Ugens kunstner – Benny Dröscher

For et par år siden – under research til en artikel ­sidder jeg og bladrer i gamle kunstmagasiner. I det amerikanske ”Modern Painters” finder jeg en stor introduktion af den engelske skribent Martin Herbert om en dansk kunstner; Benny Dröscher. Selvom jeg er bosiddende i USA, bilder jeg mig ind at holde mig orienteret om den skandinaviske kunstscene. Men her var altså en smutter. Siden viser den opklarende forklaring sig at være, at det er fordi Dröscher er mindst ligeså aktiv uden for Danmark som i. Jeg bliver nysgerrig.

Lidt groft skitseret kan man sige, at Dröschers produktion falder i to spor. De store skulpturer og installationer frem til omkring 2009, hvorefter malerierne overtager. Det betyder, at Danmark har set flest skulpturer og installationer, mens udlandet mest har set maleri.

Naturmotiverne

I 2001 kaster Dröscher sig over det tema, som sidenhen er blevet hans varemærke; naturen – eller måske mere korrekt; naturen i opløsning. Dette vel og mærke på et tidspunkt, hvor der var langt mere opmærksomhed på emner som krop, køn og social plastik. På udstillingen A Fairy-Told-Tale på galleri Specta i København vendte Benny Dröscher så at sige det hele på hovedet. Fra galleriets loft hang rigtige grantræer på hovedet, mens rummet var indtaget af ‘kunstig’ natur.

I de enorme skulpturelle værker som vandfaldet Sometimes I Wonder: How Did God actually Do It? fra 2003 og Jeg er så træt af at være ateist fra 2006 bliver det tydeligt, at Dröscher besidder en betydelig viden om den symbolske og allegoriske tradition, ligesom han generelt synes velbevandret i naturmotivernes ikonografiske og glemte symbolik. Men når han bruger dem, så er det for at undersøge de skred, som tiden har udsat dem for. Og om de stadig kan rumme den magi, de var tillagt engang eller måske snarere, om de kan genvinde den. Som beskuer sættes man i et paramoderne dilemma om patos: Vrænger han? – eller mener han det virkelig?

Meningens ophør
Herefter ophører arbejdet med de store påtrængende værker. Dröscher vender tilbage til et mere ‘impotent’ materialevalg og de foreløbig sidste skulpturer: A Sigh of Relief fra 2008 og A Sculpture with the Remembrace of a Pretty Boy Dancing in a Moonlit Garden (Hommage á Alexander Kølpin), som næsten synes at blive vægtløse.

På den aktuelle soloudstilling hos Charlotte Fogh Gallery handler det om maleri. Hvor de sidste skulpturers næsten vægtløshed slap, fortsætter malerierne. Elementerne er stadig hentet fra naturen, men samlet set er de i opløsning.

Perspektivet er usædvanligt; vi kigger op på en baggrund af skyer. Elementerne synes udsat for en stærk centrifugal eller centripetal kraft. Der er ingen mulighed for en tryg lineær aflæsning, og fragmenternes allegoriske betydning er gået af fløjten. Malerierne består af en række abstrakte tegn og en række aflæselige symboler, men de består i ligeså høj grad af opholdet mellem disse.

Malerierne er ikke plastret til med maling, og de enkelte tegn er placeret – som ting placeret i rum. Dröscher bruger ikke disse tegn og ting til at skabe fortællinger. De er alene afsat for at skabe tilstand. Metoden er et sammenkog af teknikker fra præcis realisme til sjusket gestik.

Dröschers billeder er abstraktioner. Et sted, hvor tankerne kan gå på opdagelse, og hvor mening er ophørt. ”Hvis man er alt for fikseret på at afkode mening betyder det ofte, at store mængder ikke-mening går tabt. I det ikke-resultatorienterede er der stor overset skønhed” – siger kunstneren selv.

Portfolio