For tiden kan man på vægge og i montrer studere fotografen Krass Clements (f. 1946) fotografier og bøger. Der er langt imellem Krass Clements udstillinger, så udstillingen er en sjælden chance for at opleve hans fotografier som værker. Han har igennem sin lange karriere prioriteret bøger højere end udstillinger og har lagt de fleste kræfter i en række bøger med fotografiske serier, der bærer umiskendelige træk af melankoli, ligesom han har et indgående engagement i og blik for de menneskeskæbner, der omgiver ham.

Udstillingen i Museumsbygningen med ovenlyset og de mange sale en suite viser billeder fra bøgerne Af en Bys Breve (1993), Påskesøndag ml. 11 og 16 (2001) og Det lånte Lys (1995) samt en række nye fotografier, som Krass Clement har taget i de kriseramte byer Paris og Athen. Disse fotografier udstilles for første gang.

Krass Clement har drejet dansk dokumentarfotografi i en ny, poetisk og subjektiv retning. Han stiller ikke fotografiet i tjeneste for noget andet; han bruger virkeligheden som metafor for sine ofte meget emotionelle og gådefulde fortællinger.

Han er uddannet som filminstruktør ved Den Danske Filmskole (afgang i 1973). Han debuterede i 1978 med bogen Skygger af øjeblikke med fotografier fra perioden 1963-77, efterfulgt af en lang række nyskabende fotobøger.

Ud over de, som nu udstilles, kan bl.a. nævnes: Det tavse land (1981) med fotografier fra Danmark, Gentagelsens fest (1984) med motiver fra det københavnske 6-dagesløb, Byen bag regnen (1987), et portræt af København fra 1964-87, Ved døden (1990) med fotografier af hans døende mor, Hvor ingen talte (1991) med fotografier fra Moskva, Af en bys breve (1993) med fotografier fra Lissabon, Det lånte lys (1995), et fotografisk essay, Drum (1996) med motiver fra Irland, Langs vinden (1998) et fotografisk essay, Færgen (1999) med motiver fra den sidste Difko-færge og en række andre fotobøger. Han er blevet hædret med en lang række legater og priser, bl.a. Thorvald Bindesbøll Medaljen (i 1999).

Clements fotografier formidler altid noget andet end den rene dokumentation af bestemte begivenheder eller situationer. Fra serien Påskesøndag ml. 11 og 16 fokuserer han på en søvnig, småborgerlig parcelhusvirkelighed, som han spidder med skjult ironi. Serien kulminerer med en række billeder, fotograferet ned i toiletkummen, hvor hans gule ruin danner kontrast til den hvide kumme som en direkte kommentar til påskens dyrkelse af fugleæg som frugtbarhedssymboler.

Det karakteristiske for Clements kunstneriske virksomhed er, at fotografiet 100 % tjener hans egen historie, og det er derfor helt subjektivt og frit – uden at stå i andres tjeneste – i modsætning til brugsfotografiet.

Krass Clement, der er søn af maleren Kay Christensen, begyndte at fotografere allerede som 11-årig. Han var fra starten optaget af den usagte, menneskelige historie, som lader sig fastholde af fotografiet.

”Det mystiske ved fotografiet er jo, at det ikke fortæller en historie, men giver en række stikord i kraft af billedet, som så på en mærkelig måde alligevel danner en historie i betragteren. Som i poesien, hvor de konkrete ord danner et billede i læserens bevidsthed. På den måde synes jeg, at fotografiet – i sin mest lykkelige form – og poesien er beslægtede. I filmen er der derimod tale om en konkret, fortløbende historie,” har han en gang fortalt til ovennævnte i et interview.

Portfolio