Erik A. Frandsen, som netop er fyldt 60, er her og der og alle vegne. Samtidig med udstillingen på Galleri Profilen i Aarhus er han på banen med præsentationer på Brandts i Odense og på Hans Alf Gallery i København, foruden han netop har færdiggjort en udsmykning på VUC Aarhus.

Udstillingen på Profilen tager afsæt i en rejse kunstneren foretog til Haiti sidste år, og ‘rejseskildringen’ er netop én blandt flere ‘banale’ genrer, som Frandsen ynder at excellere i – interiørbilleder og stilleben med blomstermotiver er andre.

For Erik A. Frandsen er en kunstner, der trækker det kunstneriske stof ud af det, der (tilsyneladende) er helt almindeligt og helt tæt på – familien, hjemmet, hverdagen – og insisterer på at forstørre – for ikke at sige monumentalisere – dette intime blik ud i en offentlig sfære.

I centrum af Frandsens lange karriere står maleriet, som i begyndelsen i 1980’erne dyrkede den vilde, ‘grimme’ æstetik med påmonterede ‘blokader’ i form af bildæk, plastikbakker mm. Sidenhen er det blevet mere ‘klassisk’ (i hvert fald har jeg oplevet at ihukomme Matisse foran Frandsens blomstermalerier), men motiverne foldes ikke alene ud i malerier, men bøjes desuden i neon, fræses ned i store stålplader eller monteres som kæmpemosaikker. Også scagliola og fiberbeton benytter kunstneren, som ikke mindst søger kontrastfulde sammenstød mellem prosaiske motiver og materialernes aura af klassisk historie og betydningsfuldhed.

Det er også tilfældet i nærværende udstilling, hvor rejsemotiver fra Haiti præsenteres i form af freskomalerier, en oldgammel teknik kendt tilbage fra minoriske, græske og pompejanske vægmalerier, hvor maleriet males på vådt puds. Det er noget af en omvej at gå, og kunstneren skal traditionelt arbejde uhyre præcist og uden fortrydelsesret, inden pudset tørrer op! Men Frandsen går fandenivoldsk til sagen og leverer rejsebillederne med løs, ekspressiv hånd og en kolorisme, så man hensættes til modernismens ublu maleriske dyder (manden kan jo lide at male, basta!). Og jo, her skildres det eksotiske fremmede, haitianere med solhat, woodoo og palmer, men også nærbilleder af noget, der er så tæt på, at man ikke kan se, hvad det er – en stol, noget der ligger på et bord, eller hvad? – og som får en flabet og vægtig eksponering i fresco. Så der er en hel del, der støder sammen her, og i baglokalet hænger de hurtige, dagbogsagtige oliekridttegninger som en yderligere kontrast til de tunge sager i det forreste showroom.

Galleri Profilen – Erik A. Frandsen: Haiti 2, 25 aug – 13 okt

Rammer, vægge og andre territoriale afgrænsninger
Charlotte Fogh Gallery er netop flyttet i nye lokaler i en nedlagt boltefabrik, og i de nye, flotte rum kan man opleve Lene Desmentiks udstilling Along the Wall.

Det handler som vanligt hos kunstneren om rammer, mure, stakitter, forhæng og andre territoriale afgrænsninger, og den kunstneriske undersøgelse foretages i et minimalæstetisk sprog med indlejrede forstyrrelser, som når det lave murstensmurfragment eksempelvis er sat på hjul. Forstyrrelserne kan dog også have materialemæssig karakter: Havestakittet er ikke alene ‘rullet sammen’, men også hugget i marmor, og i et andet værk er selve teglstenene fjernet, så mørtelskelettet står alene tilbage som en skulpturel struktur i rummet – men nu støbt i bronze. Som hos Frandsen spilles der også her på materialernes klassiske, historiske tyngde.

Desmentik præsenterer desuden en række tegninger og små vægobjekter. Sidstnævnte kan være i lego, der i denne forbindelse benyttes som eksemplariske minibyggesten til at skabe minimure. I tegningerne (som samtidig også er broderier) fungerer pedantiske murstensvægsgrid som rammeværk om tilbageholdte billedfortællinger med eksempelvis standardiserede fuglehuse, hvis ikke de breder sig ud som et rigidt bagtæppe for selvsamme fugle som svævende silhuetter.

Ja, det er begrænsningens kunst – både på et formelt og et symbolsk plan – og med klare referencer til en aktuel politisk virkelighed, hvor spørgsmålet om åbenhed og grænsesætning er helt fremme i debatten.

Charlotte Fogh Gallery – Lene Desmentik: Along the Wall, 18 aug – 16 sep

Den nøgne krop som skulptur
Til slut skal vi et smut omkring Galleri Grundstof, hvor fotokunstnerne Mayumi Hosokura (JP) og AdeY (GB) på hver deres måde arbejder med den nøgne menneskekrop.

Førstnævnte skildrer nøgne, unge mennesker – ofte i arty farvesætninger – i en sart og super æstetisk ophængning. Den første tanke, jeg får, er, om der er nogen, der prøver at sælge mig noget. For vores visuelle kultur er fyldt med billeder af ‘perfekte’ unge – og der er ofte et par jeans eller lignende i nærheden. Det er der så ikke her – her er kun ‘kunsten’ tilbage. Men selvom Hokokura balancerer i omegnen af den hule skønheds- og ungdomsfixering i vestlig billed- og forbrugskultur, er der alligevel mere i billederne: Ud over de kompositionsmæssige dyder, der er skarpe og fremhæver abstrakte kvaliteter, mest åbentlyst en særlig melankoli og poesi – med lidt god vilje måske endda en form for memento mori-bevidsthed i al sprødheden.

Lidt flere kalorier finder jeg dog hos AdeY. Også han fotograferer spændstige unge mennesker uden tøj på (dog iført kondisko), men her fungerer kroppene som skulpturer eller træder ind i koreografier, som ikke er uden humor eller krops- og kønspolitiske vinklinger.

I værket Switch holder manden det ovale spejl op foran kvinden, og herudaf opstår et Magritte-agtigt hybridmenneske med kvindelig torso og mandlig underkrop. I værkerne She-man, Consume og The Animal er kvinden ‘på toppen’: Hun løfter ham i strakte arme i en døråbning, står ovenpå ham på en palle i en fabrikshal og sidder ovenpå ham, mens han kravler gennem en blomstermark.

Galleri Grundstof – Mayumi Hosokura og AdeY: Homage to the Human Body, 24 aug – 23 sep