Ung kunstner modtager Remmen Fondens Kunstpris 2017

Ung kunstner modtager Remmen Fondens Kunstpris 2017

Prisvinder Fredrik Tydén sammen med de øvrige nominerede: Amitai Romm, Julie Lænkholm, Martha Hviid og Jesper Skov Madsen. Foto: Jan Falk Borup

For tredje år i træk har Remmen Fonden netop uddelt deres kunstpris til en ung, lovende kunstner. Årets modtager blev Fredrik Tydén. Prisen på 100.000 kroner blev overrakt ved et arrangement på Hotel d’Angleterre i eftermiddag.

Remmen Fondens Kunstpris 2017 blev i dag overrakt til Fredrik Tydén på Hotel d’Angleterre i hjertet af København. Prisen lyder på 100.000 kroner og tildeles hvert år en lovende, dansk fuldtidskunstner, som er under 32 år.

Fredrik Tydén var nomineret til prisen sammen med fire andre unge, danske billedkunstnere: Amitai Romm, Julie Lænkholm, Martha Hviid og Jesper Skov Madsen.

Læs om sidste års prisuddeling her

Sidste år forsøgte fonden sig med en ny nomineringsproces, hvor alle kunstinteresserede havde mulighed for at pege på en eller flere unge kunstnere til prisen ved at oploade værkbilleder på Instagram.

I år er det priskomitéen selv, bestående af Mette Remmen, Arne Wulff, Jens-Peter Brask, Barbara Werner og Bjørn Nørgaard, som har peget på de nominerede kunstnere og valgt årets prisvinder.

Om Fredrik Tydén
Fredrik Tydén (f. 1985) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og tog afgang i 2015.

Om Remmen Fondens Kunstpris
Remmen Fonden blev stiftet af Henning Remmen i 1986 med det oprindelige formål at drive kommercielle aktiviteter centreret omkring hoteldrift, heriblandt Hotel d’Angleterre. I anledning af hotellets 260-års jubilæum oprettede fonden i 2015 en kunstpris, som har til hensigt at støtte en ung, lovende kunstner med et legat.

Sidste års modtager af Remmen Fondens Kunstpris var Martin Aagaard Hansen. I 2015 modtog Morten Knudsen prisen.

Kommentarer

Del artiklen

'Ung kunstner modtager Remmen Fondens Kunstpris 2017'

Facebook