Livets komplekse form

Eva Koch, der oprindeligt var billedhugger, har i snart 25 år præget et felt, hvor video indgår i en hybrid form for videoskulptur og installationer, hvor store spørgsmål får konkrete udtryk og sanseligheder.

Værkerne, der i de sidste mange år er blevet vist på alverdens biennaler, de store internationale institutioner og offentlige rum, rammer ned i et nu, hvor vi står med spørgsmålene i et overlap mellem noget kendt og noget uforklaret. Og i disse kontrastfyldte møder konfronteres vi af spørgsmål om identitet, sociale konstruktioner, sprog, historie og menneskets plads, eller position, i forhold til naturens og kulturens kræfter.

At opleve verden indefra
På den måde er der næsten altid tale om et uløst og kraftfuldt spændingsfelt i Kochs værker, som vi bliver placeret i.

”Fornemmelsen af at være midt i blandt tingene, eller rettere af at være anbragt imellem tingene, i tingenes krydsfelt, fornemmelsen af altid at være indvævet i en sammenhæng og af følgelig at have et begrænset perspektiv står centralt i mange af Eva Kochs arbejder. Gang på gang undersøges det forhold at verden altid opleves ’indefra’ eller netop fra en mellemposition,” skrev Mikkel Bogh i den store monografi om Kochs arbejde, der udkom i forbindelse med udstillingen Salammbô på Ny Carlsberg Glyptotek i 2010.

Spansk frigørelse
Men vi bakker lige, for Eva Koch, der af mange ville blive placeret blandt de vigtigste videokunstnere herhjemme, startede et noget andet sted: i skulpturen. Og det var som billedhugger hun slog sine folder i slutningen af 1980’erne på Det Danske Kongelige Kunstakademi i København. Og det gik fint, rigtig glimrende faktisk.

Så fint, at hun modtog Ny Carlsberg Fondets store rejselegat i 1989, der skulle bringe hende til Madrid, til et forvandlet Spanien i demokratiets nye æra og en række kvindelige spanske skulptører, der prægede Eva Kochs fremtidsdrømme: Christina Iglesias, Susana Solano for at nævne nogle centrale markører for Eva Koch.

”Det var kunstnere, der inspirerede mig voldsomt, men altså inden for skulpturen. Jeg var jo billedhugger, og det er jeg stadigvæk,” lyder det med et stort grin. ”Man behøver jo ikke være så kategorisk, og ’billedkunstner’, synes jeg, er så dejligt åbent.”

Installationen i et billedsamfund
Installationskunsten, der var ved sit gennembrud i 1989, var netop en sådan åben udtryksform, hvor mediet i høj grad afhang af det ønskede udsagn, og hvor ’tid’ blev et fysisk materiale, da man i installationen er nødsaget til at indoptage værket ved at bevæge sig igennem det.

Koch deltog i en workshop omkring denne nye, hybride kunstform, hvilket resulterede i hendes første store installation, hvor videoen fik en central rolle i hendes skulpturelle arbejde.

I en stor dobbeltspiral, hvor man gik mod et stærkt lys i midten, var installeret to videoer: et døgn i én af Barcelonas gader (klippet sammen til 3 timer) sat overfor affotograferinger af Året der gik 1989, der skiftede billed hvert sekund (et år hvor bl.a. Berlinmuren faldt, Nicolae Ceaușescu blev henrettet og Mandela blev løsladt).

Det var et skulpturelt forløb, hvor spiralen strækker oplevelsen ud i tid. Et døgn overfor et år, levet liv overfor medieret liv, det langsomme overfor det hurtige.

”Dér i begyndelsen af 90’erne begyndte man jo for alvor at snakke om et billedsamfund, hvor tempoet er ekstremt, en diskussion, der også fyldte i diskussionerne på akademiet, om hvordan det ene billede kæmpede med det næste,” forklarer Koch, imens hun knipser i højt tempo for at understrege det uoverskuelige interval.

Med videoen ind i nutiden
I 1990’erne var der i det hele taget et markant fokus på kunsten som et nutidssprog, og på mange måder var Eva Kochs uddannelse en proces mod netop det: at finde et nutidssprog, der kunne føre hendes skulpturelle arbejde ind i fremtiden.

”Jeg var nået til et punkt i min skulpturer, hvor jeg havde skrællet alt af. Jeg havde et generelt problem med skulpturens forfinede detaljer, og jeg kunne på mange måder ikke rigtig komme videre. De var meget minimale, kæmpe store, tog nærmest pusten fra mig, jeg solgte ingenting og var nødt til selv at opbevare en masse af dem. Jeg måtte have nogle flere strategier. Det her møde med videoen var fantastisk og ændrede alt, fordi jeg pludselig havde et værktøj til at fylde nye lag på og bevæge mig ind i et felt, der føltes langt mere samtidigt. Jeg var ombord på kunsttoget, men nu havde jeg pludselig et nyt sprog, jeg kunne tage med mig.”

Da Eva Koch vendte tilbage til Danmark lavede hun flere ’videoskulpturer’, som hun kaldte dem, men opererede nu også med videoen i mere og mere ren form, der ikke var afhængig af skulpturen som baggrund. Crowds (3-kanals videoprojektion, vist på Louisiana i 1997) er den første deciderede videoinstallation, der skildrer menneskemængder i Jerusalem, Hong Kong og Bombay. Et værk med fokus på de mellemmenneskelige vilkår, som går igen i alle kulturer og verdensdele.

En tematik og en værkmodel, som siden har præget Kochs arbejde, særligt i hovedværket Villar (6-kanals, interaktiv, videoprojektion 2001), der bragte hende fra Tensta Konsthall, der havde bestilt værket, til Venedig Biennalen og dermed hele kunstverdenen.

Det monumentale og det komplekse
Trods Eva Kochs vidtrækkende anerkendelse som vidoekunstner er hun stadig dybt optaget af det skulpturelle, det monumentale, det konkrete, det materielle, og den psykologi det igangsætter:

”Jeg tror, vi har brug for at møde noget, der sætter en grænse, og får os til at tænke os om. Det var noget videoen også kunne for mig og gav mig nye måder at tænke mit arbejde på. Billedet, lyden og lyset ­– det var alle sammen nye materialer for mig. Videoen kan man i min praksis godt se som et meget skulpturelt materiale, hvor nye lag, der virkelig vedkommer mig, kan tilføjes. Et element, der gør, at jeg kan spejle mig også som menneske i mine værker. Den spejlning handler simpelthen også om, at man identificerer sig med værket og forsøger at forstå, hvad det er, der foregår.”

”Jeg interesser mig generelt for nogle komplekse ting, men spørgsmålet bliver for mig, hvordan jeg kan formidle det enkelt, og det er måske netop dér, jeg står: Hvordan giver du udtryk for et møde, en splittelse i en emigrant familie for eksempel. Jeg synes virkelig det er en kompliceret verden vi lever i, og måske er det som med mine skulpturer i sin tid, at jeg forsøger at skrælle det overflødige af og gøre det mere enkelt og direkte. I mange af mine videoer ser det utrolig enkelt ud, men det er det jo netop ikke,” understreger Eva Koch.