Vil du se min grønne navle?

Kunsten er et mulighedsrum, hvor handlingsmønstre og tankesæt kan udfordres. Og nu er det klimaets tur…

Det er i hvert fald intentionen med Deep Green i Den Frie: første markante kunstindslag i en formodet række af grønne klima-udstillinger i Danmark. Udstillingen sætter et kritisk spørgsmålstegn ved dybden i forholdet til ‘klimakrisen’ og dernæst til, hvilken rolle kunsten kan spille i den sammenhæng, hvor komplekse forhold forsøges blotlagt.

Klimakunstens kritiske potentiale
Fordommene står desværre lige for: ‘klima-kunst’ (‘eco’ eller ‘environmental art’ er de kunstneriske termer hentet fra 1960er-kunsten) er før endt i dommedagsscenarier eller gør-det-selv-værksteder med utopiske grønne løsninger med påstået kritisk potentiale og klimabevidsthed. Politisk korrekt navlepilleri overfor dommedagens håbløshed, utopi overfor dystopi.

Og kan kunsten overhovedet gøre noget?

Hvis kunsten kan tilføre ny viden og forene de indholdsmæssige spørgsmål med kunstneriske udsagn, der kan udfordre indtørrede holdninger og forståelsen af samtidens problematikker – så ja.

Deep Greens internationale hold af kunstnere gør desværre ikke alle en dyd ud af at koble viden med skarp, indbydende kunstnerisk form.

Først dystopien
Dommedagsscenarierne er skovbrand og opvarmningen af polerne, hvilket får glimrende lyd og billedside i amerikanske Andrea Polli og argentinske Sergio Vegas værker, hvor Antarktis og Amazonjunglen er de reelle men efterhånden også skamredne scener for menneskets ligegyldige forvaltning af planeten. Flot, men intet nyt her.

Det bliver desværre ikke nyere, når polske Aleksandra Mir laver en livsfarlig (som hun selv beskriver den) performance på et isbjerg med et "Til Salg"-skilt i hånden.

Kritik uden form
I den anden mere indholdstunge ende møder man otte plancher af den danske kunstgruppe Learning Site.

Her tegner sig en vag struktur bag den klimatiske krise, hvor ejendomsforhold, historiske og politiske strukturer, kulturelle forhold og produkter supplerer hinanden i en kompleks klima-konspirationsteori. Og ja, det er udelukkende teori, da en reel virkelighed aldrig manifesterer sig. Man bliver bare træt…

Og så bliver man endnu mere træt, når man åbner gruppens forslag til anarkistiske urtehaver og står og glor ned i en tom trækasse. Tom teoretisering løftes sjældent af tom eksemplificering – tomhed har aldrig været lig dybde.

Form uden kritik
Et enkelt formstærkt værk indeholder udstillingen dog: Danske Anja Franke har med Water Sea Bar skabt en flydende drikkevands-bar, hvor havvand suges ind i barens indre for at ende som en lille stråle drikkevand(!), der står i en fin bue fra øens top.

De hårde realiteter bag værkets konkrete ydre er havets konstante trussel mod vores eksistens og de mange naturkatastrofer, der har efterladt tusinder af mennesker uden hjem og drikkevand. Komplicerede refleksioner er der måske ikke tale om, men tomt er det altså ikke!

Når dybde er åbenhed
To af udstillingens værker har satset på at involvere publikum. Det er prisværdigt, da klima netop kræver handling fra offentligheden.

Men danske Sebastian Schiørrings Læse Station (nogle bænke med klimabøger) er et trist eksempel på deltagerbaseret ‘laissez-faire-kunst’. I en alvorstung udstilling som denne er holdningsløshed bare slet ikke grønt og SLET ikke dybt.

Så har svenske Åsa Sonjasdotters værk A Potato Perspective on: The Order of Potato mere pondus.

Her er kartoflen og især de illegalt dyrkede af slagsen udgangspunkt for kritisk historiefortælling, hvor denne grøntsags markante modstandsdygtighed ender i et kritisk statement, der ender i et kor, når man som publikum tager dem med hjem og tilbereder de kulturbærende knolde.

Når latteren bryder ud…
To værker tager skeen i den helt anden hånd. Tue Greenforts From Grey to Green (en udprintet mail korrespondance mellem kunstneren, Den Fries ledelse og DONG) udfordrer den danske energimastodont DONG Energy og får som diplomatisk, halvfnisende mellemmand til sidst Den Frie Udstillingsbygning gjort bæredygtig.

Latteren tager derimod fuldstændig overhånd, når vi følger de amerikanske The Yes Men på klimakonference, hvor de præsenterer deres ekstremt absurde Halliburton Survivaball, der er en skilpaddelignende dragt, der fungerer som både redningsbåd, brandskjold, beboelsesmodul og så videre. Hele forsikringsbranchen sidder og klapper, imens skilpadde-mennesker danser smilende gennem den ene katastrofe efter den anden. Det er pinligt afslørende og absurd morsomt.

Den intenderede grønne dybde er Deep Greens akilleshæl, for ofte er komplicerede forklaringer ikke vejen frem, når klimakunsten møder publikum.

De værker, der gør udstillingen attraktiv, er de værker, som tør stå konkret frem og konfronterer den herskende klimadagsorden, hvor det politisk korrekte ikke er udgangspunktet.
Det politisk korrekte har iøvrigt aldrig været interessant. Men det kommer vi nok til at se mere til i det kommende års tid.