Ugens kunstner: Kirsten Ortwed

Ugens kunstner: Kirsten Ortwed

Kirsten Ortwed: After before, 2019, Nordkystens Kunsttriennale. Fotograf: Kim Matthai Leland

Billedserie

Nordkystens Kunsttriennale 2019
Til 22 sep

Du kan læse vores øvrige portrætter i Ugens Kunstner-serien her.

Kirsten Ortwed er optaget af form og materialer og dette udfoldes i skulpturer og installationer, som pirrer med deres enkle og minimalistiske, men også gådefulde og surrealistiske udtryk. Ortwed undersøger, hvad en skulptur er, og hvordan den skabes, og til denne undersøgelse bruges alt fra klassiske skulpturmaterialer som bronze, gips og keramik til utraditionelle som industrivoks, aluminium og industrielle produkter.

For Ortwed har arbejdet med formen altid været essentielt, og hun har gennem de sidste 4 årtier lagt stor vægt på relationen mellem form og rum. Rummet, som værket er omgivet af, bliver en del af overvejelserne omkring det.

Kirsten Ortwed. Foto: André Løyning.

Det ses eksempelvis i kunstnerens aktuelle udstilling på Veststranden i Gilleleje. After before er Kirsten Ortweds bidrag til Nordkystens Kunsttriennale 2019, hvor en forsølvet fiskerbåd fra 1934 er sat højt i klitterne. Bådens skulpturelle form træder frem i kraft af den ensartede forskønnende sølvfarve, som indkapsler alle sporene fra bådens historie. Som fastfrosset i tid ligger værket og reflekterer solens lys, mens det henviser til arven, der knytter sig til dette særlige område – til havet og til fiskeriets historie.

Arbejdet med både de traditionelle og de utraditionelle materialers særlige karakterer, strukturer og egenskaber har en central plads i Ortweds arbejde. Det valgte materiale knytter sig dog specifikt til den idé, som udfolder skulpturen. Der arbejdes med plastik, gummi og industrielle objekter som sækkevogne og jernriste, men de klassiske billedhugger-materialer spiller en lige så stor rolle.

Da kunstneren i 90’erne begyndte at arbejde i Pietrasanta i Italien, bød de nye omgivelser med det kunsthistoriske islæt på endnu flere traditionelle skulpturmaterialer. En særlig lertype, marmor og nye stensorter blev en del af værktøjskassen.

Skulpturens støbeforme, redskaber og arbejdsprocesser er en del af Ortweds skulpturelle univers og med det skabes et uventet udtryk, der næsten bliver “anti-skulpturelt”. I 1997 repræsenterede Ortwed Danmark på biennalen i Venedig med Tons of Circumstances og vandt international opmærksomhed med værket, som – selvom det holdt sig til gulvet – erobrede hele udstillingsrummet.
Plader og skal-lignende former i sandblæst aluminium lå spredt rundt på gulvet sammen med bunker af jernkæder modeleret op omkring dem. Her blev det skulpturelle udtryk organisk og “anti-skulpturelt”.

Det er især i Ortweds offentlige udsmykninger, at det organiske formsprog blandet med det simple, minimalistiske udtryk bliver tydeligt. Som i værket Full Length fra soloudstillingen på Statens Museum for Kunst i 2008, der nu befinder sig på Havnegade i København.
Den 13 meter lange og tons tunge bronzeskulptur med sortblå patinering er et af Ortweds hovedværker og med dimensionerne og langstraktheden minder skulpturen om et væltet træ med al dens tyngde og “organiskhed”.

Kirsten Ortweds arbejde findes i dialogen med det omgivende rum og den sanselige bearbejdelse af materialet. Det gådefulde og ubeskrivelige møder det stramme og minimalistiske i skulpturer, der ganske uventet spreder sig som organiske former i det rum eller på den plads, som de udsmykker.

Ortwed siger selv: “Jeg går ikke, fordi der er en vej, men fordi jeg går, bliver vejen skabt.”

Kirsten Ortwed: After before, 2019, Nordkystens Kunsttriennale. Fotograf: Kim Matthai Leland
Kirsten Ortwed. Spinning Off, 2017. Foto: Anders Sune Berg
Kirsten Ortwed: Modello, 2017. Foto: Anders Sune Berg
Kirsten Ortwed: The Gate, 2017, Københavns Universitet. Foto: Galleri Susanne Ottesen
Kirsten Ortwed: Full Length, 2006-08, Statens Museum for Kunst. Foto: Hans Ole Madsen.
Kirsten Ortwed: Sten til indre gårde, 2004, Frederiksberg Gymnasium. Foto: Galleri Susanne Ottesen
Kirsten Ortwed: Monument to Raoul Wallenberg, 2001, Raoul Wallenberg Torget, Stockholm. Foto: Albin.
Kirsten Ortwed: Tons of Circumstances, 1997, Den Danske Pavillion, Venedig Biennalen. Foto: Anders Sune Berg.
Kirsten Ortwed: Head Turned, 1993, Statens Museum for Kunst. Foto: Alistair Overbruck
Kirsten Ortwed: 5 x 5, 1992, Statens Museum for Kunst. Foto: Helmut Buchen.

 

 

Kirsten Ortwed (f. 1948 i København)
Bor og arbejder i Tyskland og i Italien
Uddannet fra Det Kongelige Dansk Kunstakademi (1972-1975).
Hjemmeside

Udmærkelser:
Thorvaldsen Medaljen (2002)
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legat Hæderspris (1998)
Eckersberg Medaljen (1995)

Tilknyttet Galleri Susanne Ottesen, gallerieJAHN & JAHN - München og Gallerie Nordenhake - Berlin.

Liste over solo- og gruppeudstillinger

Billedserie

Nordkystens Kunsttriennale 2019
Til 22 sep

Du kan læse vores øvrige portrætter i Ugens Kunstner-serien her.

Del artiklen

'Ugens kunstner: Kirsten Ortwed'

Facebook