Verdensudstilling i Vestergade

Vis billedserie

The Piccadilly Exhibition Company # 1

6 jun 2009 7 jul 2009

Christian Danielewitz, Lasse Krog Møller, Peter Ole Pedersen, Kristian Handberg, Søren Assenholt, Jan Bäcklund, Anu Ramdas

MACHWERKET
Se kort og tider

Verdensudstilling i Vestergade

Fra udstillingens plakat. Foto: Kristian Handberg.

Det eksperimenterende århusianske nutidsgalleri MACHWERKET viser for tiden The Piccadilly Exhibition Company # 1 – en interessant, stemningsfuld og humoristisk udstilling med kun enkelte mangler.

Det 19. århundrede er kendt for sine store verdensudstillinger, hvor den besøgende blandt andet kunne overvære samlinger af kunst- og kulturgenstande fra fjerne egne i fornemme montrer i ædeltræ. Den danske pendant til de indflydelsesrige verdensudstillinger finder man i form af Landsudstillingen 1909 i Århus.

Den aktuelle udstilling på MACHWERKET præsenterer netop forskellige kulturobjekter i ældre, museale udstillingsmontrer. Hensigten med denne umiddelbart noget støvede udstillingsmetode er at hylde 100 året for landsudstillingen i Århus samt gøre opmærksom på, hvordan objekters magt intensiveres, når de indgår i samlinger og udstillingssammenhænge.

Detalje fra Lasse Krogh Møllers værk. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Detalje fra Lasse Krogh Møllers værk. Machwerket. Foto: Kristian Handberg

Cigaretskod, betamax-bånd og gravstene
I det lille udstillingslokale i Vestergade fanger Lasse Krog Møllers bidrag først og fremmest denne anmelders opmærksomhed. Den århusianske kunstner viser dele af sin alternative samling, som består af ydmyge, kasserede hverdagsgenstande, som han finder rundt på gader og stræder.

På udstillingen ser man blandt andet dele af Krog Møllers samling af cigaretskodder og forskellige indkøbssedler. Hver genstand er på ægte arkivarisk manér omhyggeligt registreret, så man bliver vidne til, hvilken gade indkøbssedlen med pasta, champignon og fløde er fundet på, og om cigaretskodderne er af mærket Kings Filter, Cecil eller et helt tredje. Interessant bliver kunstnerens arbejde især, når man begynder at forestille sig, hvad det er for en person, der mere eller mindre bevidst har kasseret de fremviste objekter.

Om Stan Ejsing ved Kristian Handberg og Peter Ole Pedersen. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Om Stan Ejsing ved Kristian Handberg og Peter Ole Pedersen. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Christian Danielewitz: Diskurser - og fragmenter af gravsten fundet på ødelagt kirkegård i Kabul, Afganistan, 2009. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Christian Danielewitz: Diskurser – og fragmenter af gravsten fundet på ødelagt kirkegård i Kabul, Afganistan, 2009. Machwerket. Foto: Kristian Handberg

The Piccadilly Exhibition Company # 1 præsenteres også kuratorerne Kristian Handberg og Peter Ole Pedersens skulpturelle opstilling af videobånd af mærket betamax, fragmenter af en gravsten fra Kabul fundet af kunstneren Christian Danielewitz og et indisk instrument, en såkaldt ”bijahr”, som blandt andet ledsages af en instruktionsvideo. Det sidstnævnte værk er kunstneren Anu Ramdas´ bidrag.

Forfriskende nostalgi

På MACHWERKET fungerer de museale montrer af træ efter hensigten, da man bliver hensat til en svunden tid, som emmer langt væk af nostalgi, når man træder ind i det lille kælderlokale. Styrken ved udstillingen er desuden, at den ikke præsenterer værdifulde objekter fra vores egen samtid i stil med de store verdensudstillinger, men netop fremviser mindre kostbare hverdagsgenstande og endda kasserede eller ødelagte objekter.

Anu Ramdas' værk Bijahr, et indisk instrument. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Anu Ramdas’ værk Bijahr, et indisk instrument. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Lasse Krogh Møller: Genstande hjembragt fra rejser gennem umiddelbart genkendelige og dog alligevel fremmedartede egne., 2009. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Lasse Krogh Møller: Genstande hjembragt fra rejser gennem umiddelbart genkendelige og dog alligevel fremmedartede egne., 2009. Machwerket. Foto: Kristian Handberg

Man forventer eksempelvis ikke at finde cigaretskod placeret i sirligt lige rækker i dyre udstillingsmontrer i et kunstgalleri. En sådan uventet sammenstilling, som udstillingen i øvrigt byder på i flere tilfælde, tilfører den et humoristisk og forfriskende touch.

Modsat kan man diskutere, om udstillingen ikke på visse punkter lader betragteren i stikken. Man kunne eksempelvis godt savne mere information omkring idéen bag Søren Assenholts colorerede fotoværker og om indholdet på fotografierne ved siden af betamax-båndene, som udstillingens kuratorer selv har fremskaffet.

Søren Assenholt: 1909 Byvandring Landsudstilling Århus, 2009. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Søren Assenholt: 1909 Byvandring Landsudstilling Århus, 2009. Machwerket. Foto: Kristian Handberg

Hvem ser vi her afbildet?
Mere information om betamax-værket kan man dog finde i publikationen The Piccadilly Line # 1, som er udkommet i forbindelse med udstillingen. Det kræver imidlertid et lille greb i lommen – hvilket dog klart er en investering værd!

Alt i alt er The Piccadilly Exhibition Company # 1 en tankevækkende og herlig skæv udstilling, hvor den dertilhørende publikation uden tvivl hjælper til at højne udstillingens samlede kvalitet.

Udstillingsview. Machwerket. Foto: Kristian Handberg
Udstillingsview. Machwerket. Foto: Kristian Handberg

Publikationen The Piccadilly Line # 1 består af et 60 siders hæfte, som fint viderefører udstillingens bevidst nostalgiske stemning med sine sort-hvide sider, og som via en række tekster af henholdsvis Jan Bäcklund, Lars Kiel Bertelsen, Per Højholt, Søren E. Jensen, Kristian Handberg, Annelis Kuhlmann, Pablo Llambias, Camilla Mordhorst, Lasse Krog Møller og Peter Ole Pedersen enten udvider eller uddyber udstillingens fokus på ting og samlinger.

Publikationen koster 50 kroner.

De deltagende kunstnere:

Søren Assenholt (f. 1975) er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og Städelschule, Frankfurt Am Main.

Jan Bäcklund (f. 1966) er svensk kunsthistoriker, kritiker og billedkunstner. Han er blandt andet uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Christian Danielewitz (f. 1978) har afgang i 2009 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2009.

Lasse Krog Møller (f. 1972) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi.

Anu Ramdas (f. 1980) er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Vis billedserie

The Piccadilly Exhibition Company # 1

6 jun 2009 7 jul 2009

Christian Danielewitz, Lasse Krog Møller, Peter Ole Pedersen, Kristian Handberg, Søren Assenholt, Jan Bäcklund, Anu Ramdas

MACHWERKET
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Verdensudstilling i Vestergade'

Facebook