Ugens Kunstner: Maria Wandel

Ugens Kunstner: Maria Wandel

Maria Wandel: Adam, 2019. Foto: Anders Sune Berg.

Der er en poesi tilstede i Maria Wandels maleri. Hendes figurer og stemningsmættede interiørbilleder er udsnit, hvor der aldrig er langt fra drømmesyn til virkelighed. Maria Wandel har hovedsageligt beskæftiget sig med maleri, siden hun blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005, men hun har også lavet illustration, litografi og tusch.

Som maler har Maria Wandel rod i et figurativt formsprog. I hendes senere værker er hun begyndt at arbejde med et højre niveau af abstraktion, men hendes motivverden er genkendelig på tværs af figuration og abstraktion.

Litteraturen er ofte til stede i Maria Wandels værker. Både konkret og som motiv. F. eks. har hun lavet en række portrætter af franske forfattere som Albert Camus, Maurice Merleau-Ponty m.fl.

Hendes nære forbindelse til litteraturen ses stærkest i serien Hemmeligheder alle vegne; en serie fra 2017 på godt 100 tuschtegninger som kredsede om en række eksistentielle emner: Ensomhed, forholdet mellem mand og kvinde, tidens gang – alt sammen i et sammenhængende univers.

maria wandel ugens kunstner interview
Maria Wandel: Uden titel, fra serien Hemmeligheder alle vegne, 2017. Foto: Riccardo Bucherella.

Der er ikke en egentlig historie at følge, men en lang række stemningsfulde billeder af rygende kvinder, mænd i habitter på solbeskinnede strande og ressorter. Samtidig var der sætninger i selve billederne.

Som eksempelvis i værket, hvor en dame tænder en cigaret. Midt i billedet står sætningen “Jeg glæder mig til at få det ud af hovedet”, som en indre tanke, der i bogstaveligste forstand hænger i luften. Sætningen virker som en medspiller og giver en poetisk tilføjelse til det i forvejen stemningsfulde billede. Sætningerne i selve værkerne er ofte dobbelttydige og rummer en særlig humor, som også kendetegner Maria Wandels værk. Og så mimer det tegneseriens format.

Værkerne fra udstillingen Hemmeligheder alle vegne blev udgivet som bogværk i form af en graphic novel med en prolog af Per Aage Brandt, en epilog af Christina Hesselholdt og et hovedstykke af Christel Wiinblad. Teksterne var et akkompagnement til Wandels værker. Udstillingen blev vist på Kunsthal Charlottenborg 2017 og Horsens Kunstmuseum 2018.

Potente øjeblikke

Wandels motiver er som udklippede scener fra en film. Der er ingen begyndelse eller ende, men blot et udklip, hvor man aner at der enten er sket noget lige inden eller skal til at ske noget.

Værkerne kan være mennesketomme som på hendes udstilling, Parks & Hotel Rooms, hvor interiørbilleder holdt i gråtoner blev kædet sammen med grønne billeder af mennesketomme parker. Her var det særligt kompositionen og beskæringerne af motiverne, der bidrog til stemningen. En mand som binder sit slips kommer f.eks. kun halvt med, så vi kun ser hans øre og højre arm. Men man aner, at han måske er ved at binde slipset. Der er en fastfrosset handling. Et potent øjeblik, hvor Wandels særlige malerkraft og farvepalet går ind og så at sige farver historien.

Dette gør sig også gældende i hendes nuværende udstilling, HERE (ONCE AGAIN) LEAVING THE GOLD. Som i værket: End of Season, hvor parasollerne er klappet ned og cafestolene står og venter på, at gæsterne kommer tilbage. Eller værket Tennis, hvor bolden netop skal til at serves i en komposition, hvor figurerne er fastholdt i et virvar af bevægelse.

maria wandel ugens kunstner interview
Maria Wandel: End of Season, 2019. Foto: Anders Sune Berg.

Den særlige beskæring af figurerne tages også til ekstremer. Her er der eksempelvis en løsrevet arm, som stikker frem af en næsten monokrom gul masse – eller et enkelt dameben der bevæger sig hastigt og flygtigt igennem et pink billede.

HERE (ONCE AGAIN), LEAVING THE GOLD

Udstillingen HERE (ONCE AGAIN), LEAVING THE GOLD på Kastrupgårdsamlingen er et konkret pulsslag på, hvor Maria Wandel befinder sig lige nu med sin kunst. Udstillingen rummer eksempler på den særlige Wandelske tematik, hvor flotte damer med store smykker ryger smøger og lever et dekadent liv med fester med fyldte askebægre, og hemmeligheder gemmer sig på tværs af værkerne.

Hendes figurative stil er tilstede som en rød tråd, men samtidig er der også eksempler på rene abstrakte værker. Dette er en ny bevægelse for Wandel. Skønt det abstrakte har været tilstede i hendes værker enten i udtryk eller som detaljer, så er det første gang hun dyrker den rene abstraktion som en gennemgående ting, som et maleri i sin egen ret.

Maria Wandel: Light, 2019. Foto: Anders Sune Berg.

F.eks. i værket Light, hvor en sølvflade over lag af lyserød og blå udgør et selvstændigt værk helt åbnet og frit for fortolkning. Malerierne på udstillingen er alle i stor skala, men ofte er virkemidlerne skrabet ned til et minimum.

Eksempelvis i værket Den lille gaffel, hvor en stor, sort billedflade omkranser en ganske lille gaffel, som en hilsen til Søren Kirkegaard, der som barn skulle have haft et ønske om, blot at være en lille gaffel. “For så kunne han gafle alt og stikke dem som kom for nær”. Eller i det monumentale værk Unsaid hvor en arm er løftet som til en hilsen i et næsten monokromt lilla billedrum.

Se portfolio nedenfor: 

Maria Wandel: Den lille gaffel, 2020. Foto: Kastrupgårdsamlingen.
Maria Wandel: See You All Later, 2020. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: Unsaid, 2020. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: History Repeating, 2020. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: Coastal City, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: IT, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: Les Roches Noires, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: The Future Is Always Present, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: Tennis, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: Catherine, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: The Quest in Yellow, 2019. Foto: Anders Sune Berg.
Maria Wandel: Uden titel, fra serien Hemmeligheder alle vegne, 2017. Foto: Riccardo Bucherella.
Maria Wandel: Uden titel, fra serien Hemmeligheder alle vegne, 2017. Foto: Riccardo Bucherella.
Maria Wandel: Mand, 2015. Foto: Maria Wandel.
Maria Wandel: Park #9, 2015. Foto: Maria Wandel.
Maria Wandel: Hotel Room #9. Foto: Maria Wandel.

Maria Wandel kan lige nu opleves med hendes største soloudstilling til dato HERE (ONCE AGAIN), LEAVING THE GOLD på Kastrupgårdsamlingen.
Udstillingen kan ses indtil den 7 juni, hvorefter den flytter videre til Vendsyssel Kunstmuseum, hvor den vises til efteråret 2020.

OBS! Udstillingen er pt lukket på grund af Coronapandemien.

Læs mere på Marie Wandels hjemmeside.

Del artiklen

'Ugens Kunstner: Maria Wandel'

Facebook