Kvinder og monstre

Kvinder og monstre

Udstillingsvue fra udstillingen Hon – en katedral (Niki de Saint Phalle, Jean Tinguely og P.O. Ultvedt) på Moderna Museet, Stockholm, 1966. (Foto: Hans Hammarskiöld)

Vis billedserie

Udstilling

Niki de Saint Phalle: Flickan, monstret och gudinnan (Pigen , monstret og gudinden)

12 maj 2012 9 sep 2012

Niki de Saint Phalle

Moderna Museet Malmö
Se kort og tider

Kan Niki de Saint Phalle stadig fortælle os noget? Den berømte kunstners værker på Moderna Museet i Malmø er tynget af gamle kvindekunst-klicheer. Og hvad skal vi lige bruge dem til?

Det første, man bemærker, er selvfølgelig, at hun er blændende smuk. I en 1½ time lang film følger man kunstneren, der vender tilbage til det privilegerede barndomshjem for at gøre op med den far, der både svigtede og mishandlede hende som lille pige.

Den franskfødte skulptør og maler Niki de Saint Phalle (født Catherine-Marie-Agnès Fal de Saint Phalle den 29. oktober 1930 og død 21. maj 2002 – ti år siden igår) skulle ellers flere gange i løbet af karrieren blive anklaget for at udnytte sit udseende og sin overklassestatus for at fremme sig selv og sin kunst. I den freudianske og sadomasochistiske Daddy ligner hun mest af alt en fotomodel på afveje.

Den rosa födelsen, Niki de Saint Phalle, 1964, Foto: Presseofto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Den rosa födelsen, Niki de Saint Phalle, 1964, Foto: Presseofto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
I lyset af de sidste årtiers store fokus på forældres misbrug af deres børn er det måske knapt så overraskende en historie som i 1973.

Filmen fremtræder overtydelig, gammeldags og pinligt langtrukken.

Og fornemmelsen af noget forældet bliver helt generelt et problem og en udfordring for den lille præsentation af kunstnerens værker, der er åbnet i Malmø.

Kvindehistorier
Som en af de vigtigste feministiske billedskabere i det 20. århundrede har Niki de Saint Phalles selvbiografiske og psykoanalytiske assemblager, skulpturer og billeder ellers haft en enorm betydning; måske særligt uden for den etablerede kunstverden.

Men betydningen har en stærk ambivalens over sig, for kunstneren blev også meddelagtig i nogle af kvindebevægelsens mere anstrengende klichéer.

I dette univers er identitet forbundet med det seksuelle, med barndommen og med kønnenes arbejdsdeling. På Moderna Museet har man valgt at lade udstillingens titel understrege dette: Pigen, monstret og gudinden.

Ja tak – først ved at overskride barndommens udyr og traumer kan den lille pige blive en voksen gudinde!

Could we have loved? Niki de Saint Phalle, 1968, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Could we have loved? Niki de Saint Phalle, 1968, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Mitt monster, Niki de Saint Phalle, 1968, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Mitt monster, Niki de Saint Phalle, 1968, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012

Kunstneren som billede på alle kvinder
Niki de Saint Phalles liv og kunst blev og bliver stadig iscenesat som en historie, der er alle kvinders fortælling:

Hendes beskudte relieffer fra de tidlige 1960’ere demonstrer et oprør mod mandssamfundets undertrykkelse.

Förtärende mödrar, Niki de Saint Phalle, 1970, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Förtärende mödrar, Niki de Saint Phalle, 1970, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Senere værker fortæller om hendes personlige opgør med familien og rollen som passiv kvinde.

Og Nana-skulpturerne, der skulle blive hendes mest kendte, fejrer endelig den voksne og modne kvinde/gudindes fyldige krop.

Stadig frisk
Udstillingen har derfor nogle odds imod sig. I en noget mere sammensat nutid er det sgu lidt søgt med de gamle, bastante forestillinger om kvinden som seksuelt undertrykt, samfundet som et patriarkalsk fadermonster og den endelige frigørelse, der skal ske gennem kærlighed, selvaccept og erkendelse af traumet.

Over for værkerne oplever jeg alligevel mere, end jeg først havde forventet. Den naive, farveglade og udtryksrige stil i de små udfoldede billedbøger og i litografierne fremtræder ret frisk. I de store assemblagerelieffer er der en fin balancegang mellem det kropsligt frastødende, det fascinerende og det farlige.

King-Kong, Niki de Saint Phalle, 1962, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
King-Kong, Niki de Saint Phalle, 1962, Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012

Værkerne er stadig åbne for både meddigtning og fortolkning og er slet ikke så entydige. Moderfigurerne er på en gang positive og monstrøse, og de fortællende litografier er både sjove og foruroligende i deres naivt bekendende dagbogsform.

Historisk vigtig – men relevant?
Dette er den første af flere lovede udstillinger i Malmøafdelingen, der sætter fokus på væsentlige kunstnere i museets samling. Som nuanceret præsentation af de Saint Phalles værk er den nu for svag, for lille og for tøvende.

Det er en udstilling, der ikke når længere end til at vise den historisk relevante kunstner. Installationen HON – en katedral på museet i Stockholm havde i 1966 en enorm, international gennemslagskraft som totaloplevelse og kønspolitisk manifestation.

Änglaljus, Niki de Saint Phalle, u.å., Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Änglaljus, Niki de Saint Phalle, u.å., Foto: Pressefoto. © Niki de Saint Phalle/BUS 2012
Derfor er et helt og noget kedeligt rum også dedikeret til arkivmateriale, model og fragmenter fra dengang.

Men der er for lidt af det fascinerende og for meget af det fortidige over udstillingen. Køns- og identitetspolitikken har flyttet sig meget langt i de seneste årtier.

Med denne udvikling er det endnu et ubesvaret spørgsmål, om Niki de Saint Phalle stadig kan fortælle os noget.

Vis billedserie

Udstilling

Niki de Saint Phalle: Flickan, monstret och gudinnan (Pigen , monstret og gudinden)

12 maj 2012 9 sep 2012

Niki de Saint Phalle

Moderna Museet Malmö
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Kvinder og monstre'

Facebook