At trænge gennem følelsesløsheden

At trænge gennem følelsesløsheden

Gohar Dashti: Today's Life and War, 2008

Vis billedserie

Vi råber og råber, men ingen lytter: Kunst fra konfliktzoner

3 mar 201717 jun 2017

CAMP / Center for Migrationspolitisk Kunst
Se kort og tider

Mediebilleder fra krigszoner er nødvendige for at få os til at se, hvad der foregår. Men når der er mange af dem, kan vi samtidig blive immune over for lidelserne. På Camps lille, men meget fokuserede, udstilling med store internationale navne kan man se nogle gode og gribende bud på, hvordan kunsten kan trænge ind til os ved at bruge andre virkemidler.

De fleste af os kender nok følelsen: Vi ser fotografier eller levende billeder af krigshærgede områder, og nogle gange berører de os, mens vi andre gange er sært uberørte af dem. Det er skamfuldt, for vi ved godt, at vi altid skal være berørt af andre menneskers lidelser – det er selve etikkens grundsten, empati. Men vi, altså de fleste af os, har ikke empati nok i os til hele tiden at være berørte over, hvad der sker i Syrien og i Congo og Sydsudan og i Libyen på én gang, og selv hvis vi kunne, hvad nytter det så? Så længe ingen har en klar idé om, hvordan konflikten i Syrien skal stoppes, hvad nytter det så, at jeg græder foran TV-Avisen?

Til sidst orker man ikke rigtig Syrien, men vil hellere se Game of Thrones, selv om den handler om det samme – bare i en fantasiverden med drager og en slags zombier bag en mur, så de kan holdes ude af den civiliserede verden.

Khaled Barakeh: The untitled images, 2014

Velkommen til den moderne vesterlændings afmagt. Og velkommen til den krigsramte lidende på den anden side, der råber om hjælp, men ikke bliver hørt, fordi vi er blevet tunghøre af alle de råb fra fjerne egne.

Og velkommen til det påtrængende dilemma, der går på, hvordan man i billeder og på anden vis kan repræsentere krigen på en måde, der kan skabe empati, uden at den til sidst ender i apati.

Døde børn
I en verden hvor ingen rigtig får noget at vide om, hvad der foregår, kan fotografier være et afgørende middel til at oplyse om de reelle lidelser. Det så vi fx under Første Verdenskrig, hvor både litteraturen, maleriet og fotografiet spillede en rolle i at skildre, hvor grim og sølle og mudret og helt igennem frugtesløs krigen var, når man skrællede de nationalistiske paroler væk.

Fotografierne af tortur i Abu Graib-fængslet spillede en lignende rolle under Irak-krigen i 2004. Men sådanne fotografier kan også virke modsat: Man kan fokusere på kun at skildre fjendens grusomheder og dermed ægge til hævnlyst og optrappe en konflikt. Og så kan krigsbilleder som sagt i sidste ende gøre os immune. Vi skal hele tiden se noget nyt for at vågne fra mediehypnosen, og krigens lidelser er tit de samme. Skal krigsfotograferne efterkomme det og gå efter originalitet og skæve vinkler? Nej vel, det bryder vi os heller ikke om – det er æstetisering.

Alfredo Jaar: The Eyes of Gutete Emerita, 1996

Og nu til udstillingen på Camp: For den handler netop om dette, om at mange krige bliver overset og overhørt, selv om vi ved de findes. Måske har kunsten en mulighed for at ramme os på nogle andre registre end det dokumentariske krigsfotografi og strømmen af tv-nyheder? Det er ganske vist en lille udstilling, men den rammer sit emne præcist og koncentreret med sine forskellige bud på, hvordan man kan skildre krig, så vi kan mærke den. Camp er et center for kunst om migrationspolitik i tilknytning til Trampolinhuset – et aktivitets- og forsamlingshus for asylansøgere og andre interesserede. Og det taget i betragtning er det nogle imponerende navne, der er med på udstillingen.

Noget af det, der plejer at ramme os mest effektivt, er billeder af døde børn – gerne med grædende forældre, der bærer deres lig. Følelsen af chok og forfærdelse er ægte nok, og jeg rammes selv hårdt af den slags billeder. Men netop derfor ved vi også, at fotograferne og medierne og nødhjælpsorganisationerne ved det og derfor på makaber vis benytter sig af de døde børn for at prikke til os, for at nå ind bag vores panser i en højere sags tjeneste. Og det giver en vis kvalme. Den syrisk/tyske kunstner Khaled Barakeh har samlet en række af disse billeder og skåret børnene væk fra dem med en skalpel, så der kun kun er det hvide omrids af barnets slappe krop tilbage. Vi både ser barnet og ser det ikke; Barakeh har skånet børnene for at blive beskuet på denne måde, men billederne er stadig gribende.

Nermine Hammam: Hibiscus Unfolding, 2012

Det arabiske forår på japansk
Barakeh har også en større installation på gulvet, der domineres af nogle slidte, brunmalede brædder og en væltet stol på gulvet. Det viser sig at være stumperne af en ægte na’ash – en kisteagtig båre, der bruges til at bære lig fra moskeen hen til gravstedet. Denne har angiveligt været i brug 135 gange i Syrien og er nu skilt ad. ‘Stolen’ er en styrtet trone, lavet af træet fra båren, måske en fjendtlig hilsen til manden på den syriske trone, Bashar al-Assad.

Egyptisk/britiske Nermine Hammann reflekterer sine oplevelser af de afventende soldater ved det arabiske forår i 2011 ved at skildre dem i stilen fra kitschede propagandaplakater fra 40’erne og 50’erne, hvilket afmaskuliniserer dem på humoristisk vis. På samme stilrefererende måde skildrer hun den brutale vold, der fulgte i kølvandet på revolutionen ved at implementere amatørfotografier i tryk fra klassisk japansk kunst på rispapir. Æstetiseringen af disse overgreb fjerner dem fra det evindelige nyhedsloop og giver dem en sær ambivalens mellem forførende skønhed og forfærdelig vold.

Gohar Dashti: Today’s Life and War, 2008

Øjeblikket
Til sidst de to kunstnere, der gjorde mest indtryk, som for alvor ramte mig og bliver siddende. Den iranske fotokunstner Gohar Dashtis iscenesatte billeserie af et ungt ægtepar, der på absurd vis opretholder deres hverdag udendørs midt i en krigszone i ørkenen. De sidder roligt ved spisebord, mens en tank peger med sin affyringsmunding på dem. De er i seng, mens en patrulje af gasmaskebevæbnede kampsoldater løber mod dem.

Det er dybt mærkeligt og kunstigt, men det er gribende og rammer et andet register end dokumentar-fotografiet. Vi mærker deres tosomhed, deres normalitet, deres tilfældige befinden sig midt i en krig, der intet har med dem at gøre. Som det sker for tusindvis af mennesker hver dag.

Og så Alfredo Jaar med en video stort set uden billeder. “Åh nej, et videoværk bare med tekst”, tænkte jeg, da jeg trådte ind. Da jeg trådte ud igen, var jeg rystet.

Det skal ses, ikke forklares, men det handler om én overlevende skæbne under folkemordet i Rwanda, og det billede, man lige ser et kvart sekund er ikke spor makabert. Det er et fremragende eksempel på, at man nogle gange kan gøre mere indtryk ved at vise mindre.

Udstillingskataloget kan downloades som PDF på Camps hjemmeside her

Vis billedserie

Vi råber og råber, men ingen lytter: Kunst fra konfliktzoner

3 mar 201717 jun 2017

CAMP / Center for Migrationspolitisk Kunst
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'At trænge gennem følelsesløsheden'

Facebook