Bogrevy: Spændende kunstnere og dybe refleksioner

Bogrevy: Spændende kunstnere og dybe refleksioner

Illustration fra bogen Susanne Ussing – mellem kunst og arkitektur. Foto: Strandberg Publishing

Vis billedserie

Fra Viera Collaros lysværker over Susanne Ussings normløse energi til menneskefigurer i islamisk kunst. Mange kunstbøger så dagens lys i 2017. Kunsten.nu bringer her en præsentation af nogle af dem.

Zen – og kunsten at finde roen
Frem til 13. januar er der to signalkraftige lysværker på Den Frie Udstillingsbygnings sydlige facade: Det ene er i mindre, blå neonbogstaver: Not Hate. Det andet er i glødende røde, store neonbogstaver: Love. Værkerne, der jo både er skulpturelle og konceptuelle, er Viera Collaros (f. 1946) bidrag til kunstnersammenslutningen Grønningens udstilling. De er symptomatiske for hendes kunst generelt, hvilket fremgår af hendes nye bog Essence of Light, der undersøger værker fra hendes hånd fra de seneste ti år – hvoraf mange er skabt til det offentlige rum. Et imponerende antal oplever vi: Til Musikkens Hus i Nordhavn, værker til plejehjem, til Nyborg Strand Hotel, til Københavns Universitet etc., etc.

Collaros værker er båret af et vidunderligt farvet lys, som Nanna Stjernholm Jepsen i bogen beskriver således: ”Hendes værker udfolder sig som rumlige erfaringer af formelle kompositioner i lys og farve, altid med fokus på beskuerens krop og perceptuelle erfaring.” Jens Tang Kristensen skriver i sin artikel bl.a: ”Collaro gør beskueren opmærksom på tilblivelsesformernes potentialitet, som den både kan siges og artikuleres i det transcendente lys.” Altså en kunst, der antyder noget – en betydning, som ligger latent i den. Godt set og sagt.

I samtalen mellem Campau og Collaro taler de bl.a. om stedsspecificitet og den inspiration, som sidstnævnte har hentet hos minimalistiske kunstnere som Dan Flavin og Donald Judd, som begge har arbejdet med lys. De kommer også ind på Collaros vigtige samarbejde med Niels Nedergaard, som bl.a. udmundede i udstillingen 1000 farver i 1975. Dette system baserede sig på grundfarverne gul, cyan (blågrøn) og magenta (rødviolet), som til sammen dannede tre 10 x 10 x 10 farver. Der var tale om en slags systematisering af farverne – et sublimt værk, som også gengives i bogen.

Viera Collaro: NOT HATE_LOVE, 2011-2017. Foto: David Stjernholm

Viera Collaro, der er optaget af zenbuddhisme, siger om sin kunst: ”Jeg ønsker at påvirke en hverdag positivt ved at etablere en pause og en ro gennem værkets tilstedeværelse […] for mig er det menneskelige aspekt i værket det centrale.”

Det er en spændende dialog mellem to billedkunstnere, hvis kunstneriske arbejder er sammenlignelige og dog alligevel så tilpas forskellige, at de kan berige hinanden, selvom de tilhører hver sin generation.

Viera Collaro: Essence of Light. Med tekster af Nanna Stjernholm Jepsen og Jens Tang Kristensen og Viera Collaro i samtale med Ruth Campau. 140 s., 190 kr.

Negrøj Olrac Nesral – Jørgen Carlo Larsen
Jørgen Carlo Larsen (f. 1954) arbejder i både to og tre dimensioner. Især det sidste. Hans kunst er absurd, og han vender tingene helt på hovedet, hvilket imidlertid ikke har forhindret ham i at få en lang række udsmykningsopgaver. Arbejder og andet 1991-2016, som er udkommet på Space Poetry, leverer et udpluk af hans arbejder fra de seneste 26 år, fotograferet af ham selv. Det er et kig ind i en af de mest frodige og originale danske billedkunstneres verden. Jørgen Carlo former ting ud af hverdagens genstande på underfundige og overraskende måder. I 2016 modtog han Danmarks største skulpturpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen-Legatets Hæderspris.

Bogens billeder fordeler sig rytmisk på siderne, og den er originalt layoutet af Aase Eg. Ryggen er syet sammen med symaskine af Jørgen Carlo Larsen selv. Det er et bogobjekt, en artist book, der foruden de mange billeder bringer tre tekster: En af hovedpersonen selv, en humoristisk, oplysende tekst af maleren Jesper Christiansen, som har kendt kunstneren altid, og som i øvrigt morer sig med at skrive hans navn bagvendt – derfor denne overskrift. Endelig skriver kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen om kunstneren, som hun betragter som en moderne ”spoliekunstner”, dvs. en kunstner, der ”sætter gamle møbler sammen til nye, kosteligt ubrugelige former,” parallelt med den praksis, som man kender fra det oldkristne kirkebyggeri, hvor antikkens byggelementer indgik i nye konstellationer.

Jørgen Carlo Larsen: Arbejder og andet 1991-2016. Rigt illustreret med fotos af kunstneren. Forlaget Space Poetry. 150 kr.

Forsiden til bogen. Foto: Aristo

Strædes skulpturelle alfabet
Morten Stræde (f. 1956), som var professor på Kunstakademiets Billedhuggerskole fra 1994-2003, er en af vores fineste billedhuggere.

Med afsæt i dekonstruktivisme, postminimalisme og postmodernistisk filosofi fandt han tidligt sine egne veje og har tilført skulpturen nye formverdener og erkendelses- og oplevelsesdimensioner. Selv om de ofte er cool, så har hans komplekse værker gennemgående en intensitet og poesi.

Nu har forlaget Aristo, som drives af arkitekten Jens Bertelsen, udgivet en bog om Stræde. Den anlægger nye vinkler på hans kunst, da den er skrevet af den tunesisk fødte kunsthistoriker og kurator Courtney J. Martin, som i øvrigt netop er tiltrådt som vicedirektør og chefkurator ved Dia Art Foundation i New York. Hun har stor respekt for Stræde og sætter ham i relation til den internationale kunsthistorie med referencer til billedkunstnere som Bill Viola, Bruce Nauman, Alberto Burri, Richard Serra m.fl., men også til ældre modernister, især Naum Gabo.

Martin skriver forbilledligt klart om Stræde, og vi kommer langt ind i hans kunstneriske univers og forstår, hvordan formfigurer går igen – især cirkelformen. Der er især fokus på Strædes eminente evne til at skabe skulpturer i stor skala til det offentlige rum. Titlen er hentet fra den amerikanske kunsthistoriker Herbert Read, der opererer med begrebet touch-space, dvs. at skulpturen er en tredimensional form i rummet, som indbyder til en taktil omgang med den. I slutningen af bogen er der et katalog over Strædes tredimensionelle værker. Heraf fremgår det, at mange af dem desværre er destrueret. Det er sket, fordi de pladskrævende skulpturer ikke altid har kunnet finde en køber. Bogen løfter Strædes kunst ud af den lille, danske andedam og sender den videre til den internationale kunstverden med en varm anbefaling.

Det håndgribelige rum. Billedhuggeren Morten Stræde. Aristo. 160 illustrerede sider. Bogen findes også på engelsk med titlen: The Tangible Space. 200 kr.

Feministisk og subversiv
At bladre i bogen om Susanne Ussing (1940-98) er som at orientere sig på en yngre samtidskunstners hjemmeside. Hendes værker virker som super nutidige kunstformer. Allerede i slutningen af 1960’erne opgav hun respekten for kategorier og medier. Altid uhyre alsidig og eksperimenterende bestræbte hun sig på at involvere publikum direkte i sine multimediale, generøse og overskudsprægede værker. Oprindelig uddannet som keramiker og arkitekt skiftede hun over til kunstens frie rum og skabte primært rumlige værker i allehånde materialer fra sne, tekstiler, keramik og papmaché til tang, træ og polyuretan etc. Skønt hun var feminist, udtrykte hun sig hele vejen igennem med en befriende humor og et poetisk overskud.

Illustration fra bogen (I drivhuset). Foto: Strandberg Publishing

Det mest kendte værk fra hendes hånd er nok I drivhuset, en interimistisk kæmpeskulptur af en knælende kvinde. Den var skabt af hønsenet, avispapir, sten, granit, træ, zink med videre. ”Foruden at være et symbol på det sammensatte menneske, både stærk og sart, er hun også et monument til håndværkets bevarelse,” skrev kunstneren i 1987. I bogen leverer Birgitte Thorsen Vilslev en spændende analyse af dette megastore værk, der har ført et fragmenteret efterliv. Bl.a. kunne man se elementer fra det på den store, retrospektive udstilling med Susanne Ussing på Den Frie, Susanne Ussing i vadestedet mellem ulykkelig drøm og kluntet virkelighed i 2014.

Mikkel Bogh bemærker i forordet, at Susanne Ussing ”sandsynligvis ville have frabedt sig at blive betegnet som ”en ener” i dansk kunst.” Men konkluderer, at hun ikke desto mindre må betegnes som ”en ener i måden at krydse grænser på, en ener i sin kreative tilgang til rum, perception og materialer og en ener i dansk sammenhæng i den konsekvens, hvormed hun fortolkede centrale, internationale strømninger inden for 1960’ernes og 1970’ernes kunst og arkitektur.”

Der er desuden velskrevne og instruktive artikler af bl.a. Carsten Thau og Tania Ørum. Selv om Susanne Ussing helst undgik det monumentale, så er bogen selv et monument over hendes væsentlige bidrag til kunstscenen trods sit alt for korte liv.

Susanne Ussing – mellem kunst og arkitektur. Med tekster af Af Birgitte Anderberg, Dola Bonfils, Ning de Coninck-Smith, Elisabeth Delin Hansen, Peter Laugesen, Ulrikke Neergaard, Carsten Thau, Birgitte Thorsen Vilslev og Tania Ørum, Strandberg Publishing, 272 s., 350 kr.

Udvidede papirarbejder
Billedhuggeren Torben Ebbesen (f. 1945) er lige dele filosof, entreprenør og opfinder. Sprængfyldt med idéer og visioner er han en teoretiker og praktiker i en og samme krop. Nu har forlaget Aristo udgivet en bog med hans tegninger, der – fremgår det – er en stærk udvidelse af tegningen som kategori. Måske skulle man derfor hellere bruge betegnelsen papirarbejde? Her er skitser, udkast og projekttegninger og appropriationer af værker fra kunsthistorien, som Ebbesen udførte tidligt. Ofte er der et samspil mellem skulpturen og tegningen. Fx skriver han om sine 27 skulpturskitser, som gengives i bogen: ”27 tegninger, der indkredser sig selv som skulpturen, der spejler sig i tegningen.” Parentes bemærket har Torben Ebbesen en fantastisk streg. Manden kan virkelig tegne alt, hvad der falder ham ind.

Da Torben Ebbesen altid har tegnet, udgør hans tegninger derfor nærmest en biografi, som den tyske kunsthistoriker og kunstkritiker ved Artforum Michael Hübl bemærker i bogen. Tegningerne lader os følge kunstneren på meget tæt hold. Vi når så at sige helt ind under huden på ham. ”Når det indvendige vendes udad, billedliggøres og oplyses en struktureret ensomhed. Udvendiggørelsen kan i bedste fald etablere et fællesskab i ensomheden,” skriver kunstneren selv. Set i den optik virker kunsten som mediator mellem os ensomt fødte og ensomt døende mennesker, mener altså kunstneren.

Michael Hübl skriver i forordet, at bogen giver ”et grundigt indblik i Torben Ebbesens kunstneriske værksted – og lader os samtidig erkende det høje æstetiske niveau, som ikke mindst har hentet sine meste levende impulser fra mediet tegning.” Der er tale om et mindre udvalg, for Ebbesen har været højproduktiv i hele sit lange virke, så man har måttet koncentrere sig om få og velvalgte tegninger fra perioden 1962 til 2015. Hvilken frodig fantasi, hvilken original anvendelse af de mest forskelligartede, marginale og pauvre materialer ser man ikke hos denne billedhugger, der var medstifter af og udstiller i kunstnerfællesskabet Ny Abstraktion i 1976-88. I de tidlige tegninger aner man inspirationen fra Richard Mortensen, som var Ebbesens professor på Kunstakademiet, og senere fra den russiske suprematisme, især Kazimir Malevitj og El Lisitskij.

Mange af disse papirværker er collage og assemblageagtige og fuldgyldige værker i kunstnerens produktion.

Anna Krogh betegner kunstneren som eklektiker, dvs. ”han udvælger. Kunstneriske, filosofiske, arkitektoniske, skulpturelle idéer sidestilles og sammensættes i udtryk, der i sagens natur på én gang er enkle og komplekse.” Det er en fin karakteristik af Ebbesens kunst i almindelighed og hans papirarbejder i særdeleshed.

Torben Ebbesen: Malede tegninger på papir. Med tekster af Michael Hübl, Anna Krogh og Torben Ebbesen. Aristo, 278 s., 300,- kr.

Illustration fra bogen. Foto: Strandberg Publishing

Menneskefiguren – også i islamisk kunst
For tiden og frem til den 13. maj viser Davids Samling en særudstilling med samme titel som kataloget, som ledsager den: Menneskefiguren i islamisk kunst – folk, fyrster og hellige mænd. Jeg har endnu udstillingen til gode, men glæder mig til at se den i juleferien, især nu hvor jeg er blevet dejligt inspireret af det informationstætte, smukke og gennemresearchede katalog.

Der hersker en forestilling om, at det er forbudt at afbilde mennesker i den islamiske kunst. Denne forestilling blev yderligere bestyrket under Muhammedtegningkrisen herhjemme i 2005-2008 og under Charlie Hebdo-terroranslaget i Paris i 2015, der var en religiøs billedstorm fra islamistiske terroristers side rettet mod fremstillinger af profeten Muhammed i billedform. Kataloget dokumenterer imidlertid, at islamisk kunst hele vejen igennem har opereret med afbildninger af mennesker. Bogen giver mange eksempler på motiver med arkitektur, erotik, scener med falkejagt, krigsscener, fester og ceremonier etc. Mange af værkerne er miniaturer, som i kraft af bogens coffee table-format kan gengives 1:1 med en deraf følgende forbløffende detaljerigdom og med mange meget klare farver.

Bogen/kataloget er mums for alle billedelskere. Hvert enkelt af de 75 udstillede hovedværker får en grundig og instruktiv beskrivelse, og man lærer virkelig meget om den islamiske ikonografi. Mange motiver skildrer de fyrstelige miljøer. Ligheden strækker sig her fra de mere stiliserede fremstillinger til de meget naturalistiske.

Værkerne stammer fra den klassiske islamiske kunst frem til ca. 1850. Værkerne hidrører fra store dele af den islamiske verden, bl.a. Indien, Tyrkiet, Iran, Irak og Afghanistan. Det drejer sig om religiøse motiver, ornamenter, dekorationer og symboler, videnskabelige illustrationer, livet ved hoffet, kærlighed, kvindefremstillinger med videre. Det er fremragende billedkunst med indlysende æstetiske kvaliteter og stor detaljerigdom, der gør det til en fest for øjet at zoome ind på.

Menneskefiguren i islamisk kunst. Folk, fyrster og hellige mænd. Med tekster af Kjeld von Folsach, Joachim Meyer og Jacob Skovbjerg-Petersen. Udgivet af Davids Samling og i kommission hos Strandberg Publishing. 280 s., 350 kr.

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Bogrevy: Spændende kunstnere og dybe refleksioner'

Facebook