På indre rejse i Aarhus havn

Jeg ligger i en lille træjolle i Aarhus træskibshavn og kigger op mod himlen. I det fjerne kan jeg høre menneskestemmer og latter, men det tydeligste indtryk er lyden af havets brusen, som kommer ud af de høretelefoner, jeg har på. Jeg lukker øjnene. Båden bevæger sig svagt i takt til havets rytme.

I lommen har jeg et brev, som jeg blev bedt om at skrive til mig selv i starten. Her skulle jeg blandt andet svare på, om jeg virkelig befinder mig på havnen, eller om jeg i mine tanker er et andet sted. Lige nu er jeg i båden – på vej ud på min sidste rejse eller en ny begyndelse?

Du spiller hovedrollen
I Phoenix af Wunderland spiller du selv hovedrollen i din egen lille forestilling, mens du møder lyde, lugte og synsindtryk på Aarhus havn samt forskellige performere. I stedet for en lineær historie præsenteres publikum for adskillige små situationer rundt på havnen, der er sammensat af  performance, installation, soundscape, interaktiv teknologi, video og lyrisk tekst.

Wunderlands kunstneriske leder Mette Aakjær har arbejdet med publikumsdeltagelse i forskellige former siden 2001, og siden 1996 har hun udforsket mulighederne i et ‘vandrende publikum’.

Også i Phoenix kan man tale om et vandrende publikum, selvom om man her er blevet frataget den trygge fornemmelse af et gående medpublikum. Oplevelsen af forestillingen er derfor uundgåeligt præget af ens egen medskabelse, samt hvilken betydning man vælger at lægge i de forskellige situationer.  

Forskellige møder
I et stort telt begraver en performer mine fødder i jorden. Hun arbejder langsomt og omhyggeligt, inden jeg bliver opfordret til at kaste små sten ned i en gryde, mens vi sammen ser røgen flyve til vejrs. På vej ud vasker jeg selv mine fødder, og jeg får en fornemmelse af at være med i et kendt ritual, selvom jeg aldrig har prøvet det før.

I en varevogn med bind for øjnene trækker jeg vejret i takt med et andet væsen, mens vi har en hånd på hinandens brystkasse. Det er en fysik overvindelse at træde ind i et lille lukket rum, frataget synssansen, hvor jeg blot skal stole på en ukendt fremmed i mørket.

Senere kaster jeg med bløde bevægelser og barnlig glæde sten i vandet i selskab med en anden performer. Hun kigger på mig, som en gammel barndomsveninde, hvilket næsten får mig til at glemme, at denne situation skal gentages adskillige gange med andre, når jeg er gået videre.

Her er ingen tryg tilbagelænet tilskuerrolle eller mulighed for at gemme sig i mængden. Som tilskuer er du muligvis mere på end performerne, da du som den eneste ikke kender næste træk. De forskellige små intimperformances skærper ens sanser, fordi man bliver udfordret på forskellig vis. Et sted bliver synssansen taget fra dig, senere må du ikke tale, mens du et tredje sted bliver bombaderet med en nærgående og insisterende øjenkontakt.

En fiktion?
Forestillingen Phoenix springer ind og ud af forskellige fiktionslag. Når jeg går rundt på havnen med høretelefoner på, er jeg for andre forbipasserende blot én ud af mange, som nyder en aftentur. For de andre tilskuere, der bliver sendt af sted med 10 minutters mellemrum, er jeg en anden deltager, som man måske kan ane ryggen af et andet sted på havnen.

Da jeg for anden gang passerer det sted, hvor en performer smider sten i vandet, denne gang i selskab med en anden tilskuer, ser jeg nu optrinet udefra. Performeren kigger hurtigt op og smiler indforstået til mig. Vi kender begge slutningen på den scene.

Virkeligheden blander sig også i oplevelsen, da jeg går langs en hvid linje på vej mod en bil. Stemmen i høretelefonerne beder mig om at gå så langsomt, som jeg kan. Jeg løfter i roligt tempo benene, mens jeg koncentrerer mig om at gå unaturligt langsomt. Da jeg kigger op vinker en bekendt, som er på gåtur, til mig. Jeg vinker igen… lidt afværgende. Jeg er midt i en fiktion, som jeg ikke vil forstyrres i!

Ekstremt nærvær
Efter næsten to timer på havnen slutter gåturen med en smuk udsigt ud over vandet. Her er der tid til at nyde havet, stilheden samt skrive en lille hilsen i en bog, hvor man også kan læse om tidligere tilskueres oplevelse.

I et samfund med stigende tempo og mulighed for at kommunikere digitalt med alle døgnet rundt, formår forestillingen Phoenix at sætte fokus på nærvær og det personlige møde. Det sker i en form, der både udfordrer publikums forhold til fysisk og mental tilstedeværelse i tid og rum, idet man både ser sig selv og de velkendte omgivelser i nye nuancer.

Spørgsmålet om hvad jeg præcist har fået med derfra, tumler rundt i hovedet på mig, da jeg med langsomme skridt vender ryggen til træskibshavnen for at gå hjem bagefter. Oplevelsen skal bundfælde sig – langsomt – som de sten jeg smed i vandet ud over havnen.