Det skal du se! uge 11

Det skal du se! uge 11

Rikke Ravn Sørensen: Work in progress. Foto: Rikke Ravn Sørensen

Kunsthal Nord
18 mar – 30 apr  Rikke Ravn Sørensen og Peter Frimand
Billedhugger Rikke Ravn Sørensen skaber i udstillingen Pomelodyrkerens Terrasse en række værker, der aktivt forholder sig til rummene og Nordkrafts postindustrielle fortælling om ombygning, nedbrydning, proces og omskiftelig arkitektur. Peter Frimand præsenterer i samme periode udstillingen Time Slice, der også inddrager kunsthallens historie og rum, tid og erindring.
Fernisering lørdag 18 mar kl 13-15

Viborg Kunsthal
17 mar – 18 jun The Sleepover – Andreas Emenius: Sticky Minds, Fluid Moves
Viborg Kunsthal vil med projektet The Sleepover invitere en række kunstnere og kuratorer til residencyophold. Andreas Emenius’ udstilling sætter fokus på kunsthallen som en institutionel form med stor fleksibilitet og åbenhed og inviterer beskueren indenfor til en udstilling i proces med energi, bevægelse og forandring. Til åbningen aktiveres udstillingen i samarbejde med modeskaberen Henrik Vibskov i en musikalsk performance.
Fernisering torsdag 16 mar kl 19.30-21

KH7 Artspace
9 mar – 25 mar  Birgitte Munk og Iben West: Fold
Fold er en udstilling i forandring af det kunstneriske makkerpar BIT/ Birgitte Munk og Iben West, der her undersøger dugen som historisk objekt. Udstillingen bliver skabt i rummet og udvikler sig hver dag i den fastsatte periode, hvor BIT folder, pakker, stabler, spreder dugene ud eller laver bunker, der danner skulpturelle, stedsspecifikke kompositioner.
Fernisering torsdag 23 mar kl 17-19

Iain Ball: (Rare Earth Sculptures) Terbium, 2015. Courtesy of the artist and Future Gallery, Berlin. Foto: Matthias Kolb

Kunsthal Charlottenborg
18 mar 28 maj  Welcome Too Late
I samarbejde med CPH:DOX præsenterer Kunsthal Charlottenborg gruppeudstillingen Welcome Too Late med en række af tidens toneangivende internationale kunstnere som Marguerite Humeau, Katja Novitskova, Iain Ball og Parker Ito. Udstillingen tager afsæt i udfordringen ved at skildre samtiden, der ændrer sig med eksplosiv hastighed, og zoomer ud på andre og større tidsligheder end nuet.
Fernisering fredag 17 mar kl 18-22

Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel
17 mar – 29 apri  Stense Andrea Lind-Valdan: KNEBEL
Udstillingen KNEBEL består af værker i gammelt, krøllet og forslået materiale. Lind-Valdans egen krop indgår i en stor del af værkerne, men ofte modvilligt og ambivalent i en forhandling om maleriets præmisser og i en udvidelse af kroppens og maleriets traditionelle, kønslige og psykiske territorier. Knebelen opsummerer alle disse overvejelser i et enkelt dobbeltbillede.
Fernisering torsdag 16 mar kl 17-19

Udstillingsstedet Sydhavn Station
18 mar – 16 apr Kristina Bengtsson: Sel-Mág d’Evis
I udstillingen Sel-Mág d’Evis vises nye skulpturelle, fotografiske og tekstbaserede værker af kunstneren Kristina Bengtsson. Værkerne bruger en socialdemokratisk æstetik og trækker forbindelser mellem det kongelige, svenske skib Vasas tragiske skæbne og 1980’ernes power-business sprog, inspireret af Edward de Bonos idé om lateral tænkning.
Fernisering fredag 17 mar kl 17-21

Udstillingsstedet Sydhavn Station
17 mar – 19 april  Berit Dröse: Zwischenzeit
Berit Dröses billboardværk Zwischenzeit giver selskab til Charles Svejstrup Madsens statue Fiskerkone, der gæster Sydhavn Station for en periode. Berit Dröses værk er et fotografi af en stofskulptur med et poetisk opråb om at give slip og samtidig befinde sig i et limbo. Ordet Zwischenzeit har flere betydninger på tysk og kan forstås som en tilstand i et mellemrum.
Fernisering fredag 17 mar kl 17-21

Kommentarer

Del artiklen

'Det skal du se! uge 11'

Facebook