Teoretiske Tirsdage takker af

Teoretiske Tirsdage takker af

Teoretiske Tirsdage #22: Normalt foregik diskussionerne i rum46. Her dog i Piscine med tematik i forlængelse af aktuel udstilling. Foto: Michael Roloff

Det aarhusianske diskussionsformat Teoretiske Tirsdage, som i lidt over to år har været en inspirerende platform for deltagerbaseret research og diskussion af æstetisk teori og filosofi, slutter af med arrangement nr. 50.

Teoretiske Tirsdage slog dørene op for første gang i foråret 2015 og er sidenhen blevet fast inventar i det kulturelle liv i Aarhus. Tirsdag den 30. maj markerer projektet dog sin afsked med sit 50. arrangement, der byder på besøg af Gavin Wade fra det kunstnerdrevne udstillingssted Eastside Projects i Birmingham og diskussion af hans bog Upcycle This Book.

Teoretiske Tirsdage er en slags franchise-udgave af Theory Tuesdays, der til dagligt har til huse i Zürich, Schweiz. Et projekt, der i dag lever på sit ottende år, og som fortsat afvikles hver tirsdag året rundt, og hvor det er helt normalt, at der rundt om bordet befinder sig internationalt anerkendte kuratorer, kunstnere, arkitekter, musiker o. lign. Bag projektet står den amerikanske kunstner Philip Matesic, der også spillede en væsentlig rolle, da Teoretiske Tirsdage den 5. marts 2015 blev en offentlig realitet i Aarhus.

En kopinøgle
Kurator Michael Roloff, der er en af hovedkræfterne bag Teoretiske Tirsdage, fortæller:

“Med opstartsstøtte fra Aarhus Kommune lykkedes det os at invitere Philip Matesic til at indlede vores allerførste diskussionsrunde i rum46, hvilket i høj grad var et ønske fra vores side, da vi både ville hylde Philips hidtidige engagement i Schweiz og på samme tid give ham muligheden for at overdrage os en ‘kopinøgle’ til at påbegynde vores egen platform. På den måde lykkedes det os at skabe en meget naturlig begyndelse på et projekt, der sidenhen har formået at danne mødegrundlag for en varieret skare af mennesker med interesse for at diskutere tekster og andet materiale i en uformel ramme.”

Et parastudie
Michael Roloff opdagede det schweiziske diskussionsfora ved en tilfældighed i 2012, da han befandt sig i Zürich som udvekslingsstudent på mediekunstuddannelsen Vertifung der Mediale Künste. På en byvandring så han en gruppe mennesker, der sad omkring et bord med øl og dokumenter i hånden i det, der lignede et tidligere mekanikerværksted. Stedet skilte sig ud med whitecube-belysning og stram arrangering af møbler og genstande. Efter et øjebliks betænkningstid fattede Roloff mod og greb om det efterårskolde metalhåndtag.

“Det blev starten på de timer i løbet af ugen, hvor jeg lærte allermest om mine egne faglige interesser og dét at udtrykke og diskutere det med andre fagfolk fra det vibrerende kunstmiljø rundt omkring i hele Schweiz. Det blev så at sige mit parastudie, der i høj grad overstrålede mit primære studie.”

I Aarhus har det aldrig været en kongstanke, at Teoretiske Tirsdage skulle leve for evigt og ledes lige så stringent som platformen i Zürich. Teoretiske Tirsdage blev i høj grad søsat på et eksperimentelt plan, og en drivrem har været nysgerrigheden, om det overhovedet var muligt at tilvejebringe samme høje kvalitet, som var tilfældet ved diskussionerne i Zürich. Det mener Roloff i flere tilfælde er lykkedes på trods af Aarhus’ sparsomme kunstfaglige pondus sammenlignet med Zürichs.

Forskellige faggrupper under samme paraply
Fra 2016 blev tilrettelæggelsen af diskussionerne udført i et samarbejde med billedkunstner Mark Tholander, som husker tilbage på sin første indtræden i formatet:

“Jeg deltog i den første diskussionsaften, som Michael arrangerede, hvor han havde inviteret Philip Matesic. Jeg kom fra et miljø på Det Jyske Kunstakademi, hvor faglige diskussioner af æstetisk teori og filosofi var en hyppig forekomst, men formatet i Teoretiske Tirsdage havde alligevel noget andet, som var helt særegent. Først og fremmest kunne det formå at samle mange forskellige faggrupper under samme paraply. De folk, der mødte op havde baggrund i blandt andet arkitektur, medicin, psykologi og statskundskab – udover os, der havde billedkunstnerisk baggrund af den ene eller anden art. Dette skabte et unikt miljø i Aarhus for deling af viden samt en grobund for at skabe nye forbindelser mellem de mange miljøer i byen. Derfor var jeg straks interesseret i at være med til at bygge op, da Michael inviterede mig ind som samarbejdspartner.”

TT #15: En klassisk og velbesøgt aften, hvor der flittigt diskuteres og udveksles henover bordet. Foto: Barbara Katzin

Each One, Teach One
Teoretiske Tirsdage har i sin aarhusianske version været baseret på ‘Each One, Teach One’-filosofien, hvilket går ud på, at hver deltager opfordres til selv at udvælge en tekst og stå for en aften. Et slags stafetprincip. På den måde er formatet i høj grad blevet modelleret af sine deltagere, og det har givet det en helt særlig form, påpeger Roloff og Tholander.

Omkring 1500 siders tekster fra alle mulige afkroge er blevet behandlet på de lidt mere end to år, og Roloff og Tholander fremhæver blandt andet en intens aften, hvor en tekst om post-institutionel kunstpraksis af kunstneren Honza Hoeck blev behandlet, og hvor Hoeck selv var tilstede. Et andet eksempel på en mindeværdig aften var, da psykologistuderende (nu færdiguddannede) Mikkel Reher-Langberg bragte Sigmund Freud og hans drømmetænkning på banen.

“Det var en helt sublim diskussion”, husker Roloff. “Med sin store viden på området, formåede Reher-Langberg at gøre samtalerne skarpe og rige. Særligt da snakken blev kontekstualiseret via et case-materiale om nye og uhyre effektive psykodynamiske terapiformer blev diskussionen skærpet. En tanke- og gruopvækkende aften, som jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der indimellem tænker tilbage på.”

Projektet har gjort en forskel
Set i bakspejlet – mod projektets afslutning – mener Tholander, at formatet har gjort en forskel for det billedkunstneriske miljø i Aarhus:

“Teoretiske Tirsdage var et sted, hvor flere generationer af billedkunstnere og kuratorer mødtes i en blanding af professionelle og studerende. Vi har kunnet se, at disse møder har skabt forbindelser tværs igennem det aarhusianske kunstliv, hvilket har medført nye relationer, som er fortsat udenfor selve arrangementerne. Så selvom det er trist at lukke formatet ned nu, så synes jeg, vi kan være stolte af de ringe i vandet, det har formået at skabe.”

Teoretiske Tirsdage: Upcycle This Book
30 maj kl 18 - 21
Kunsthal Aarhus/rum46
Introduktion: Gavin Wade
Kl 18 – Bogudgivelse af Gavin Wade i Kunsthal Aarhus
Kl 19 – Vandring fra Kunsthal Aarhus til rum46
Kl 19.15 – 22.15 Diskussionen i rum46

Teoretiske Tirsdage blev stiftet af kunsthistoriker Claudine Zia og kurator Michael Roloff. Efter kort tid trådte Zia ud af projektet, hvorefter Roloff drev og tilrettelagde diskussionerne frem til foråret 2016, hvor kunstner Mark Tholander sidenhen har været en del af projektets bagland.

Projektet har igennem hele sin levetid været en fast bestanddel af rum46's programlinie, men nåede også at gennemføre enkelte sessioner i udstillingsfænomenet Piscine, på Aros og i Kunsthal Aarhus.

Ialt har der været 530 besøgende. En enkelt gang mødte 22 mennesker op.

En lang række fagområder har været repræsenteret af blandt andre: Kunstnere, designere, ÆK-ere, psykologer, arkitekter, statskunstskabsstuderende, pædagoger, gymnasieelever, kuratorer, forlæggere, idehistorikere, sociologer, digtere, forfattere, teologer.

Del artiklen

'Teoretiske Tirsdage takker af'

Facebook