Roman Signer er en toneangivende figur på den internationale kunstscene. I over 40 år har han været kendt for at nedbryde grænserne mellem skulptur, aktion, land art og konceptkunst. Han er opvokset og bor fortsat i Schweiz, og jeg vil argumentere for at hans livslange fascination af naturkræfterne stammer netop fra oplevelser og interaktion med den storladne, schweiziske natur.

Leg med ild
Især er han berygtet for sin brug af sprængstoffer og ild i sine mangfoldige skulpturundersøgelser. Denne fascination af årsag og virkning afstedkommer umiddelbare og spektakulære chokeffekter som høje brag, materialer der bortskydes, jord og vand, der flyver gennem luften, ofte ledsaget af lyden af ild, der knitrer og røgen fra den. Efter aktionen indtræder en sælsom stilhed, hvorunder ’støvet lægger sig’ og røgen forsvinder for så at afsløre de forandringer, som handlingen har medført og det, der står tilbage som skueplads og værk. I Signers senere oeuvre spiller også anvendelse af mere nymodens teknologi som droner en stor rolle, ligesom videodokumentation i nogen grad har overtaget den klassiske fotografiske fremstilling af værktilblivelsen.

Skulpturens fjerde dimension
Man kan med rette sige, at Roman Signer har et særligt forhold til tid, og at han arbejder med den som en fjerde dimension i forhold til en mere traditionel skulpturel praksis, der som bekendt opererer med gestaltningen af et fysisk værk i tre dimensioner. Det er grunden til, at Signers værk har fået betegnelsen ’tidsskulptur’, idet hans fokus er rettet imod undersøgelsen af, hvordan materialer forandres over tid på en måde som inddrager beskueren i selve eventet, de forandringer, som finder sted, og de kræfter, der forårsager dem. Ved på forskellig vis at kombinere tredimensionelle objekter, live action, fotografisk- og videodokumentation lykkes det Signer at indfange episoder, der belyser såvel ophobningen som udløsningen af energi. Dette sker altid med stor opfindsomhed og ofte med fascinerende hurtighed og uimodståelig humor.

I Kunsthal Aarhus har Signer fået tildelt hele underetagen, og fra trappen har du udsyn over det brede rum, hvori de mange genstande fordeler sig på en i og for sig ganske konventionel og helt ufarlig facon, hvis du altså lige ser bort fra den sammenblandede støj fra forskellige værker, der fylder hele det store rum til bristepunktet.

Lyden kommer bl.a. fra hovedinstallationen centralt i rummet, Rum med Klokke, hvor en digital plæneklipper bøvler rundt inden for den minimale plads, som kubens aluminiumsvægge og programmeringen tillader den at operere på. Indimellem rammer den en klokke, der hænger lavt i kubens midte. Et aldeles absurd og tragikomisk optrin, der, selv om værket er spritnyt, bærer et klassisk Roman Signer-fingeraftryk.

Ikke langt derfra findes Orgelpibe, også fra 2017, som består af en gigantisk orgelpibe liggende på gulvet halvvejs inde i et ’skur’ af træ. Med få minutters mellemrum blæser en støvsuger luft i piben, hvis dybe lyd derved fylder rummet. Igen skinner humoren igennem som en mild, afvæbnende gestus overfor en så profan omgang med et sakralt instrument, der her er iscenesat som en støjende absurditet, hvis vibrationer i beskuerens krop dog ikke er ubetydelige, når man stiller sig lige ved siden af den.

En vanvittig cool fødselsdagshilsen
Personligt drages jeg af videoværkerne, særligt 100 lys, hvor vi ser 100 stearinlysflammer blive blæst ud af en drone, der hvæsende flyver rundt over flammehavet og slukker dem ved hjælp af vinden fra dens hidsigt snurrende propeller. Det er en vanvittig cool fødselsdagshilsen til kunsthallen, som i år fylder 100 år. Sammenblandingen af romantik, teknologi og action er fuldkommen uforlignelig, lattervækkende og bizar!

Helt anderledes stilfærdig og poetisk er derimod videoen To Paraplyer, der starter med, at vi ser to klassiske sorte paraplyer stå sammenfoldede som to nostalgiske gentlemen på soppetur i havstokken. Bølgerne vedbliver at skylle ind over paraplyerne, som naturligvis efterhånden må opgive deres oprette stillinger og efter tur overgive sig til havets underminerende kræfter. Det er vel næppe nogen tilfældighed, at værkets titel er italiensk, og at videoen er skudt på Sardinien i 2016? Af den grund alene får værket politiske undertoner, og de to paraplyer symboliserer på baggrund af den igangværende migrationsbølge et konservativt system, der vaklende og hjælpeløst står vagt ved Europas sydkyst. Dette simple setup er ganske rørende, og jeg tilskriver dets umiddelbare effektfuldhed en utilsløret naivitet.

Fundamentalt naivt
En sådan fundamental og uskyldsren naivitet, som den vi kender fra f.eks. Antoine de Saint-Exupérys Den Lille Prins, formår Roman Signer i flere tilfælde også at bringe mesterligt i spil i sine mere åbne og spørgende værker som f.eks. Installation med Stok, hvor en prægtig rød og kuglerund ballon, fyldt med helium, angiveligt har været sat i bevægelse af en vindfane, og derved har trukket den spadsérstok, som den er fastgjort til, hen over et areal med strandsand. Resultatet er et organisk slæbespor i sandet og et ’stilleben’, hvor ballon og stok nu står strunke, uadskillelige og smukt ubevægelige i sporets yderste kant. Igen er det kombinationen af kræfterne, der påvirker, og sammenstillingen af rekvisitter, der skaber et rørende og poetisk tableau: Den adstadige stok, der ved hjælp af vinden løftes ud på eventyr af den sværmeriske ballon. Alle dele hver for sig så aldeles hjælpeløse, hvis ikke kunstneren havde set denne mulighed og skabt dette møde.

For meget fysiktime
Jeg har siden min egen tid som elev på billedhuggerlinjen på Det Jyske Kunstakademi været fan af Roman Signer, og heldigvis har jeg set ham ved store kunstbegivenheder rundt om i verden. Omvendt er jeg ikke ubetinget fan af soloudstillinger, der sjældent holder niveau hele vejen igennem. Det gør heller ikke denne udstilling. Der går en smule inflation i tingene, når de forskellige figurer og greb genbruges, og her specifikt er det en lille smule kedsommeligt at betragte alt for mange værker, der blot står som efterladte rekvisitter efter en handling. Denne type kunst har en vidunderligt opløftede effekt som enkeltoplevelser i gruppeudstillinger, mens der går lidt for meget fysiktime i den, når der er mange værker på en gang.

Alligevel vil jeg anbefale enhver, som ikke kender Roman Signer, at skynde sig ned i Kunsthal Aarhus for at se udstillingen, inden den lukker den 13. august. Den er en god introduktion til hans særegne formøkonomi, og der er mange fine værker, hvoraf de bedste af dem kommer til udtryk med en klarhed og en uforlignelig poetisk nerve iblandet denne signerske sans for skønheden i det absurde.