øjeblikke senere, i den højloftede industrielle katedral, som er kunsthallens spektakulære hjerterum. Her står en sær bananpalme med farvede striber på bladene og knejser foran en stribet forhæng syet af baner af stof i klare farver, der matcher palmens. Mimicry hedder værket altså ’kunsten at imitere’, og det er også et kamæleonagtigt farvenummer – udstillingens Instagram-moment, som kalder kamerarene og smilene frem hos ferniseringsgæsterne.

Historie og kontekst
Foran det meterhøje vindue hænger et lige så stort lærred, hvis motiv Storbyens Havn, er en relativ nøgtern gengivelse af en emblematisk silobygning, som oprindeligt blev brugt til opbevaring af flyveasken fra det Nordkraft(værk), hvor Kunsthal NORD nu befinder sig. Billedet af siloen hænger frit i rummet og lyset fra vinduet gennemtrænger lærredet, hvis bagside naturligvis også bidrager med informationer og mønstre, som her dog bevæger sig tættere på abstraktion. Ivan Andersen arbejder i dette billede med omgivelserne: himlen bag lærredet, murstensvæggen i rummet og træets mønstre fra nabobilledet indgår som elementer der ’twister’ billedet og mimer den kamæleonagtige tilstand, som f.eks. bananpalmen også befinder sig i.

Integration
På væggen ved siden af hænger et gigantisk, farverigt og frodigt landskabsbillede med referencer til træsnit og japansk kunst. Integration: et lækkert næsten lagkageagtigt maleri, som kun modvilligt afslører et bagvedliggende billede af Nordkraftbygningen, som rudimentært og retvinklet stritter ud fra farveflommen, der frimodigt vrider og snor sig i amorfe mønstre i tæt kontakt med de naturlige aftegninger i den underliggende finerplade.

Flydende ud i omgivelserne
Ivan Andersen siger, at han er optaget af systemer og mønstre og har en særlig evne til at se sammenhænge. Det er tydeligt her, hvor malerierne bærer vidnesbyrd om kunstnerens dialog med bygningen, hans blik for rummene og konteksten. Malerierne er ikke selvberoende og afgrænsede i klassisk modernistisk forstand, de er flydende ud i omgivelserne, fyldte med citater om kunsten, stedet og dets visuelle fremtoning. De leger på forskellige måder med ordet ’camouflage’ og dets søskende ’integration’ og ’imitation’. For beskueren kan det være svært helt at greje, om det er selve maleriet, der camoufleres i et forsøg på at obskure dets hensigt som billede? Billederne mimer hinanden og omgivelserne. Er det i virkeligheden hele udstillingen, der som et installatorisk system, fungere som en integrerende bevægelse, der tvinger maleriet ud i omgivelserne og derved revitaliserer det som en form for udvidet rumlig praksis, hvor grænserne mellem stedet og kunsten udviskes?

En smitsom virus
Det er forfriskende at gå på opdagelse i Camouflage, for det er et møde med en nysgerrig og legende kunstner, der boltrer sig i forskellige genre og som frejdigt kaster sine mange ideer rundt i rummene. Det sker på en flertydig, intelligent, lystfuld og følsom facon – og med humor. Heldigvis balanceres der mellem det løsslupne og det kontrollerede, og selv om det er tydeligt, at ikke alle værker er skabt til lejligheden og der er mange anfægtelser og udsagn i spil, opleves udstillingen som overskudsagtig og rig – Andersens evne til at installere malerierne på en interessant facon er overbevisende.

Hvis der skal siges noget nyt om maleriet her, må det være, at Ivan Andersen beviser dets evne til at vække stedet og inddrage beskueren i en associativ, citerende, drillende og drømmende visuel samtale mellem værkerne, stedet og dets (kunst)historiske kontekst. På den måde er udstillingen en form for virus, som virker smittende på beskuerens evne og lyst til at genopdage verden med vågne og nysgerrige øjne.