Vi er mennesker – trods alt

Vi er mennesker – trods alt

Omar Imam: "I wish to become a dragon and burn the scarves and everything in that tent." Fra serien Live Love Refugee. Courtesy: Omar Imam

Udstillingen In Between / In Transit på Galleri Image lader fem dygtige fotografer undersøge migrationens og dobbeltborgerskabets komplicerede dynamikker. De viser på smukkeste vis, hvordan mennesker kæmper for at bevare kontinuitet og værdighed, når deres identitet vakler mellem sammenbrud og gennembrud, presset af vilkårene i de mange mellemstationer på vej mod nye tilværelser i nye kulturer.

Det 21. århundrede er blevet synonymt med store folkevandringer pga. fattigdom forårsaget af krige og naturkatastrofer. Verden befinder sig nu i en situation, som ikke mange kunne forstille sig for blot 25 år siden, da fremtidsoptimismen stadig havde godt tag i de fleste vestlige lande, og middelklassen endnu følte sig tryg og beskyttet af verdenssamfundets fælles drift mod højere levestandard og økonomisk vækst i kølvandet på den stigende globalisering.

Advarsler har det dog ikke skortet på undervejs mod den nuværende tilstand af ustabilitet og militær oprustning:

”Europas sammenbrud er let at forudsige,” skrev den italienske filosof Giorgio Agamben allerede i 1996, og han har siden hævdet, at ”det ikke længere er byen, men snarere lejren, som er det grundlæggende paradigme i Vesten.” At den demokratiske retsstat, som vi kender den, langsomt muterer til et noget, der mere ligner et skindiktatur.

Kunstscenen har længe leveret rampelys til en lang række kritiske røster, der i tråd med Agamben har italesat og især nuanceret de komplicerede mekanismer, som bringes i spil i de tilspidsede situationer, som opstår, når store menneskeflokke sætter sig i bevægelse for at opsøge nye muligheder.

Stefanie Zofia Schulz: Flying Angela fra serien Duldung. Foto: Stefanie Zofia Schulz
Stefanie Zofia Schulz: Flying Angela fra serien Duldung. Foto: Stefanie Zofia Schulz

Kunsthistoriker og politisk teoretiker Mikkel Bolt Rasmussen skrev i sin artikel “Engle uden himmel: Noter om krig, demokrati, terror og kunst til udstillingskataloget til Minority Report – En udfordring af intolerancen i dagens Danmark” (Aarhus 2004) at: ”Når demokratiet bliver intolerant, (…) kan det meget vel vise sig at være mere undertrykkende end slappe totalitarismer.”

I samme katalog skrev sociologerne Bülent Diken og Carsten Bagger Lausten i artiklen “Terror og lejrene: Eksklusion og selveksklusion” om undtagelsestilstandens – lejrenes – omsiggribende logik og det sigende problem med dehumaniserede zoner, der opstår rundt om i Europa, når asylansøgere og flygtninge forsøges håndteret under såkaldt kontrollerede forhold.

Allerede i 1943 forudså også filosoffen Hannah Arendt et sammenbrud, der ligner det, Europa oplever lige nu. I artiklen “Her ser vi Agambens Undtagelsestilstand”, udgivet den 26. september 2015 i dagbladet Information, udtaler Søren Gosvig Olesen, lektor ved Institut for Medier Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet: ”Først nu (efteråret 2015) er det i Danmark ved at gå op for enhver, hvor massiv en flygtningekrise Europa befinder sig i. Mens love og forordninger sættes ud af kraft, er politikerne tavse, og politiet anvender uforudsigelige, skiftende strategier i både Rødbyhavn, Padborg og ved Middelhavets kyster.”

Set med kunstneriske øjne
In Between / In Transit
er kurateret af Peggy Sue Amison (US), som pt. er leder af udstillingsstedet West Wing i Dubai i de forenede Arabiske Emirater. Udstillingen formidler asylansøgernes og flygtninges blik på sig selv, mens de overlever situationer præget af uforudsigelighed og af fysisk og psykisk kaos. Kunstnerne kommunikerer, hvad de har set og oplevet. De anvender visuelle og performative medier til ”at formidle nogle af de udfordringer og muligheder, som den globale folkevandring byder på.” Således opsøger kuratoren det nuancerede blik, som peger på, at mellemtilstanden både nedbryder og genskaber individets identitet.

Stefanie Zofia Schulz’s (DE) meget stærke serie af fotos fra en flygtningelejr viser dagligdagens små og store øjeblikke præget af pladsmangel, fattigdom, længsel og frustration, men også af glæde, leg og handling inden for de givne rammer. Et billede, hvor en mor udglatter sin datters krusede hår med et strygejern, og et andet, hvor en pige hopper i sengen, peger på, hvor vigtigt det er for mennesker at forblive sammen i familier, og at de ikke fratages mulighed for at drage omsorg for hinanden og sig selv.

Et andet sted viser syriske Omar Imam en række sort/hvide og iscenesatte portrætfotos med tilhørende undertekster. Billederne er skarpe illustrationer af, hvordan små ritualer har betydning for selvagtelsen i en forstemmende uskøn situation, fx når en kærlig ægtemand genfortæller favorit tv-serier for sin blinde hustru. På billedet ses den siddende kvinde over for den fortællende mand, stående i en monoton og anonymiseret teltlejr.

Eller hvordan kønsrollerne udfordres, når der vendes op og ned på traditionerne: På billedet ses en slukøret mand ved siden af en tilsløret kvinde, bærende en stor madkasse på hver skulder. Billedteksten lyder: ”She brings home the food now – our testicles are in danger.” Et andet sted siger en smuk, ung og vred kvinde: ”I wish to become a dragon and burn all the scarves and everything in that tent.”

Tanya Habjouqa: Her crowning glory fra serien Tomorrow there will be Apricots. Foto: Stefanie Zofia Schulz
Tanya Habjouqa: Her crowning glory fra serien Tomorrow there will be Apricots. Foto: Stefanie Zofia Schulz

Lejrens surrealistiske univers
De fem kunstnere benytter en række fotografiske strategier med forskellige grader af iscenesættelse og performative greb. Fælles for fotografierne er, at de er gribende, følsomme og poetiske. Samtidig er det tydeligt, at lejrtilstanden i sig selv har et stærkt surrealistisk præg, som flygtningene oplever som sådan, og som også afspejles direkte og indirekte i fotografernes fremstillinger. Hos Omar Imam optræder der eksempelvis pludselig en stor legetøjsdinosaur i en videosekvens.

Iranske Gohar Dashti benytter et andet greb i sin serie Stateless, som også understreger det surrealistiske i situationen, når personer og rekvisitter placeres i et monumentalt, goldt og øde ørkenlandskab. Men den surrealisme, der skinner mest tydeligt igennem, er den, der opstår, når et dagligdagsliv udfolder sig indenfor rammen af lejerens umiskendeligt midlertidige scenografi. Pladsmanglen, materialernes ringe kvalitet og stedernes trøstesløshed medvirker aktivt til skabelsen af en surreal, næsten drømmende og nogle steder mareridtsagtig stemning.

Surrealismen bliver på den måde et billede på den fremmedgørelse, som både flygtningene og fotograferne oplever, og de surreelle elementer fungerer æstetisk både som en påpegning af de faktiske forhold og som en form for magisk realisme, der kan bidrage til at bearbejde og måske overkomme selvsamme fornemmelse af at være fanget i et menneskefjendsk univers.

Vidunderlige fotografier, fraværende formidling
Jordanske Tanya Habjouqas værkserie Tomorrow there will be Abricots handler om en familie i sorg og opløsning; børnenes længsel efter deres far, hustruens længsel efter sin mand og mandens længsel efter at blive genforenet med sin familie og få muligheden for et normalt liv tilbage.

Den stille, længselsfulde desperation ligger gemt i hvert et billede – og den skønhed, længsel og poesi, som vi ser, er synonym med livets skrøbelighed. Mennesker i krise og mennesker overladt til andres nåde oplever i højere grad, end mennesker der lever i tryghed, hvor værdifuld kærlighed, medfølelse og omsorg er, og hvor let disse livsvigtige forhold mellem mennesker eroderer i undtagelsestilstandens anormalitet.

Installationsviews af Omar Imams serie Live Love Refugee, Galleri Image, 2016. Foto: Stefanie Zofia Schulz
Installationsviews af Omar Imams serie Live Love Refugee, Galleri Image, 2016. Foto: Stefanie Zofia Schulz

Udstillingen rummer vidunderlige fotografier – hjerteskærende, hvis man ser ordentligt efter – og skønne, hvis man bare betragter dem som kunstobjekter. Omar Imam har taget et billede af en mand i kørestol og hans kone: Manden siger: ”Det var, som om vi blot var ting, der blev sendt ind til lejrens mekaniker. Vi er flygtninge – men dog stadig mennesker.”

Galleri Image gør stort set intet for at formidle udstillingen, og det er i mine øjne en stor fejl. Dels pga. emnets alvor, og dels ville det være respektfuldt over for de virkelige mennesker, som det rent faktisk handler om. Desuden synes jeg, at den amerikanske kurator og kunstnerne, som alle er fra Mellemøsten, fortjener at blive introducerede for den danske offentlighed.

Kommentarer