Der er gratis adgang på Davids Samling, som er et helt enestående sted i København. Her kan man bl.a. se enestående malerier af Hammershøi, interiør fra guldalderen og en fornem islamisk samling. Man viser også mindre udstillinger med nutidige kunstnere, der på en eller anden måde går i dialog med stedets samling. Lige nu er det fotografen Krass Clement, der har hængt sine værker op.
Fremkaldt
Impasse Hotel Syria er titlen på Krass Clements udstilling i Davids Samling. Impasse betyder dødvande. Udstillingens billeder er taget i 2001 – altså i tiden, hvor Bashar al-Assad lige har overtaget magten efter sin far, og der endnu knytter sig forhåbninger til, at han vil arbejde for reformer og et mere åbent land.
Krass Clement har ikke udstillet disse billeder før, men fundet dem frem nu, 16 år efter. Billederne er stadig de samme som dengang, karakteristiske for Krass Clement i deres kunstneriske udtryk, men fordi der er sket det, der er sket i Syrien, er de også blevet noget andet. De er blevet vidnesbyrd om et land, der var. Man ser på disse mennesker og spørger uvægerligt sig selv: Lever de stadig? De to drenge, der kigger op bag en jordvold, hvor der står en due mellem deres ansigter. Den ene ser på dig, den anden ser et set andet sted hen, de er måske 12, 13, 14 år gamle, deres ansigter i overgangsfasen mellem barn og voksen. Er de nu voksne mænd i en flygtningelejr i Grækenland eller ligger deres lig på bunden af Middelhavet? Sådan er tiden også altid en uberegnelig medspiller.
Tidslomme
Men går man til udstillingen for at se dokumentarisk fotografi, bliver man skuffet. Vi er så vant til at se fotografisk dokumentation fra den store verden. Virkelig gode billeder, der viser os andre steder, andre mennesker, hvordan der ser ud, hvordan der leves. Krass Clements fotografier fra Syrien i 2001 er ikke dokumentariske billeder, selvom de naturligvis også er dokumentationer fra et sted.
Hans mål har ikke været at vise os, hvordan man bor og lever i Syrien anno 2001. Han er rejst til Syrien, som han er rejst andre steder hen i Danmark eller verden, og de steder, han har opholdt sig, har han med kameraet som medie arbejdet kunstnerisk ud fra det, han blev fanget af. Mit gæt er, at der netop i Syrien i 2001 kunne være mange ting, som fangede hans nostalgiske åre, fordi landet også – for den vestlige besøgende – har kunnet opleves som en art tidslomme med små butikker, børn der legede på gaden, barbersaloner, gamle skilte.
Pressemeddelelsen fortæller, at Clements fotografier er taget i Damaskus, Palmyra, Deir ez-Zur, Homs og Aleppo, men på udstillingen kan man sjældent se, hvor det enkelte billede er taget, og der er ganske få spor, der gør de konkrete steder synlige. Det er karakteristisk for udstillingen, at det er billederne selv, der taler, ikke tekstlig information. Jeg kan godt lide det valg; at man tror på, at billederne kan stå selv.
At begynde at se
Ved første øjekast er Krass Clements billeder næsten amatøragtige, snapshotagtige. Skæve, uskarpe, horisonterne styrter, motiverne kan være ganske upåfaldende. Man skal simpelthen – fotografisk overfodret, som man er – stille sit syn om. Og gør man det, er det fuldstændigt overvældende, som om man begynder forfra, og pludselig lærer at se igen.
Krass Clements billeder er med enkelte undtagelser i s/h og har noget sådan lidt 50’er-agtigt over sig. De er bløde og mørke og fulde af gråtoner. De er optaget af linjer og af vinklers underlige møder i rum. Det er som om, Clement i sine fotos viser os ting, vi hele tiden ser, dog uden rigtigt at se dem, fordi vi med vores bevidsthed om, hvad det er, vi ser – en hjørne af en plads, en trappe, en mast – så at sige retter op på det skæve, får det til at give mening, lader fornuften forklare os, hvad vi ser. Krass Clement viser os billederne, før de er blevet til mening. Eller på grænsen mellem rytmiske mønstre og mening. De ligger hele tiden og vipper mellem de to domæner. Denne desinteresse i det konkrete motiv til fordel for en rytme, et mønster, et særligt sammenfald, er befriende.
Rejsen
Det første rum markerer rejsen. Gamle togvogne, som kunne minde om Europa i 50’erne eller før, der er trædøre, det er slidt, men også med en næsten romantisk patina. Vi ser ud af vinduet, vi kører igennem et ørkenlandskab, man kan ane togets rum i spejlingen på det billede, han har taget ud gennem vinduet. Vi passerer en gravplads. Så ligger der en død hund der i ørkenlandet, pels og sand, der nærmer sig en tredje helhed, det er nærmest umuligt at sige, hvad der er hund, og hvad der er sand, naturen er i gang med at æde hunden tilbage i landskabet igen. Billedet kunne være et billede på Clements egen praksis: at motivet er der, men også næsten forsvinder, falder tilbage i et præbillede.
Vi kommer til hotellet. Igen er det denne stemning af fortid. Clement ser de steder, som måske i ham fremkalder fornemmelsen af tidligere tider, som Syrien er et fremkalderbad for. Hotel Baron, som det formodentligt er, er Aleppos ældste hotel, der tidligere har huset en perlerække af honoratiores. Og hvor Agathe Christie sad og skrev Mordet i Orientekspressen. Den enorme, gammeldags dobbeltvask, den lidt tomtseende stuepige i sit stive antræk, som kommer til syne som en spejling i det store skabsspejl. Hun er der, og hun er allerede kun en spejling, allerede et billede, før hun bliver fotografens motiv.
Mønstre og linjer
I det andet rum er det mere linjerne og vinklernes møde, der stilles ind på, der er hele tiden noget, der vælter, noget, som en ”ordentlig fotograf” ville have rettet op på, stillet skarpt på, skåret fra, men hos Clement er det netop disse elementer, der fanger ham. Der peges på det, vi ikke kan se, det, der ligger lige bagved eller ude til siden. Der er noget, der rumsterer, verden er ikke faldet på plads. Og der opstår korrespondancer billederne imellem, der er temaer, der dukker op og spejler hinanden.
Det klassiske
Bedst som man synes, at han ikke kan blive mere underspillet, dukker der et helt klassisk maleri op i det tredje rum. Vi ser to tørklædeklædte kvinder, den yngre står inde i en niche, den ældre, der er barfodet, rækker hånden frem mod hende. Det er ikke til at sige om den ældre tigger, eller hvor det udspiller sig. Men set på afstand glider den udstrakte hånds gestus en anden, den smelter sammen med et kunsthistorisk motiv, der handler om velsignelse eller om et ønske om at røre ved en hellig person. Der er en lysende blidhed i det billede, det ligger og glider frem og tilbage mellem et konkret nu og en mere evig og symbolsk tid.
En kvindes lidt mutte måneansigt. Et mørkt blik og den måde hendes dragt er sådan lidt frotteagtig på, fem hvide, lysende knapper, det er sært æggende.
Nogle af fotografierne går i dialog med hinanden. En drengs hånd på en trædør, i det næste billede en tildækket kvindes hoved i samme position som drengens, hvor drengens hånd sad, er der en mørkere sten i muren, og pludselig er det det, vi ser, et mønster, den måde verden hele tiden taler i mønstre bagom ryggen på os. Køber man den utroligt smukke bog, bliver det i endnu højere grad tydeligt, i hvor høj grad Clement arbejder med at komponere sine egne, nærmest musikalske forløb.
I det sidste rum er der flere billeder fra byen – de steder, hvor alting er uendelig grimt og uæstetisk, men samtidig har sin egen skønhed. Små lokale steder, en mand i en lille butik fyldt med bløde stofpakker, kulørte neonskilte, en gammel biograf. Byrummet overskriver sig selv, plakater, der allerede er flossede, tegn ovenpå tegn.
Et af de smukkeste værker viser en buet mur hvorpå en kvindes skygge tegner sig. Ikke en smuk kvinde, men en lille lidt undseelig krop, en taske dingler fra hendes arm. På muren peger en pil ind mod det, vi ikke kan se, der hvor mørket kommer fra, og der, hvor kvinden, der kaster skyggen, må stå. Det er et billede af et fravær og et billede af der, det hele begynder – lige bagved – inde i mørket.
