Valget af Nathalie Djurberg og Hans Berg er ellers indlysende. Siden de vandt Sølvbjørnen på Venedig Biennalen i 2011 har deres sært excentriske, kulørte og surrealistiske hybridkunst vundet anerkendelse både i Europa og USA. De to passer som fod i hose til det new-nordic-koncept, som Aros har iværksat over en årrække for at belyse en række yngre og meget lovende nordiske kunstnere.

Heftig cocktail
Duoen er kendt for deres karakteristiske stop-motion-film, hvori modellerede dyre- og menneskeskikkelser spiller hovedrollerne i små hyper-artikulerede og farvemættede kortfilm. Genrerne blandes til en særegen og ofte temmelig foruroligende naivistisk surrealisme, der fremstår som en heftig cocktail af poesi, pulp, vulgaritet, kitch og obskønitet ledsaget af en suggestiv elektronisk lydside, der både er super skarpt tilpasset billedsiden, og som også kan være selvstændig toneangivende.

I de tidlige værker var det Djurberg, der stod for animationerne og Berg, der komponerede musikken, men som årene er gået, har projekterne fået en mere udtalt tredimensionalitet, og derved er de forskellige detaljer i værkerne blevet til fællesprojekter. Således er grænserne, mellem hvem der gør hvad, efterhånden usynlige og derfor ikke længere af betydning.

På Aros vises tre store installationer, hvoraf de to er fra i år. Desuden vises en række film på udvalgte søndage – hvilket er en gave til dem, som endnu ikke er fortrolige med duoens kunstneriske univers.

Tyvagtige pillemisbrugere
I udstillingens første halvmørke rum møder vi en række ensartede borde, hver af dem med en klassisk Fresnel-spot for enden. Spotlysene tænder og slukker i et forudbestemt mønster, og når de tændes rammer lyskeglerne en række pænt store og meget kulørte fugle i færd med at stjæle farvestrålende medicinkapsler på bordene.

A Thief Caught in the Act (2015) udnytter det karakteristiske i fugles gestik, som kan ligne menneskers, især når de karikeres og forstørres. Disse fugle ligner noget fra Moppet Show: halvnaturalistiske, bløde og farvestrålende. De har store udspilede øjne, og deres fjer stritter i alle retninger, mens de febrilsk vrider og vender sig i forfjamskede forsøg på at komme væk fra den inkvisitoriske lyskegles afslørende lys. Fuglene ser både frække, dumme og nuttede ud, og man tænker automatisk på egne kæledyr i lignende situationer – mens man samtidig tvinges til også at forsøge at forstå, hvorfor det lige er medicin, disse tyvagtige fugle er så vilde med at stjæle?

Det samlede line-up med dets gentagelser bliver en anelse for meget, og det er svært at se det hele som andet end en fiks ide udfoldet til bristepunktet af kunstnerne. Skulle man politisere og aktualise emnet og metaforen, kunne man tale om det brutale medicinforbrug på planeten? Da fuglene minder meget om menneskefigurerne i duoens film, kunne man endvidere fremture med fortolkninger a la: vi er tilbøjelige til at skjule vores afhængigheder bla bla…..men jeg føler ikke rigtigt for det.

Jeg konkluderer derfor, at værket er og bliver en kunstnerisk indskydelse udført for fuld udblæsning. Charmerende og lattervækkende, ja vist, men heller ikke mere end det.

Let syre på mosebund
Gates of the Festival (2014) inviterer fra rummet ved siden af med inciterende musik, bevægelse og neonlys. Gulvet er blødt og svampet som en gyngende mosebund på Moesgård Museum. I det ene hjørne mødes to videoprojektioner af tegnede farvebånd, der bugtende sig skaber en intens bølgende dans på væggen. En videoprojektor drejer langsomt rundt i rummets midte, mens den projekterer en film med en løbende fugl, som blæser rundt langs væggene baskende med vingerne, hoppende og springende, mens den ser sig tilbage, som var den en af de flygtende fugle fra før, der nu er havnet i den her installation?

Oppe i loftet hænger kruseduller af neonlysrør og lyser i forskellige farver, de spejler de kulørte farvebånd i hjørnet rent formelt men uden deres livlige puls. Lidt stive kan de ikke undgå at fremstå hængende urørlige ned fra loftet i vire.

Der er ingen tvivl om at dette rum er iscenesat sådan, at det inviterer beskueren til at dumpe ned på det bløde gulv eller i sækkestolene for at tage ophold i installationen og lade sig opsluge af synet og af musikken, der omslutter hele scenariet med en venlig, lettere syret men absolut imødekommende puls.

Det er også ganske dejligt og fornøjeligt at sidde der – fuglen er på trods af sin voldsomhed og malplacerethed dog ikke helt nok til at fremprovokere et troværdigt kontroltab hos denne anmelder, som nok vil mene, at de fleste med fuldkommen ro i sindet vil kunne hengive sig til denne oplevelse uden frygt for, at det udvikler sig til en livsforandrende erfaring.

Vulgær vanitas
Anderledes forstyrrende for sjælefreden er derimod det sidste rum: The Clearing (2015). Igen en totalinstallation, der inddrager flere medier, og hvor lyden er ligeværdig medspiller til objekterne på gulvet og videoprojektionerne på væggene.

I store tætte klynger på gulvet står mandshøje blomster i forskellige variationer og farver. De er tydeligt håndlavede, bemalede og ganske kitchede at se på – smølfeagtige om man vil. Langs væggene basker store farvestrålende sommerfugle af modellervoks, og musikken passer perfekt til deres tunge vingeslag. På en balkon oppe på væggen udspiller sig en tragikomisk, overspændt og obskøn scene, hvori to aldrende, men velholdte og overpyntede veninder, udveksler tilståelser, kærtegn, smæk og tårer med en dramatisk og til hysteri grænsende gestik.

Disse barokke damers udladninger, der svinger mellem latter og gråd, tvang og underkastelse, flirt og afvisning, bliver i blomsterscenariets overdådighed til en vulgærudgave af vanitasbilledet, hvori kvindernes tydelige desperation og frustrerede lyst undergraver genrens mere klassiske morbide værdighed til fordel for en eksplicit og ukontrollabel inderlighed hos kvinderne, som svinger ambivalent mellem selvforherligelse og selvopgivelse – livslyst og livslede.

Sommerfuglene basker rundt i cirkler, kvindernes følelser er i voldsom bevægelse, og som publikum står du og bliver en lille smule svimmel ude i blomsterhavet, som også – viser det sig – er i bevægelse.

Kunstnerisk investering
Alt vedrørende den kunstneriske proces hos Djurberg og Berg er fascinerende og respektindgydende: langsommeligheden i håndværket og omhuen, der ligger i tilblivelsen af såvel stop-motion-filmene og musikken som i skabelsen af blomster, fugle og alle andre objekter og rekvisitter. Den kunstneriske og personlige investering er til at få øje på.

Universerne de skaber, er – når de er bedst – på overfladen groteske og vanvittige forvrængninger af motiver hentet fra kunsthistorien, den politiske debat, filmgenren med videre, mens de på et dybere psykologisk plan leger med alt det materiale, som vi normalt ikke stiller til skue. Fortrængninger, skygger og hemmeligheder af enhver slags får liv og udfoldelseskraft her.

Ikke helt i plet
Natalie Djurberg og Hans Berg er svaret på drømmen om, at Hitchcock møder Jeff Koons i dukketeateret. Men nu har de to med stor præcision afstedkommet fascination, chok og afsky gennem nogle år. Flickers of Day and Night er ikke helstøbt.

Måske er de nu nået dertil, hvor deres kunst ikke altid rammer plet og ikke altid stikker så dybt? Måske bidrager museets skala netop til, at kunstigheden virker for påtrængende, og derfor efterlader beskueren med en følelse af tomhed?

I den første installation økonomiseres der ikke med virkemidlerne, og gentagelserne øger ikke nysgerrigheden eller virker fremmende for oplevelsen. Installation nr. to er lige en tak for kalkuleret, og heller ikke den formår at skabe en virkelig interesse. Den er charmerende, men ideen er efterhånden så velafprøvet, og dette set-up er ikke for alvor dragende. Den sidste The Clearing holder derimod kadencen, måske fordi den er en videreudvikling af The Experiment fra 2011, og derfor er mere i kontakt med det oprindelige afsæt?

Spændende bliver det at se, om Djurberg og Berg i fremtiden genfinder balancen mellem indhold og form? Det er fristende at lades sig forføre af de muligheder, som museet tilbyder, men faren ved en tur med den store hvide hval, er jo som bekendt, at den sluger en!

Selv kunstnere som Olafur Eliasson og Jeppe Hein har svært ved at modstå museets grandiositet – også de må kæmpe imod fristelsen, for at undgå at deres udstillinger ender som spektakulære hurlumhejhuse. Flotte rammer kræver mere af kunstnerne – og især det at kunne sige stop, mens legen stadig er god.