TRUST – svær gang på fem ben

TRUST – svær gang på fem ben

Emmanuelle Lainé: Le plaisir dans la confusion des frontières sur Trust, 2015 fra Gl Strand. (Foto: Martin Kurt Haglund)

De fem københavnske kunsthaller løfter i flok under temaet TRUST. Resultatet af anstrengelserne mangler dog en rød tråd i en lidt løs rammefortælling med for mange værker uden tyngde og momentum. Gennemgående dominerer rekvisit-agtige værker, som er svære at afkode, imens valget af danske kunstnere er imponerende og sætter en høj standard.

Som én udstilling, der finder sted på fem større udstillingssteder plus det løse i byen, er TRUST at betragte som et stort skib i dansk kunstfarvand. Volumen er således mindst en fem-dobbelt udstilling med momentum som klimaks på Copenhagen Art Week, skudt i gang med en stor åbningsrunde over en hel aften de forskellige steder.

Belgiske Sonia Dermience har været kurator for det hele og spillet temaet og titlen TRUST ud til først bidragydere og nu til publikum. Fra start indrømmet hamrer temaet ikke klokkeklart nogen mening ud, men er snarere en rummende opfordring: til at tro på og tænke med – og måske til at spørge til den tillid, kunsten og dens institutioner omgives med.

Installationsview, Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Installationsview, Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Derudover sætter TRUST også en ramme med titlerne på de forskellige udstillingssteder, som til anledningen er navngivet efter en slags centrale rum i en fiktiv by: Templet, paladset og så videre.

Man kommer også rundt i byen ved at se TRUST de forskellige steder og ideelt gør det hele byen til en del af oplevelsen. I hvert fald træder de enkelte udstillingssteder lidt ud af vante klæder ved tydeligt at være en del af større helhed. Spørgsmålet er så, hvad denne lidt løse helhed kan.

Scene med for lidt handling
Indretningen spiller åbenlyst både med og mod kunsthallernes kendte karakter. Overgaden i de gamle fabrikslokaler neden vandet er blevet The Exchange – stedet, hvor der handles og udveksles ting som på en børs.

Udstillingen her er dog langt fra afgrænsede enheder og domineres i stedet af større scenografier, hvor forskellige objekter står som rekvisitter, der skal sættes i gang i en sammenhæng. Det er svært at sætte disse brikker sammen og det hele virker for indforstået og ikke givende som udstillingsoplevelse. Hvad enten scenografien er flot som i stofferne i Officins The Day of the Peacock eller mere trashet som i Félicia Atkinsons værk forbliver det bare ting, som ikke kommer ud over scenen.

***
En særlig undtagelse er som ofte åbningen af sådanne festivaler og biennaler, hvor et performanceprogram sætter kortvarigt liv i værkerne, der ellers ofte vil stå tilbage i form af spor, ophobninger af rekvisitter og materialer og måske en videodokumentation, hvor der tænkes ambitiøst.

Den rituelle tekst, der introducerer til værk og performance af We Are The Painters. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Den rituelle tekst, der introducerer til værk og performance af We Are The Painters. (Foto: Martin Kurt Haglund)
We Are The Painters, performance under åbningen i Nikolaj. (Foto: Martin Kurt Haglund)
We Are The Painters, performance under åbningen i Nikolaj. (Foto: Martin Kurt Haglund)

Åbningen af TRUST bød på en række performances, og især to performances skilte sig ud som helt særlige momenter, hvor ramme, materialer, lyd, handling og interaktion gik op i en højere enhed. Her var den buldrende mørke seance af We Are The Painters i Nikolaj Kunsthal markant og stærkt ladet med en skæv rituel nerve.

Også Sophie Duponts performance Heavy Light på Overgaden står tilbage som et særligt klart øjeblik, hvor TRUST-tematikken blev eksemplarisk udfoldet i en direkte relation til publikum og kunstens leg med risiko, da hun fæstnet til en cementblok lod besøgende fæstne lodder til hendes krop, der dermed langsomt blev tvunget til gulvet. Men disse klare øjeblikke og momenter af betydning har altså en kort levetid i forhold til det generelle publikum, der kommer på besøg frem til 25. oktober.

Sophie Dupont: Heavy Light, 2015. Performance under åbningen på Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Sophie Dupont: Heavy Light, 2015. Performance under åbningen på Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Sophie Dupont: Heavy Light, 2015. Performance under åbningen på Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Sophie Dupont: Heavy Light, 2015. Performance under åbningen på Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Sophie Dupont: Heavy Light, 2015. Performance under åbningen på Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Sophie Dupont: Heavy Light, 2015. Performance under åbningen på Overgaden. (Foto: Martin Kurt Haglund)

***

Salon med og mod hårene
Gl Strand er kaldt Salonen for at spille på stedets historie og præg som eksklusivt og lidt hjemligt byhus. Værkerne ligger tættere på traditionelle genrer som maleri og skulptur og er derfor en del lettere at overskue og, som oftest, afkode, hvilket er klart til det bedre.
En række af værkerne i Salonen har et finurligt, humoristisk præg.

Mikkel Carl: The Possibility of Death in the Mind of Someone Living, 2015. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Mikkel Carl: The Possibility of Death in the Mind of Someone Living, 2015. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Det gælder for Mikkel Carls, der tæller en tør parodi på Damien Hirst i The Possibility of Death in the Mind of Someone Living, hvor det ikke er et stort biologisk hajkadaver, men en oppustelig plasticversion af dyret.

Også Nina Beiers værker er velfungerende som kommentarer om kunst og værdi. En udlånt antik museumsgestand ligger og tynger ovenpå orientalske tæpper og et værk skabes ved levering af frugt og grønt-kasser fra Aarstiderne.

I begge tilfælde føres objekter udenfor sædvanlig kontekst og i bemærkelsesværdigt nyt lys i kunsthallen. Overfor disse åbenlyst pointebærende værker er FOS som sædvanlig uudgrundelig mellem det dekorativt indpassede og skæve.

I alt skabes der et bedre spil med temaet i salon-afdelingen. Kan vi tro på de blanke overflader og hvad er behag og ubehag?

FOS: Museum Bench, 2015, på Gl Strand. (Foto: Matthias Hvass Borello)
FOS: Museum Bench, 2015, på Gl Strand. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Nina Beier: Perfect Duty, 2014. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Nina Beier: Perfect Duty, 2014. (Foto: Martin Kurt Haglund)

Det sceniske element er også her til stede i Emmanuelle Lainés store kaos-i-de-fine-sale installation ”Le plaisir dans la confusion des frontiéres sur Trust”.

Tømt tempel
Nikolaj Kirke har af oplagte grunde fået betegnelsen Templet med et fælles tema om ritualer og tilbedelse. Templet rummer kun tre værker, hvoraf det ene, A Kassens værk Sound of A Sculpture, kun kan opleves kl. 14.45 (hvilket ikke står i det generelle program!). I underetagen opleves kunstnergruppen Jessica Baxters installation Do Not Feed The Artists, They Have Already Too Much To Digest (2015). Dette udgøres primært af en række køleskabe, som viser sig at indeholde malerier lavet af sukker. Måske en kommentar om konsum og kunst, men ikke helt afkodelig og ikke meget at fylde det store rum med.

Luften bliver tyndere på overetagen, som rummer duoen We Are The Painters værker. Disse skal give anelser om en kult eller mytologi med kultiske kostymer og mystiske malerier. Mystikken forbliver dog uproduktivt mystificerende. A Kassens mere stedspecifikke værk, hvor knebelen i kirkeklokken er byttet ud med en bronzeskulptur kan som nævnt kun opleves på særlige tidspunkter.

Det undseelige i storladne rammer
Charlottenborg er i TRUST-termer Paladset. Her skal de storladne rum modsvares af værker med fokus på det undseelige og lave. Udstillingen her rummer alle formater, fra små objekter til store installationer og serier. Også kvalitet og fokusmæssigt strækker den sig vidt. Hvad skal vi med Elen Cantor og Zin Taylors banale tegninger, som får meget plads?

Så er der mere kvalitet og tematisk relevans i Nanna Debois Buhls grafiske serie Botanizing the Asphalt. Som et kort nøjagtigt angiver, består de dekorative hvide silhuetter på blå baggrund af ”fund” fra gaderne i nærområdet som en uofficiel ”street-botanisering”.

Nanna Debois Buhl: Botanizing the Asphalt, 2015, på Charlottenborg. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Nanna Debois Buhl: Botanizing the Asphalt, 2015, på Charlottenborg. (Foto: Martin Kurt Haglund)

Billedtypen cyanotopi er i øvrigt en særlig fotografisk teknik inspireret af Anna Atkins billeder af britiske alger fra fotografiets allerførste år i 1840’erne. Her udforskes det små og undseelige med historisk baggrund.

The After Lucy Experiment: The Sinking up of the Charisma Mermaids, 2015. (Foto: Martin Kurt Haglund)
The After Lucy Experiment: The Sinking up of the Charisma Mermaids, 2015. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Igen dominerer scenografiske rammer som spor fra performances i rummene, som Angelo Plessas Fantasy Plot Generator og The After Lucy Experiments The Sinking up of the Charisma Mermaids.

Selvom disse scenografier er blandt de mere interessante, kan de ikke undgå at virke tomme, når de ikke er i anvendelse.  

Seks soloudstillinger på Den Frie
Den Frie Udstillingsbygning, der jo som bekendt er ”Kunstnernes Hus”, er gjort til The Studio, atelieret. Her er hvert rum givet helt til en kunstner, der har kunnet skabe et eget miljø. Dette fungerer fint som passende til det, igen, scenografi-agtige præg med en række objekter, man skal tænke i brug, som karakteriserer bidragene.

Fresco-malerier fra Steiner Haga Kristensens værk på Den Frie.
Fresco-malerier fra Steiner Haga Kristensens værk på Den Frie.

Steinar Haga Kristensens værk er åbenlyst teatralsk og scenografisk som komponenter af en opera, som kunstneren opførte på Oslo Rådhus med et stort fresco-maleri som bagtæppe. Fragmenter af dette maleri er sammen med optagelser fra forestillingen ophængt som værk. Igen et presserende spørgsmål, om der er tilstedevær nok i det, vi ser?

En af de mere besjælede fremvisninger af ting er ved Maiken Bent, der skaber en ganske karakteristisk samling af sammensyede og -spændte objekter med mindelser om både kunsthåndværk og SM-udstyr. Med dele af tidligere værker og rent værktøj er der et markant værksteds- eller atelier-præg til stede her, som en aktiv brug af temaet og forventningerne til, eller troen på, hvad et værk er.

Maiken Bents installation på Den Frie. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Maiken Bents installation på Den Frie. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Maiken Bents installation på Den Frie. (Foto: Martin Kurt Haglund)
Maiken Bents installation på Den Frie. (Foto: Martin Kurt Haglund)

I kælderen er Martin Erik Andersens Nut – The Nightsky and the Astralpool også en fascinerende størrelse at gå på opdagelse i. Stemningsfuldt placeret som en lysende sonde i et mørkt kælderrum udstråler værket et afballanceret kaos med mange kulturelle referencer og fysiske udtryk.

Hvor er den røde tråd i TRUST?
De op mod 50 udvalgte kunstnere fra ind- og udland stryger ikke det helt brede publikum med hårene som blockbustere og storsælgende stjerner. De danske bidragydere synes generelt velvalgte og vidner om kyndig udvælgelse af kurator Dermience, om end en del er velkendte netop i Kunsthals-sammenhæng.

De udefrakommende bidrag er det, lidt overraskende, sværere at se kvalitet og ræson i. Der er for få, der hæver sig op og gør sig bemærkede, enten med intention eller form. Til en stor begivenhed som denne havde et par kendte attraktioner udefra vel heller ikke skadet.  

De fem udstillinger viser ganske forskellige måder at tænke en gruppeudstilling på og har en del gode værker i forskellige formater undervejs. Det store momentum og den røde tråd mangler dog og TRUST går ikke rigtigt i takt med sine fem ben. 

*** anmeldt af Matthias Hvass Borello

A Kassens værk Sound of a Sculpture kan fra 1. september opleves ved følgende timeslag: Tirsdag-søndag (åbningstid kl. 12-17): kl. 12:45, 13:45, 14:45 og 15:45.
Torsdag (åbningstid kl. 12-21): kl. 12:45, 13:45, 14:45, 15:45, 16:45, 17:45, 18:45, 19:45.

Sonia Dermience (f. 1971, Belgien). Kunsthistoriker og Kurator. Sonia Dermience grundlagde Komplot i Bruxelles i 2002, et kuratorisk kollektiv, der beskæftiger sig med nomadiske, kreative praksisser. Her har hun bl.a. stået bag projekterne ’Midi Zuid’, ’Vollevox’ og ’Architecture of Survival’. Under navnet Catherine Vertige har hun lavet omfattende forskning om post-1968’ernes kollaborative kunstpraksis i Belgien i form af bl.a. seminarer og to dokumentarfilm og under eget navn kurateret projekterne ’Art souterrain’ i Montréal, ’A+’ på Bozar Brussels og en udstilling på Dar Al-Ma’mûn, Marrakesh, i 2015.

Hovedvenues:
Den Frie Udstillingsbygning / The Studio Kunstforeningen GL STRAND / The Salon Kunsthal Charlottenborg / The Palace Nikolaj Kunsthal / The Temple Overgaden – Institut for Samtidskunst / The Exchange

Venues i det offentlige rum:
Pizzeriaet / The Pizzeria Roma’s Pizza & Burger House, Nordre Fasanvej 186, 2000 Frederiksberg

Kunstneren Torben Ribe udfordrer sin egen praksis ved at bevæge sig over i pizzeriaets semi-offentlighed, som i al sin hverdagsæstetik adskiller sig væsentligt fra det traditionelle hvide udstillingsrum.

Biografen / The Cinema Vester Vov Vov, Absalonsgade 5, 1658 København V
Som en del af TRUST viser biografen Vester Vov Vov et filmprogram med bidrag af udstillingens kunstnere, der forløber over hele udstillingsperioden. www.vestervovvov.dk

Butikken / The Boutique Nørgaard Paa Strøget, Amagertorv 15, 1160 København K I butikken udstiller og sælger den franske billedkunstner og modeskaber Vava Dudu sin street wear-kollektion Amour Poison i perioden fra den 28. august - 6. september 2015. Vava Dudu udstiller også på Overgaden.

Radioen / The Radio I samarbejde med online radiostationen The Lake går TRUST også i luften. I løbet af hele udstillingsperioden kan man som del af deres sendeflade lytte til bidrag af og interviews med de deltagende kunstnere såvel som reportager og optagelse.

Kommentarer

Del artiklen

'TRUST – svær gang på fem ben'

Facebook