Skuffelsens manøvrerum

Skuffelsens manøvrerum

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Udsnit af udstillingen. Foto: Tranen

Med New Age Headache går Uffe Isolotto i kødet på det søgende menneske, der i kunsten forgæves leder efter en højere indsigt. Ved at blotlægge ubevidste relationer i sine værker, ansporer den danske kunstner i stedet den besøgende til at se indad. Udstillingen domineres dog af en række markante visuelle udtryk, der let kommer til at skygge for det erkendelsesmæssige sigte.

Hvis skuffelsen er et vilkår, når det søgende menneske møder kunsten, hvordan kan man som kunstner så komme denne skuffelse i forkøbet og tilbyde alternative erkendelsesrum? Dette synes at være problemet, som Uffe Isolotto angriber på Tranen med udstillingen New Age Headache, der er kunstnerens seneste soloudstilling i Danmark siden 2013. Værkerne er bygget op som en række gådefulde formdannelser, der har kroppen som fælles referenceramme, og placerer sig dermed i forlængelse af nogle af Isolottos tidligere værker uden dog på samme måde at være seksuelt eksplicitte.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Foto: Tranen
Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Foto: Tranen

Som en del af udstillingen på Tranen, der holder til i stueetagen på Gentofte Hovedbibliotek, har Uffe Isolotto placeret en kvindeskulptur på det massive gelænder, der skærmer etagen ovenfor. Bevæger man sig derfor op på første sal, vil man opleve på en gang at være i øjenhøjde med ét af værkerne, medens man står og kigger ned i det egentlige udstillingsrum. Således opløser Isolotto grænsen for, hvor Tranen slutter og biblioteket begynder, og helt i tråd hermed slår væggene farverige sprækker, som om udstillingen vil bryde med de rammer, den er blevet stillet til rådighed.

Æstetik mod hovedpine
Når Isolotto i pressematerialtet bliver spurgt ind til sin æstetik, betoner han netop kontrasten til udstillingsstedets pænhed og beskriver den som “en associativ proces, der mest minder om at vælge bland-selv-slik, mens man holder balancen på en éthjulet cykel”.

Ved at sammensætte visuelle brudstykker, hvis eneste fælles reference er kunstneren selv, forsøger Isolotto at undvige en egentlig essens i værkerne. Han beskriver selv udtrykket som drømmeagtigt og gådefuldt og lægger vægt på værkernes førbevidste relation til det skabende subjekt. Når værkerne ikke har en betydningsmæssig kerne, imødegår de den ellers uundgåelige skuffelse og følgende hovedpine hos beskueren, som i stedet får et blik ind i det komplekse, menneskelig sind – kunstnerens eller i almindelighed.

Værkerne bærer da også præg af at være sammensat af mange forskellige udtryk og materialer, og man kan således forfalde til at mene, at det er den totale tilfældighed, der råder. Ved nærmere inspektion er der alligevel en række gennemgående træk, der binder dem sammen; Det flænsende, det gennembrydende og den nøgne krop, der snarere er kød end legeme går igen i mange af værkerne.

Man kan som besøgende naturligvis forholde sig kritisk over for præmissen, men som altid giver det større udbytte at gå med i hvert fald et stykke af vejen. Isolotto har måske ligefrem en kur mod hovedpinen, hvis han kan få patienten til at tage medicinen?

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Udsnit af udstillingen. Foto: Tranen
Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Udsnit af udstillingen. Foto: Tranen

Et fravær af krop
På gulvet har Isolotto placeret en skulptur i tre dele, der befinder sig i et spændingsfelt mellem det organiske og det uorganiske. Fra måtter lavet af skumrester vokser tre krogede metalfigurer, der i deres form mimer væggenes påmalede sprækker. Fra hver af disse er der i kobbertråde udspændt to metalgenstande, der leder tankerne hen på overdimensionerede kropspiercinger. Til måtterne er der med grønne tees (fra golfbanen) desuden fæstnet en dyne og en hovedpude.

Kunstneren lader i værket piercingerne hænge frit og fratager dem derved deres kropsgennembrydende formål. Til gengæld borer golfpløkkerne sig gennem dyne og pude, der kunne være substitutter for den fraværende krop, hvis det ikke var fordi, de fremstod så renvaskede, at man mistænker dem for aldrig at have været i brug.

I denne udlægning kan skulpturerne altså forstås som værende i en tilstand, der er før mødet med kroppen. Ved på den måde at understrege et fravær af krop opnår Isolotto to ting. Dels får han paradoksalt nok fokuseret på kroppen, og dels får han gjort opmærksom på fraværet af essens i værkerne, som er en central pointe med udstillingen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Udsnit af udstillingen. Foto: Tranen
Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Udsnit af udstillingen. Foto: Tranen

#newageheadache
Hvis kroppen er fraværende i det føromtalte værk, forholder det sig anderledes med de tre grupper af kvadratiske prints, der pryder væggene på Tranen. I en række digitalt manipulerede collager blander Isolotto en god håndfuld forskelligartede billeder, der overlapper hinanden med forskellig grad af gennemsigtighed. Helt i tråd med æstetikken kan vi her tale om flader uden kerne. Det store fællestræk er igen kropsdele eller effekter, der har en funktion i relation til kroppen, men der indgår også blomster, dyr og elektronik.

Uffe Isolotto: The Ego & The Abyss #selfiecliff #sheepskincoat #geosprouter #rainbowcookie #rockclimbingpulleys #newageheadache, 2016, Skærmbillede fra telefon: Christian Meisels Asmussen
Uffe Isolotto: The Ego & The Abyss #selfiecliff #sheepskincoat #geosprouter #rainbowcookie #rockclimbingpulleys #newageheadache, 2016, Skærmbillede fra telefon: Christian Meisels Asmussen

Video- og billeddelings-app’en Instagram spiller også en rolle for New Age Headache. Isolottos kvadratiske collager er som skabt til dette medie, og kunstneren har også selv delt flere af værkerne på sin egen profil under hash-tagget #newageheadache. Men Isolotto udnytter faktisk også app’en til at berige sine billeder med hash-tags for hver enkelt af de flader, der udgør collagen, og viderebringer på den måde værkerne på den indekserbare kommunikationsforms præmisser. Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at værkerne på trods af det undseelige format fungerer bedre på Instagram end på væggene i Tranen. Hvor de på telefonen opnår fylde og lys, kommer de til at fremstå tynde og matte på Tranens vægge.

En surrealistisk parallel
Det er nærliggende at drage paralleller fra Isolottos collager og skulpturer til surrealismen.

Ligesom i mange surrealistiske værker er det ikke en genial kunstners indsigt, der skal viderebringes til beskueren, men derimod et gådefuldt indblik i et komplekst skabersubjekt.

Et andet fællestræk er en drømmeagtige sammensmeltning af objekter og flader, som skaber nye uvirkelige figurer.

På trods af værkernes sammensatte karakter synes jeg, at de fremstår lidt for trivielle til reelt at etablere et alternativt erkendelsesrum. Jeg oplever i højere grad en række distinkte stilistiske øvelser og en begejstring for det banale træde i forgrunden. Det medvirker til, at New Age Headache tilbyder en sammenhængende oplevelse, men det betyder også, at den besøgende i højere grad end overtegnede skal dele Isolottos smag for “bland-selv-slik”, hvis hovedpinen for alvor skal kureres.

Kommentarer

Del artiklen

'Skuffelsens manøvrerum'

Facebook