Ugens Kunstner – Bodil Nielsen

Bodil Nielsens maleri har fra starten befundet sig på kanten af traditionen: i en niche mellem den konkrete kunsts konstruktive formopbygning af ’rene’ linjer og farver og en åben brug af dekorative elementer hentet fra verdener udenfor den finkulturelle. Ifølge Bodil Nielsen må det aldrig ’bare’ handle om maleriet som lukket rum. Det er blevet sagt om hendes arbejder, at de er udtryk for en type maleri, der giver plads i stedet for at tage plads.  

Allerede tidligt i sin praksis greb Bodil Nielsen, i stedet for penslen, malerrulle og skabelon og lagde hermed ’distance’ imellem sig selv og lærredet. En distance, der gav plads til beskueren. Via dette greb opstod samtidig et andet forhold til rummet, der nu ikke længere var begrænset af penselsporenes skala.

Med det symmetriske værk ’Blue Painting China’ (1997) sender Nielsen en hilsen til Joseph Albers’ ’Homage to the Square’. I stedet for en gentagen brug af kvadratet har Nielsen imidlertid sat blå cirkler på en monokrom, blå flade suppleret af to hvide cirkelformer, der synes at ’rulle’ på ’bølgeslag’ nederst i billedet. Hun leger her med former, der placerer sig et sted mellem ornamentets stiliserede natur og et geometrisk, formelt repertoire. Med billedet bliver vi opmærksomme på det forhold, at vi ser punktvist, ikke plant, og ofte ‘vuggende’.

Nielsens aktuelle værker er bygget op af farver ordnet i geometriske figurer som rektangler og trekanter, men formernes kanter er ikke klart afgrænsede, og farverne ’bløder’ således ind i hinanden. Ligesom linjerne ikke står skarpt, er heller ikke maleriets overflade ’poleret’, men præget af en nopret tekstur, der føjer endnu et lag af fysikalitet til værket.

Denne konkrethed synes imidlertid at blive opløst af de næsten immaterielle farvetoner, der ligger som et skin hen over lærredets flade. Nok angiver farven en figur, men den er ikke massiv. Den skal snarere betragtes som lys, der brydes i materialet. Lys, der flytter og forandrer sig.

Det varmt gyldne rektangel i øverste venstre side af Untitled (2012) kan således sagtens være udsprunget af den kølige, gule kvadrat i billedets nedre venstre hjørne. Det er blot tiden, der er gået, og lyset, der har ændret karakter. De sidestillede farvefelter kan dermed betragtes som en sammenkobling af ellers tidsligt adskilte perceptioner. Værket spejler kunstbetragtningen som handling: det forhold, at vi ved at studere en detalje af gangen og flytte os i forhold til maleriet ’indoptager’ dette i tid og rum.

Det er hverdagsbetragtninger, der kommer til udtryk i Bodil Nielsens værker. Derfor forekommer det også naturligt, at maleriet på det seneste er blevet overført fra lærred til tæppe. Et ’grundlag’, der peger tilbage på en hjemlig erfaringsverden og samtidig betoner den sanselighed, der kendetegner de øvrige værker. Også tæpperne er sammensat af geometriske felter, der i ’sammenstødene’ er malet med readymade-agtige farver. Farver, der annullerer kunstværkets ophøjethed og går i dialog med omgivelserne. Med deres ’udfoldelse’ i rummet er tæpperne med til at understrege, at perception af rum kun kan ske gennem kropslig bevægelse.

Portfolie: