København er en svir for alle, som elsker kunst. På en enkelt lørdag nåede jeg rundt til 8 gallerier med nyåbnede udstillinger. De ligger med kort afstand fra hinanden i henholdsvis Bredgade, Holbergsgade, Studiestræde og Sølvgade. Altså i den indre by. Det tager kun et par minutter at flytte sig fra kunstoplevelse til kunstoplevelse på cykel, hvor man lige når at trække vejret og fordøje indtrykkene, inden man lander i et helt andet kunstnerisk univers. Og så er det en fest, når foråret er arriveret, solen skinner, og byen sitrer af liv med turister i hobetal og danskere, der strømmer ud i byen som myrer, der er vågnet efter vinterhiet.

Første stop er Heirloom, et vigtigt udstillingsforum, som åbnede i efteråret. Det har vist sig, at et sådant initiativ faktisk manglede på den københavnske kunstscene. Heirloom er et engelsk ord for arvestykke. Gennem nye tilgange til stoffet har Heirloom stillet sig den opgave at rykke ved fastgroede forestillinger ved at vie opmærksomhed til overset kunst fra arkiver og samlinger, som vil blive gjort til genstand for både udstillinger og forskning.

De to kuratorer og kunsthistorikere, som driver stedet, Johanne Løgstrup og Stine Hebert, er især optaget af kunst, der fokuserer på kønsproblematikker,
etnicitet og tidsbaserede medier såsom video og performancekunst. De koncentrerer sig især om den kunst, som blev skabt på kunstscenen fra 1960 og frem.

På den baggrund er filmfotografen, billedkunstneren og filminstruktøren, Steen Møller Rasmussen (f. 1953), et oplagt valg. Titlen på hans skønne udstilling Det var nu indikerer bl.a., at fortiden er højaktuel, da den nærer nutiden, men også at datiden bliver genoplivet ved hjælp af fotografi og film, som er en form for huskemaskine.

Det er en stramt disponeret og konceptuelt skarp udstilling, hvor der hverken er for meget eller for lidt. Værkerne appellerer både til det unge kunstpublikum, for hvem stoffet naturligt nok er historisk med portrætter af afdøde kunstnere som Martin Kippenberger, Kurt Trampedach, Jens Birkemose (hvilket intenst portræt!), Poul Gernes, Lawrence Weiner, Dan Turéll, Inge Ellegaard m.fl., men også af kunstnere – de fleste fra Møller Rasmussens egen generation – som lever i bedste velgående.
Bl.a. kan vi opleve Claus Carstensen og Peter Bonde, som i filmen In/Out the Flat # 5 fra 1984 optræder som slanke og energiske unge mænd på henholdsvis 27 og 26 år. De går amok på en lidt bleg og anonym toværelses lejlighed med spraydåser. I løbet af de 21 minutter, som filmen varer, får de omdannet den til et farvestrålende og enestående, tidstypisk Gesamtwerk. Underlægningsmusikken er punk, firsernes mørkt pulserende lydside.

Generationsportræt

Steen Møller Rasmusen er en ægte kunstnerkunstner, som gennemgående har været og stadig er optaget af den kunstneriske skabelsesproces.

Han er selv en billedkunstner af Guds nåde med sans for den rette framing af motiverne og for farver og beskæringer. Han er ikke kendt i en bredere kreds, så det er på tide og fuldt fortjent, at han endelig får en soloudstilling.

I udstillingen indgår også portrætter af bl.a. Jeff Koons, Cindy, Sherman, Tove Kurtzweil, Per Bak Jensen, Nina Sten-Knudsen, det verdensberømte litauisk-amerikanske filmikon Jonas Mekas og mange flere, især markante danske billedkunstnere fra 1980’erne. For os, der deler generation med Steen Møller Rasmussen, er udstillingen en højst seværdig erindringsrejse tilbage til ungdommen.

Gennem sine film og fotos tegner Steen Møller Rasmussen et portræt af en hel generation af kunstnere fra 80’erne og 90’ernes danske kunstscene. Fotografierne suppleres med tre film i overetagen – herunder et vidunderligt portræt af Lawrence Weiner, mens hans udstilling i Galleri Susanne Ottesen bliver til. I underetagen kan man opleve generationsfilmen 13 (1989) med filmede portrætter af nogle af de mest markante firserkunstnere.

Steen Møller Rasmussen blev uddannet som filmfotograf ved Den Danske Filmskole i 1977-1980. Han har været fotograf på et stort antal projekter for andre instruktører, men har desuden skabt en række film i eget navn bl.a. Onkel Danny – portræt af en Karma Cowboy fra 2002 i samarbejde med Lars Movin og Et Skib er ikke en Ø (m. Tal R og Jesper Fabricius) fra 2005.

Nogle af hans film vil blive vist i Cinemateket den 24.6. Det drejer sig bl.a. om The Place To Be (1996, 16mm, 31 min.), Parachute Jump (1999, video, 15 min.), Richard Winther – en undersøgelse (1999, video, 21 min.) og Fotografi (2006, video, 34 min.).
Og så har en ny bog, der dokumenterer Steen Møller Rasmussens oeuvre, netop set dagens lys – udgivet af Space Poetry og med forord af udstillingens kurator, Johanne Løgstrup.

Steen Møller Rasmussen: Det var nu. Heirloom, Sølvgade 36. Til 1. juli.

Et gemmested for poesi

Galleristen Banja Rathnov deler galleri med Lis Clausen i dobbeltgalleriet Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel. Det er absolut det hyggeligste og mest intime galleri i København.

Pt. viser Lis Clausen værker af den svensk fødte maler Eva Öhrling (f. 1952) i butikken. Det drejer sig om udstillingen Gemmested, som består af malerier fra de senere år. Det er florlette, sfæriske motiver, der danser på en flade domineret af pastelfarver.

Inspirationen har hun hentet enten i naturen i form af en tørret frøkapsel eller i sine egne gemmer med gamle broderede duge og arvesmykker. Disse affektive objekter sampler hun med stor sikkerhed på fladen, så de tilsammen danner et flygtigt, poetisk motiv.

Frøkapslen er mørk og danner kontrast til de lysere dele. Undertiden maler hun en perlekæde, der bringer en ny retlinet struktur ind i motivet. I andre værker lader hun naturens groende principper optræde på et abstrakt grid, bag hvilket hun maler sarte, monokrome felter. Det er dekorative malerier med en lyrisk grundtone.

Hun lader sig styre af en fundamental undren

De tre rum ud til gaden er indtaget af billedhuggeren Veo Friis Jespersen (f. 1960), der med udstillingen Ud over kanten viser værker i både to og tre dimensioner: Der er fotografiske prints, bronzerelieffer og surrealistiske møbelskulpturer, der netop har kant, og som rummer både humor og en vildtvoksende fantasi.

For eksempel kan vi opleve en gammeldags lænestol, der er vendt om, så benene stritter i vejret. På det ene stoleben balancerer en glasmontre med et organisk indhold, mens stoleryggen er omdannet til en billedflade, der bærer et s/h fotografi af, hvad jeg oplever som skyformationer. Hvide plastiske former på en sort baggrund.

I Veo Friis Jespersens værker clasher readymades, som ofte hentes i hjemmet, med fremmede materialer, så nye betydninger kommer i spil. Hun arbejder nærmest som en naturvidenskabelig forsker, der i sine forsøg tester materialers egenskaber ved fortløbende at udsætte dem for nye påvirkninger gennem møder med andre materialer.

Friis Jespersen benytter et legende, associationsskabende greb i forhold til de mange genstande og materialer, hun bringer i spil, og man fornemmer klart hendes trang til at gendigte omverdenen, og at lade sig styre af en fundamental undren.

Bronzereliefferne afviger fra dette eksperimenterende felt ved at trække på en lang kunsthistorisk tradition, og de udtrykker stor skønhed. Det er nærmest barokkunst fra det 21. århundrede.

Man bliver glad i låget af denne udstilling, hvor værkerne er så uforudsigelige og originale og skabt af en vilter fantasi, der holdes i ave af en sikker formsans.

Eva Öhrling: Gemmested. Clausens Kunsthandel. Butikken. Veo Friis Jespersen: Ud over kanten. Banja Rathnov Galleri. Begge til 20. maj.

Klassens frække dreng

Peter Bonde (f. 1958) er en markant signatur i dansk samtidsmaleri. Han gør alt, hvad der står i hans magt for at fornærme og drille publikum og ”pisse i svømmebassiner og skide i dåser”, som han skriver på et af udstillingens mange spejlmalerier, ligesom han er en stærk eksponent for det antiæstetiske maleri, som forsøger at unddrage sig enhver pænhed.

Alligevel har han nu igen skabt nogle komplekse og spændende malerier, hvor han konstant bekæmper motivet med sine provokerende overmalinger. Resultatet er paradoksalt nok disse forførende smukke og sensitive malerier, som giver os en lige højre i panden, og hvert slag føles som et råt, men kærligt wake-up-call.

På sin nye udstilling hos Martin Asbæk har han installeret en del af værkerne på et stillads, som skærer sig igennem det forreste rum, så hovedindgangen er blokeret, og man må entre udstillingen via gården og Asbæks Lounge.

Udstillingstitlen Please Use the other Door, Motherfuckers indgår i en trashy, vestamerikansk diskurs, som man kender fra eksempelvis anti-forbrugeristen og anti-æstetikeren Paul McCarthy, hvis kunst i høj grad henter næring fra tabuiserede dele af kroppen.

Ligesom sine unge, vilde kolleger startede Peter Bonde ud med at sætte spørgsmålstegn ved de gængse skønhedsidealer og bevidst skabe larmende og grimme malerier i uhørt store formater.

De unge kunstnere dengang samlede på tegn i verden og anvendte dem i nye kontekster. Et af deres mottoer lød: ”Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt.”
Det gjorde de eftertrykkeligt og skabte dermed opmærksomhed og albuerum for sig selv i kunsthistorien, på mange bemærkelsesværdige udstillinger og i medierne.

De gjorde op med de forrige årtiers romantiske utopiforestillinger om, at kunsten kunne bane vejen for en ny og mere retfærdig samfundsorden. 1980’erne var desillusionernes årti. Det var præget af økonomisk krise, massearbejdsløshed, koldkrigsangst, BZ- og punkbevægelse, hvis mørke musik som nævnt dannede lydtæppet i dette årti, der er blevet kaldt ”sortefirserne” eller ”fattigfirserne”, hvor de unge generationer beredte sig på en fremtid med ”no future.” Kunsten legede på postmoderne vis med tidligere stilarter, som den ‘approprierede’, dvs. tilegnede sig, med ironisk distance.

Peter Bonde har i mange årtier hævdet maleriets plads i samtidskunsten og har trodset ethvert ‘maleforbud’, men samtidig insisterer han på at skabe maleri i et udvidet felt.

Gennem sin lange kunstneriske karriere har han fortløbende eksperimenteret med nye udtryksformer og har inddraget uortodokse readymades, prints, fotografier og materialer, som ellers er maleriet fremmed, men som tilsammen har drejet det i interessante, nye retninger i dialog med især installationskunsten.

De nye værker er – sådan som han har praktiseret det i en del år – som nævnt malet ovenpå et tekst- eller billedforlæg, som han tværer ud med en obsternastig, men markant malerisk signatur. Nogle gange lader han os se objektet, teksten eller billedet, som er gemt bag den gestisk påførte maling, andre gange er de umulige at spotte. Malingen er som et negligé, der delvis skjuler, delvis afslører de underliggende fristelser.

Og så har Bonde denne frække tiltaleform med bandeord på engelsk. Han er stadig årtier efter sin debut klassens frække, men også begavede, dreng. En spændstig udstilling, der er fyldt med power.

Peter Bonde: Please Use the Other Door Mother Fuckers. Martin Asbæk Gallery. Til 27. Maj.