Om ting kan tale er et af de spørgsmål, kuratorer på kulturhistoriske museer typisk stiller sig selv, når de skal vælge, hvordan en samling skal formidles. Hvor meget information bærer de udstillede genstande i sig selv, og er det mere skadeligt end gavnligt, når museet optræder som forklarende mellemled i forhold til publikum? Med udstillingen Hidden in Plain Sight viser den danske kunstner Johan Rosenmunthe tingene stor tillid. Det er dog i al væsentlighed samtidens undseelige genstande, der interesserer kunstneren, og udstillingens sigte er derfor heller ikke etnografisk i nogen nævneværdig grad – den søger snarere en erfaring i tingene selv. 

Erkendelsesmæssigt potentiale
Udstillingens titel kan referere til nogen eller noget, der er så ordinært, at det uden at skjule sig undgår at blive bemærket. Det er genstande som disse, Rosenmunthe sætter fokus på ved at tildele dem en ophøjet eller usædvanlig kontekst.

I Hidden in Plain Sight kommer kunstneren med tre forskellige bud på, hvordan det almindelige kan aktualiseres med et kunstnerisk sigte og derigennem frigive erkendelsesmæssigt potentiale. Det lykkes med varierende held.

Til installationen Lacuna Playback (2017) er gulvet i stueetagens første rum dækket med kalk, og en struktur af aluminium agerer stillads for en række prints i plakatstørrelse af mere eller mindre genkendelige objekter.

Man fornemmer en ambition om at ophøje de fotograferede genstande, og sammenstillingen med det mange tusind år gamle mineral etablerer da også en vis historisk dynamik, men den store forløsning udebliver.

Langt mere effektivt er det, at man bærer kalken med sig rundt i resten af udstillingen på sine vinterkolde sko og dermed i bogstaveligste forstand fornemmer, at værkets materiale sætter sig spor.

Object Echoes (2017) er forløsningen af en proces, hvor forskellige objekter indstøbt i plastik er skåret i skiver og ophængt vinkelret på en mur af gasbeton.

Det resulterer i et udtryk, der ved første øjekast minder om vakuumpakket råt kød, men ved nærmere granskning åbenbarer sig som noget uorganisk.

Ud fra titlen på værket kan man som besøgende forvente en genklang af genstandenes oprindelige funktion i en art skiveskåret wunderkammer, men Object Echoes lukker sig i stedet om sig selv og forstummer.

Trykudligning
Mere gavmild er udstillingens sidste installation Waiting for Osmosis (2017), hvor Rosenmunthe udstiller forskellige genstande i montrer delvis fyldt af demineraliseret vand, der igen er farvet af andre væsker eller stoffer.

Osmose er en proces, hvor vand trænger igennem en membran for at udligne trykket på begge sider af membranen. Nogen naturfaglig ekspert er jeg ikke, men jeg forestiller mig, at man venter forgæves i forhold til de uorganiske genstande, der er udstillet i montrerne, og at dette er en pointe, der skal illustrere, at tingene er mere end deres funktion og kemiske sammensætning. Flot tager det sig imidlertid ud, og flere af montrerne genkalder Armans akkumalionsværker fra 1960erne og 70erne.

Kunsten med i retten
Med kalk på skosnuden og Rosenmunthes farverige vitriner i frisk erindring er man udmærket rustet til kunstnerduoen Mathias & Mathias’ installation Kære (2017), der indtager et enkelt rum på Overgadens første sal. Duoen er ikke uvant udi disciplinen at dække et udstillingsrums gulv – i starten gik jeg faktisk ud fra, at kalken var Mathias & Mathias påfund – og Kære er som Hidden in Plain Sight rig på farverige transparente flader. Her ophører slægtskabet mellem de to udstillinger dog. Kære fremstår som en mangesidet undersøgelse af dømmekraften og indgår som sådan blandt andet i en aktuel debat om censur og selvcensur i museumsverdenen.

Link til Torben Sangilds klumme om problematikken.

Mathias & Mathias går skridtet videre og tager kunsten med i retten, og installationen folder sig ud som en slags dekonstrueret retssal ved at lade rekvisitter og billedmateriale fra installationens tosporsvideoinstallation indgå i udstillingens fysiske rum. Værkets centrale fortælling handler om rettergangen mod den amerikanske kunstner J. S. G. Boggs, der blev frifundet for anklager om falskmøntneri.

I stedet for kun at være på anklagebænken spiller kunsten i retssagen en afgørende rolle som vidne, og de fleste af videoens godt 17 minutter er en amatøristisk rekonstruktion af juryvoteringen og illustrerer, hvordan ydre faktorer påvirker dømmekraften hos de enkelt medlemmer af juryen. 

Æstetisk dømmekraft
I en kort men betydningsfuld sekvens beskæftiger videoen sig med begrebet æstetisk tort.

Både i det hverdagsagtige, i kunsten og i arkitekturen er det muligt at lide æstetisk overlast, og kunstnerne antyder med den juridiske ramme, de lægger om installationen, at de vil aktivere æstetisk dømmekraft hos den besøgende.

For så vidt er det på samme tid en måde at reaktualisere det æstetiske som det sande såvel som det skønne, og flertydigheden understøttes ligeledes af udstillingens korte titel, der både kan henvise til at udtrykke hengivenhed og at indgive en sag til en højere retsinstans.

Som besøgende kan der være stor værdi i at dvæle ved et enkelt af de elementer, der indgår i videoen, og resten af installationen:

I en årrække har cigaretpakker i henhold til lovgivning været udstyret med en række karikerede skræmmebilleder med det formål at få rygere til at fravælge det kræftfremkaldende nydelsesmiddel. Mathias & Mathias tager et af disse; en hals med et stort hul, og lader det fløjte en lille melodi. Det er et komisk indslag, der peger på det absurde i, at borgere bliver pålagt visuel væmmelse på trods af, at det har vist sig kun at have ringe afskrækkende effekt.

Det tjener som billede på, at den æstetiske dømmekraft kan sættes ud af spil, hvis en anden sanselig drift er styrende, og man forledes til at tænke, at rygerne i store træk har vist sig at være fløjtende ligeglade.

Ansigtsløse og lemlæstede
I installationens tredje afdeling ser vi en skulpturgruppe med et komplekst referencepotentiale. Der er tale om to træfigurer og en lut af papmache, hvis relation til resten af installationen umiddelbart ikke synes oplagt.

Ved nærmere granskning er der dog en lighed mellem den liggende figur og den menneskelarve, der optræder som et af de mere kuriøse indslag i videoen. Endvidere vækker de ansigtsløse og lemlæstede figurer minder om resultaterne af både nutidig og historisk ikonoklasme, hvor uerstattelige værker i en højere sags tjeneste er blevet destrueret. Endelig peger gruppen tilbage på en af kunstnerduoens tidligere installationer (La Belle Inertie) (2014), hvor en gruppe arkaisk inspireret mandeskulpturer dannede kreds om en mindre og mere klassisk kvindeskulptur. Med sidstnævnte reference tilføres installationen således også et element af seksuel dominans og/eller pornografi.

Kære tilbyder ingen entydig fortolkning, og Mathias & Mathias lader det i høj grad være op til den besøgende selv at danne en tilnærmelsesvis sammenhængende fortælling. I den øvelse skal man ikke lade sig gå på af eventuelle løse ender, men derimod lade sig aktivere af de mange forskelligartede og tvetydige udtryk. Udstillingen retfærdiggør en fortsat stigende interesse for den danske kunstnerduo.