Udstilling
Pilgrimage for an Armchair Explorer
12 sep 2015 17 okt 2015
Erik A. Frandsen
Hans Alf Gallery
Se kort og tider
Erik A. Frandsens næsten 1000 km lange vandring fra Gran San Bernardo i Schweiz til San Pietro i Rom i efteråret 2014 sammen med forfatteren Thomas Boberg har ageret klangbund for udstillingen Pilgrimage for an Armchair Explorer, der først blev vist på Horsens Kunstmuseum; nu på Hans Alf Gallery i København.
Et centralt aspekt ved Erik A. Frandsens værker er kombinationen af væsensforskellige medier og i særdeleshed overførslen af ét medie til et andet.
Motivverdenen i Frandsens værker kredser kontinuerligt om det prosaiske, hverdagsnære øjebliksbillede, såsom eksempelvis familieportrættet, den enkle blomsteropsats på hjemmets stuebord eller i atelieret – og senest altså i form af fotografier fra en vandretur langs Italiens rygrad.
Erik A. Frandsens værker er kendetegnet ved behovet for og evnen til – på tværs af materialer, teknikker og udtryksformer – at indfange øjeblikkets flygtighed i det uforgængelige.
Ud over det klassiske oliemaleri har Erik A. Frandsen arbejdet med så forskellige materialer som mosaik, foto, spejlstål, porcelæn, scagliola, patchwork og senest tegning og akvarel i nærværende udstilling.
Erik A. Frandsen (f. 1957, Randers) er autodidakt. I årene 1976-1979 studerede han keramik i Grækenland, billedhuggerhåndværk i Carrara, og grafik i Paris.
I 1981 flyttede Erik A. Frandsen til København, hvor han var med til at grundlægge Værkstedet Værst - et kunstnerisk kollektiv-værksted.
Han var desuden del af De Unge Vilde og er repræsenteret vidt og bredt på museer, institutioner og i de toneangivende samlinger.
Udstilling
Pilgrimage for an Armchair Explorer
12 sep 2015 17 okt 2015
Erik A. Frandsen
Hans Alf Gallery
Se kort og tider