På Rikke Luther’s (f. 1970) seneste soloudstilling i Kunsthal Aarhus med titlen Corruption – We Lost Control Again kunne man henover sommeren 2019 opleve syv store plancher, der kortlægger den katastrofekurs, som den planetare økobalance er sendt ud på i dag.

Æstetisk ligner kortene undervisningsplancher i naturfag, gamle kort og/eller grafiske repræsentationer af abstrakte ideer. Tre kort kortlægger betons kultur i relation til sandudvinding, fire andre gemmer på værdifulde og overskueligt layoutede kortlægninger af FNs ‘Global Commons’, dvs. store områder, hvor menneskeheden deler jordens naturressourcer, såsom Internationalt Farvand, atmosfæren, det ydre rum og Antarktis. Områder som ikke er underlagt nogen nationalstatslige hensyn.

Denne udstilling var et led i Rikke Luthers ph.d.- projekt Concrete Aesthetics: From Universal Rights to Financial Post-Democracy. Hendes researchbaserede værker vidner om en faktabaseret billedkunst, der undersøger og kortlægger vores helt fundamentale omgivelser – dvs. forhold i den virkelige verden. Forhold, der er objekt i mange faglige discipliner inden for det, man typisk kalder hard science – naturvidenskaberne. Her hviler kunsten på empiriske studier af videnskab og politik, og her er vi så langt fra fake news, som tænkes kan. Her råder objektivitet, logik og stringens.

Den væsentlige og informationsrige udstilling udfoldede Rikke Luthers vedholdende interesse i og kunstneriske omdrejningspunkt omkring intet mindre end verdens tilstand i den antropocæne æra.

Hun visualiserede med al (u)ønskelig tydelighed, hvor galt det står til med klodens tilstand. Spørgsmål som: Hvordan vi hæmningsløst forbruger naturlige ressourcer, som var de skabt alene for at tjene menneskets kortsigtede kommercielle interesser, og hvordan negligeringen af den økologiske balance fører til en meget farlig og risikabel udvikling, herunder klimakrisen med de deraf følgende stigende temperaturer på kloden, der igen forårsager stigende vandstand.

Men navnlig ét materiale flyder igennem alle hendes undersøgelser: Beton. Beton er et formbart byggemateriale, som fik en renæssance efter 2. verdenskrig, hvor den blev selve symbolet på det moderne. Den førte udviklingsoptimismen og humanismen ud i livet og lod almindelige mennesker få adgang til lys og luft og mere plads i boligerne.

Den faciliterede de antihiearkiske bestræbelser og mere velværd for befolkningerne i byerne, mens det i dag i stigende grad er et udtryk for boligspekulation og post-demokratisk populisme.

Jeg har mødt Rikke Luther til en samtale om hendes forskning og kunst, der flyder sammen som to sider af samme sag.

Din kunst adresserer direkte de store spørgsmål om menneskets rovdrift på naturressourcerne, vores adfærd i relation til samfundet og til planeten. Vil du betegne dig selv som en idealistisk kunstner, som ønsker at oplyse og skabe forandring?

”Hvis man tænker idealistisk om politik, ja, så er vi i en situation, hvor vi må handle internationalt – og et af de eneste organer, vi har pt., er FN, med internationale konventioner, samarbejde m.m. Ellers vil jeg ikke betegne mig som idealist, for jeg er mere optaget af at observere verden og at arbejde ud fra, hvad jeg ser. På den måde lægger jeg mig mere efter den ’realistiske’ tradition.”

Luther har altid arbejdet med empiriske metoder og eksakte videnskaber i sin kunst – det gjaldt også i hendes tidligere engagement i N55 og Learning Site.

N55 er en gruppe af kunstnere, der udsprang af et galleri i Nørre Farimagsgade 55, som de tog navn efter. Det har eksisteret siden 1996 med skiftende medlemmer og samarbejdspartnere og har arbejdet med urbane interventioner og med opfordringer til folk om selv at handle på tværs af gængse økonomiske magthierarkier og med nye muligheder i hverdagslivet.

Rikke Luther forlod gruppen i 2004 sammen med et andet medlem, Cecilia Wendt. Sammen skabte de i 2004 Learning Site – en ny platform for samtidskunst, der griber ind i og undersøger steder og sociale relationer i kombination med kunstneriske metoder.

Hvordan kom du egentlig i gang med din ph.d.?

”Det skete i forbindelse med min deltagelse i Sao Paulo-biennalen i 2015, hvor jeg fandt frem til en række nye undersøgelsesmetoder, samtidig med at mit projekt blev mere dybdegående og tværfagligt og rettet imod begrebet ”FN´s Global Commons”, dvs. områder, som inkluderer de naturressourcer, som jordens befolkninger deler, såsom de dybe oceaner, atmosfæren, det ydre rum og Antarktis. Begrebet er udviklet efter anden verdenskrig som en betegnelse for alt det, der ligger uden for nationalstaternes grænser.”

“På det tidspunkt stod det klart for mig, at jeg manglede en institutionel tilknytning for at få en bredere funderet opbakning og lettere adgang til videnssøgning. Det handler om at få støtte og også at få den rigtige ”framing” af mine undersøgelser.”

Rikke Luther er hele tiden på jagt efter ny viden, for de formodninger og påstande, som hun fremsætter, skulle gerne være velunderbyggede, selv om hun også arbejder med en vis kunstnerisk frihed. Forskningsmæssigt er hun knyttet til IKK (Institut for Kunst og Kulturvidenskab, KU), Det kgl. Danske Kunstakademi i København, hvor hun har kontor, og MIT i Massachusetts, nærmere bestemt ACT, (Art, Culture and Technology School of Architecture and Planning) i USA.

Hvordan har disse institutioner mere konkret kunnet hjælpe dig i arbejdet med din praksisorienterede ph.d.?

”Det er fantastisk at være i en institution, hvor man får så substantiel støtte til sit arbejde. At have nogle fagkapaciteter at sparre med er uvurderligt. Jeg har også samarbejdet med faget Humangeografi på Lunds Universitet, hvor jeg fandt forståelse for mit arbejde. Det handler om menneskets interaktion med omgivelserne – såsom byplanlægning og adfærd på havet.”

Rikke Luther har i det hele taget deltaget i en del seminarer rundt om i verden, som hun aldrig ville have kendt til, hvis ikke det var for hendes institutionelle samarbejdspartnere.

”Når man er ph.d.-studerende, har man adgang til alverdens konferencer og seminarer. Desuden kan man søge midler til at rejse for og til at betale kursusgebyrerne. Som ph.d.-studerende er man også forpligtet til at undervise, og jeg har afholdt seminarer på såvel Kunstakademiet, IKK som på MIT”, fastslår Rikke Luther, som er glad for undervisningsforpligtelsen, der betyder, at hun løbende må omsætte sin forskning formidlingsmæssigt. Det er en vigtig del af forskningsprocessen, som skærper projektets karakter.

“En af dem, der har inspireret mig, er atmosfærekemikeren Susan Solomon, som er ansat ved MIT, og som var med til at kortlægge ozonhullet i atmosfæren. Som lægmand kan jeg naturligvis ikke diskutere med hende på hendes faglige niveau, men jeg kan læse mig ind på hendes forskning og linke den sammen med helt andre fagområder.”

Ja, det er vel især det, du som kunstner kan bidrage med. At koble ellers er adskilte vidensområder sammen på tværs af de faglige grænsedragninger? Men vel også at gøre billeder af komplekse problemstillinger, som kan være vanskelige at fange for lægfolk?

”Ja, og jeg tænker naturligvis først og fremmest i billeder. For eksempel har jeg i min første film med titlen Concrete Nature: The Planetary Sand Bank, lagt meget vægt på billedsiden. Den er i øvrigt blevet til som et miks af tilfældige møder med relevante folk i USA. Efter en koncert spiste jeg middag med musikeren og miljøaktivisten Evan Pritchard, der er professor i Native American Studies. Det viste sig, at han var oldebarn af den ingeniør, der opfandt hydrobeton engang i 1800-tallet. Det var en blanding af held og fuld opmærksomhed. Allerede ved hans omvisning nede i minen, hvor kompositet til hydrobeton blev udvundet, havde jeg indledningen til filmen.”

Rikke Luther har i mange år tænkt på at arbejde med film og startede arbejdet på sin første film i 2018 under et ophold i USA. Det begyndte med nogle seminarer på MITs nabouniversitet Harvard, hvor filminstruktørerne Agnès Varda og Frederick Wiseman medvirkede. Rikke Luther fulgte deres talks, hvilket blev meget inspirerende for hendes eget arbejde med film.

I det hele taget har det været en åbenbaring for Rikke Luther at have tilknytningen til MIT, hvor hun er affiliate, og hvor hun har haft adgang til mange andre interessante faglige fora:

”MIT er et overflødighedshorn af inspiration og indsigt,” konstaterer hun. ”Film er et uhyre virkningsfuldt medie, som også gør mig i stand til at nå ud over rampen til et større publikum. Mediet er derudover egnet til at kunne repræsenteres i mange fora samtidig, også i udlandet. Her under coronapandemien er det også oplagt at vise film online”.

“Film er et helt nyt rum at være i for mig. Heldigvis var film et af de medier, jeg havde skrevet på min ansøgning, da jeg søgte om midler til mit projekt. Og det gik overraskende hurtigt at lave den første film. Efter tre måneder var den i kassen og kunne vises på CPH Dox i 2019,” konstaterer Rikke Luther, der pt. arbejder på filmen Concrete: The Great Transformation foruden yderligere fire kort inklusive Concrete: The Economy of Volcanos and Outer Space.