Kritisk visualitet

Kritisk visualitet

Tomas Van Houtryve: Blue Sky Days (2013-) Analog gelatin-silver prints mounted on dibond © Tomas van Houtryve/VII. All rights reserved

Vis billedserie

6 okt kl 18-20: Filmvisning med Tim Hetheringtons film DIARY

13 & 15 okt: Fotografisk Workshop med Ida Arentoft og Lisbeth Johansen

Bending the Frame på Fotografisk Center stiller det yderst relevante spørgsmål om fotokunstens egentlige funktion i konfrontationen med krig, kulturel ulighed og globale konflikter. Det er der kommet en kulturkritisk og nuanceret udstilling ud af, der trods alt også rummer håbet som kunstnerisk udsagn.

Fred Ritchin udgav i 2013 bogen Bending the Frame, der undersøger fotografiets kritiske placering i medielandskabet og strategier i det hele taget for at gøre en forskel i samtiden.

“What do we want from this media revolution? Not just where is it bringing us – where do we want to go? When the pixels start to settle, where do we think we should be in relationship to media – as producers, subjects, viewers? Since all media inevitably change us, how do we want to be changed?”, skriver han blandt andet.

Det er den bog, der er afsættet for den aktuelle udstilling i Fotografisk Center og på den vis et eksempel på netop dette samfundsmæssige engagement i kunsten. Og selvom vi taler om dokumentarisk og konceptuel ’fotokunst’, er det i realiteten visuelle medier i mere bred forstand, der er repræsenteret i udstillingen og kunne sagtens ses som en kommentar i det hele taget til kunstens kritiske funktion.

Installationsview, Bending the Frame, 2016. Fotografisk Center. Foto: Matthias Hvass Borello
Installationsview, Bending the Frame, 2016. Fotografisk Center. Foto: Matthias Hvass Borello

Repræsentation
I denne forbindelse kan det give mening at konsultere én af stifterne af 90’ernes kritiske drejning inden for kulturstudier, amerikanske Stuart Hall, der via især teorier fra semiotikken (tegnenes betydningsdannelse) og diskursanalysen (de kulturelle koders magt) satte ord på de mekanismer, der ligger bag ’repræsentationen’ og vores kulturelt afhængige læsning.

Hall er relevant, også fordi det hos ham er meget klart, hvor kunsten kan skabe en modkultur i forhold til de konventionelle repræsentationsmodeller i mode, nyhedsmedier, reklamer og massekultur, der netop er præget af en konsumering og konstant konsolidering, der understreger, at der i vores kultur er en markant adskillelse af ’indenfor’ og ’udenfor’, ’repræsenteret’ og ’ikke-repræsenteret’, ’ejerskab’ og ’ikke-ejerskab’. Det er sådanne mekanismer, som kunsten kan blotlægge, udfordre og forarbejde, og som gør det klart, at kunsten er en position, der i sin kritik strategisk frigør sig fra de etablerede positioner for at konfrontere kulturens skjulte og destruktive magt.

At bøje mediet
Det kan man i det store hele også sige om værkerne til Bending the Frame, der udfordrer mediebilledets generelle repræsentation af verden ved at dreje perspektivet – bøje rammen, som titlen antyder, for at skabe nye indsigter. Denne ‘bøjning’ foregår på det konceptuelle plan i udstillingen, hvor selve præmissen for værkerne ændres, perifere stemmer og fortællinger indlejres, og fotografiet udfordres som form. Bøjninger, der ved deres gentænkning af fotografiet producerer nye kritiske refleksioner og reaktioner hos betragteren.

Installationsview, Bending the Frame, 2016. Fotografisk Center. Foto: Matthias Hvass Borello
Installationsview, Bending the Frame, 2016. Fotografisk Center. Foto: Matthias Hvass Borello

Udstillingen er kurateret af professor ved Photography & Imaging, Tisch School of the Arts, New York University, Fred Ritchin og den danske kunstner Tina Enghoff i samarbejde med Fotografisk Center. Vi møder videoværker, fotografier, virtual reality, bogværker, værker i det offentlige rum, arkiver og omstændig research iscenesat i Fotografisk Centers fantastiske lokaler i Kødbyen, hvor kurateringen har skabt et forløb med mange rum og tid til fordybelse, for det kræver den. Til gengæld er der en virkelig god chance for at få udvidet sin horisont og udfordret sanseapparatet.

Fotografiets basale vilkår
På det teknisk-konceptuelle plan står Adam Broomberg & Oliver Chanarins værk Repatriation II (fra serien The Day Nobody Died fra 2008) stærkt. Som en alternativ form for krigs-fotoreportage fulgte de en gruppe britiske soldater i Afghanistan og skabte dokumentationen på lysfølsomt papir i en mandskabsvogn.

Det, vi ser på det seks meter lange fotografi, er altså aflejringen af det lys, de lukkede ind ad døren, på det sted, i det tidsrum, med de mennesker, under de fysiske og psykiske forhold. Ved at nedkoge fotografiet til dets bestanddele, gør de os netop opmærksom på præmisserne for det vi ser, på eksemplarisk vis.

Adam Broomberg & Oliver Chanarin: 'Repatriation II', from the series The Day Nobody Died (2008) C type print, mounted on aluminium © Broomberg & Chanarin, Courtesy Lisson Gallery, Photo: Jack Hems
Adam Broomberg & Oliver Chanarin: ‘Repatriation II’, from the series The Day Nobody Died (2008) C type print, mounted on aluminium © Broomberg & Chanarin, Courtesy Lisson Gallery, Photo: Jack Hems

Kritiske klik
Særligt to af udstillingens værker slår eksemplarisk ned i repræsentations-spørgsmålet: Annika von Hausswolffs An Oral Story of Economic Structures (2012) og Thomas Van Houtryves Suspect Behaviour, fra serien Blue Sky Days (2013-). Hausswolffs fotoværk med en lille håndfuld guldtænder på rødt underlag er en hyperkonkret og komprimeret repræsentation af politiske og kulturelle forhold oversat til fotografi. Stigmatisering, menneskelig ydmygelse, økonomi, fremmedfrygt og politisk nationalisme er alt sammen lige dér i sit fravær af menneskelig forbindelse. Til forskel fra nyhedsmediernes sensationsdækning af guldtænder som asyl-bod, vælger Hausswolff effektivt at tage os helt tæt på konfliktens fysiske materiale.

Annika von Hausswolff: An Oral Story of Economic Structures (2012) C-print © Annika von Hausswolff, Courtesy Hasselblad Foundation
Annika von Hausswolff: An Oral Story of Economic Structures (2012) C-print © Annika von Hausswolff, Courtesy Hasselblad Foundation

Helt parallelt kan man betragte Houtryves fotoværker, der som en anden drone, har registreret hvad man i en vestlig kontekst ville aflæse som suspekt adfærd (fx en flok mennesker samlet i knælende positurer på måtter) i tråd med den stigmatisering, frygt, terror-retorik og lovgivning som post-9/11-æraen har produceret i vores kultur i mødet med Islam.

Fotografiets forløsning
Et knap så konfrontatorisk, men konstruktivt – nærmest terapeutisk – antrit, finder man fx i Jennifer Karadys værkserie Soldiers’ Stories from Iraq and Afghanistan (2006-), hvor soldaternes traumer fra krigen minutiøst rekonstrueres i et iscenesat fotoværk hentet i underbevidstheden, der dermed får karakter af traumebearbejdning og måske endnu vigtigere: skaber et moment af medmenneskelig forbindelse til og erkendelse af krigens menneskelige og psykologiske konsekvenser – også i en vestlig kontekst.

Jennifer Karady: Former Staff Sergeant Starlyn Lara, C Detachment, 38th Personnel Services Battalion, 1st Infantry Division, U.S. Army, veteran of Operation Iraqi Freedom; Treasure Island, San Francisco, CA, January 2010. Fra serien Soldiers’ Stories from Iraq and Afghanistan. Læs beskrivelser af Karadys værker her og her
Jennifer Karady: Former Staff Sergeant Starlyn Lara, C Detachment, 38th Personnel Services Battalion, 1st Infantry Division, U.S. Army, veteran of Operation Iraqi Freedom; Treasure Island, San Francisco, CA, January 2010. Fra serien Soldiers’ Stories from Iraq and Afghanistan. Læs beskrivelser af Karadys værker her og her

Samme mellemmenneskelige grundlag ligger også som klangbund i Tamms Year Ten & Laurie Jo Reynolds’ fantastiske projekt Requests from Solitary (2009-), hvor fængselsindsatte via et uddelt spørgeskema får mulighed for at få produceret et billede ’ude fra verden’ efter eget ønske. Det er et enkelt greb, der dog slår ned i dybere spørgsmål om tabet af identitet, betydningen af minder og isolationen som en korrigerende praksis. Det er virkelighed det her, og man mærker det tydeligt foran samlingen af beskrivelser og fotos.

Tamms Year Ten & Laurie Jo Reynolds: Photo Requests from Solitary (2009-2012). Me and Wild Lions — for Ike © Photo: Jesse Avina
Tamms Year Ten & Laurie Jo Reynolds: Photo Requests from Solitary (2009-2012). Me and Wild Lions — for Ike © Photo: Jesse Avina

Menneskets håb som budskab
Danske Maj Hasager præsenterer et videoværk, der skubber til vore forestillinger om demokratisk revolution og politisk aktivisme som ikke-religiøse bevægelser. I det knap 15 minutter lange og researchtunge videoværk Decembers – Narrating History (2012) kommer vi helt bagom to revolutionære momenter i Gdansk (1970 og 1981), hvor vi gennem personlige fortællinger og arkivmateriale får dybt personlige beretninger og følelser vævet ind i den etablerede historie. Værket får både skabt et nuanceret billede af en katolsk arbejder-opstand, der ændrede Polens politiske struktur og demokratiske fremtid, men også af en kvindes indre forestillinger om kollektivets håb.

Det mellemmenneskelige håb er ret præcist den følelse, der trods de kritiske udsagn, politiske konflikter og dybe kulturelle afgrunde hager sig fast i én ovenpå Bending the Frame. De mange fine værker formår at levere inspirerende bud på, hvordan kunsten kan repræsentere en anden fortælling, der ikke bare bøjer rammen, men også vores kritiske forståelse af samtiden, dens billeddannelser og muligheden for at agere.

Broomberg & Chanarin, Dysturb (Terdjman & Girette), Line Anda Dalmar, Tina Enghoff, Gustavo Germano, Monica Haller, Maj Hasager, Annika von Hausswolff, Tomas Van Houtryve, Jennifer Karady, Kent Klich, Gideon Mendel, Zanele Muholi, Laurie Jo Reynolds, Fred Ritchin, Celia A. Shapiro.

Kommentarer