En forbedret fremtid?

En forbedret fremtid?

Sala-Manca Group i samarbejde med Itamar Mendes-Flohr og Yeshaihu Rabinowitz: The Eternal Sukkah. Foto: Ole Bak Jakobsen

I rum46 i Aarhus er man i gang med et to-årigt udstillingsprojekt, Room for Improved Futures, hvor kunstnere, forfattere og teoretikere undersøger hvilke strategier, muligheder og visioner, der måtte findes i en verden med overvældende økologiske og geopolitiske udfordringer. Kunsten.nu har talt med Grete Aagaard og Agnieszka Wolodzko om erfaringerne med kollaborative og researchbaserede projekter.

Jeg møder de to kuratorer bag udstillingsrækken, danske Grete Aagaard fra rum46/Sigrids Stue og polske Agnieszka Wolodzko fra Laznia Centre for Contemporary Art i Gdansk. Vi sidder midt i udstillingen i rum46’s smalle showroom med kaffe og flimrende videobilleder på væggene.

Room for Improved Futures er titlen på det to-årige udstillingsprogram (2017-18), der baserer sig på internationalt netværkssamarbejde. Initiativet til projektet kommer fra rum46, og det kurateres af stedets mangeårige ankerkvinde Grete Aagaard i samarbejde med Agnieszka Wolodzko og kunstprojektet Trade Test Site samt kunstplatformen Sigrids Stue, som i en årrække har tjent som international residence for kunstnere med stedspecifikke og socialt engagerede praksisser. Room for Improved Futures er struktureret omkring fire offentlige programmer, hver opdelt i tre sessioner, der indeholder præsentationer, udstilling, foredrag, produktion af tekst og workshops i regi af rum46.

I skrivende stund kan du opleve den forunderlige videofortælling The Eternal Sukkah produceret af Sala-Manca Group, Jerusalem, i samarbejde med Itamar Mendes-Flohr og Yeshaihu Rabinowitz – men den er en anden historie, som dette format desværre ikke levner plads til.

Grete Aagaard (tv) og Agnieszka Wolodzko. Foto: Trine Rytter Andersen

Du kan mere sammen, end du kan alene
For dette er en samtale om de bagvedliggende bevæggrunde og aspirationer, som driver de to kuratorer i det gensidige møde, og om netop dette forhold, som de har opbygget over en årrække, og som i år resulterer i denne store fælles manifestation.

På spørgsmålet om, hvorfor de begge to har valgt den samarbejdende kunstner og kuratorposition, lægger Wolodzko ud og fortæller, at hun, lige siden hun i sin tid studerede på kunstakademiet i Gdansk, har følt en stærk tilskyndelse til ikke at gå ind på sit atelier og lukke døren ud til verden.

”Jeg har altid set mig selv i forhold til andre fagligheder og kolleger og ønsket at sætte mig selv i spil med dem af den simple grund, at du kan meget mere sammen, end du kan alene.”

Aktivistkunstnerens værktøjskasse
Ifølge Wolodzko og Aagaard arbejder de med et begreb, som man kunne kalde ‘Ny Offentlig Kunst’. Metoden ligner lidt antropologiens, og den tager bl.a. afsæt i en definition af Susan Lacy, som beskriver den type kunstner, som arbejder kollaborativt og researchbaseret, som en ‘artist-activist’, der skaber ny mening og nye symboler gennem en form for konsensusdrevet samarbejde med en offentlighed eller en udvalgt social gruppe.

Denne form for praksis kræver kompetencer og værktøjer, der slet ikke har noget at gøre med det, der normalt efterspørges i forbindelse med skabelsen af kunst i konventionel forstand. Aktivistkunstneren står overfor udfordringen at lære at samarbejde og finde ud af, hvordan man sammen skaber komplekse og specifikke publikummer, hvordan man indgår i dialoger med andre discipliner, lærer at udpege steder, der resonerer med offentlige interesser, samt at udrede synlig og usynlig symbolik for mennesker, som i udgangspunktet er forudsætningsløse i det kunstæstetiske rum.

De mest uforudsigelige og fineste former for møder
Erfaringen med kollaborative og researchbaserede projekter gennem de forløbne år har lært Wolodzko og Aagaard, at det er her, de dyrker det ægte forpligtende samarbejde, og derved får adgang til et overflødighedshorn af kompetencer, netværk, ideer og handlemuligheder. Her – oplever de to kvinder – sker de mest uforudsigelige og fineste former for møder. For den kollaborerende og inkluderende arbejdsmetode, som de begge længe har været med til at udvikle – både hver for sig og sammen – er nok overfladisk betragtet både langsommere, mere besværlig og mindre spektakulær end mange solokarriereforløb, men på den lange bane skaber den samarbejdende metode til gengæld et flerstemmigt æstetisk og filosofisk bevidsthedsrum, som hele tiden næres og vokser gennem de interaktioner, som fra flere og flere kanter tilkobles det.

”Vi arbejder med et meget langsigtet perspektiv, og deri spiller tiden og relationerne naturligvis en helt afgørende rolle,” siger Grete Aagaard.

For eksempel har Agnieszka tidligere været på residenceophold i Sigrids Stue, mens hun researchede til sin PhD Participatory Art in Scandinavian Countries, som hun lavede for Mickiewicz University i Poznan.

”Først og fremmest var det et vigtigt bidrag til den polske forskning, idet der dengang ikke fandtes noget teori om området på polsk, og sekundært var afhandlingen med til at kaste lys over metoden, der ikke havde den store udbredelse i de østeuropæiske lande,” uddyber Wolodzko.

Verden trænger til, at nogen går på tværs
De to kuratorer er enige om, at verden lige nu trænger til, at nogen går på tværs af de konventionelle kanaler, som formidler viden om det, som sker rundt omkring os.

”Vi har for eksempel glæde af at lytte til Vira Baldyniuk, journalist og redaktør af kulturmagasinet Korydor i Kiev, fordi hun kan give os indsigt i, at der rent faktisk findes intellektuelle og kunstneriske kræfter i Ukraine, der aktivt modarbejder den omsiggribende højreradikalisering, som finder sted.”

Vira gav forleden en talk, Art and Reality Check, i rum46 og bidrog på den måde til et mere nuanceret billede af nutidens Ukraine, som mange sikkert ser for sig som et sønderskudt land befolket af mennesker uden håb og handlemuligheder.

Samme aften kunne man også lytte til en artist talk: Howling Houses & Screeching Tires med Ella Ziegler fra Berlin og pt artist-in-residence i Sigrids Stue, Gellerup/Aarhus. Hendes udgangspunkt var den lokale ghetto, som i disse år er i gang med en større strukturel omkalfatring, og Ellas undersøgelser og analyser af sten og objekter i det offentlige rum kastede ligeledes et nyt, legende og æstetisk nysgerrigt blik ind i området.

TV og radio tropper op
Undervejs i samtalen kommer vi ind på kunstens status i samfundene, og her fortæller Wolodzko, at hun i Gdansk, hvor hun opererer, oplever en utrolig interesse fra medier og lokalbefolkning, hver gang hun offentliggør et nyt udstillingsprojekt:

”TV og radio tropper op – ofte flere gange, og derfor møder jeg også stor genklang på gaden, hvor folk naturligvis er nysgerrige, fordi de har hørt om og set billeder af udstillingerne via medierne,” fortæller hun og beretter, hvordan man siden jerntæppets fald har oprettet samtidskunstcentre mange steder i det tidligere Østeuropa ved hjælp af midler fra den ungarske rigmand og demokratiforkæmper George Soros:

“Kunsten er det eneste sted, hvor der hersker en reel ytringsfrihed, og derfor var den så nødvendig dengang – nøjagtig som den er det nu.”

På spørgsmålet om hvilket publikum, der opsøger rum46 svarer Grete Aagaard, at ud over de faste, er det meget forskellige mennesker, der viser sig, og at det selvfølgelig har noget at gøre med de tematiske udstillinger og stedets i forvejen neddæmpede og langsigtede strategi.

Men, påpeger hun med et smil: “Vi har jo trods alt fastholdt stedet her siden 1990’erne, og lige så stille spredes ringene i vandet, og det samme sker heldigvis også ude i lejligheden i Gellerup, som vi kalder Sigrids Stue.”

Kommentarer

Del artiklen

'En forbedret fremtid?'

Facebook