Kinesisk momentum

Kinesisk momentum

Westbund Art & Design. Foto: Westbund.com

Én af de ting, der gør den kinesiske kunstscene uhyre interessant i disse år, er måden, hvorpå kunstnerne forholder sig til deres omgivelser i de kinesiske storbyer, som konstant forandrer sig med et pres og tempo, som er svært at begribe for en skandinav. Her kommer en rapport fra Shanghai Biennalen og dette års Shanghai Art Week, der er blevet internationale kunstbegivenheder.

I starten af november åbnede den fjerde udgave af Shanghais uofficielle kunstuge. Ugens begivenheder var ligesom de foregående år centreret omkring de to konkurrerende art fairs Art021 og West Bund Art and Design. Hertil kom et væld af galleri- og museumsudstillinger samt åbningen af den 12. udgave af Shanghai Biennalen.

Lidt forhistorie

Den kinesiske kunstverden har over det seneste årti gennemgået en udvikling af astronomisk omfang. Særligt bemærkelsesværdig er Shanghais kunstuge, som på blot fire år har udviklet sig til en af de begivenheder, som nu formår at tiltrække hele den globale kunstverdens elite.

Den kinesiske kunstverdens institutionalisering er drevet af kommunistpartiets klare målsætninger om at styrke de kreative industrier i Kina. I Shanghai har bystyret valgt en model, hvor det semistatslige udviklingsselskab West Bund Development Group har stået for at transformere et stort, udfaset industriområde tæt på Shanghais turistcentrum til et kulturelt knudepunkt for Shanghai.

Shanghai
Art021. Foto: Kristian Mondrup Nielsen

Området, som har fået det mundrette navn “West Bund Culture Corridor”, huser i dag bl.a. West Bund Culture and Art Pilot Zone (det nye hjem for Shanghais største gallerier samt atelierer for prominente Shanghai-kunstnere som Xu Zhen og Zhou Tiehai m.fl.), West Bund Art Center (bygningen, hvor Westbund Art and Design Fair afholdes), Shanghai Center Of Photography, privatmuseerne Long og Yuz Museum samt Shanghai Powerstation of Art (PSA). Sidstnævnte er Kinas eneste statslige museum for samtidskunst. Hele udviklingen fra aflagt industriområde til hypermoderne kunstdistrikt har taget godt seks år, hvilket siger ikke så lidt om den politiske vilje og private investeringslyst, som ligger bag Kinas hastigt voksende kunstindustri.

Vestlige stjernekunstnere på plakaten

Én af de ting, jeg bed mærke i ved dette års Shanghai Art Week, og som allerede gjorde sig gældende ved Beijing Gallery Weekend tilbage i marts, var den massive repræsentation af vestlige stjernekunstnere. Shanghai kunne således i denne uge friste med soloudstillinger af vestlige stjerner som Cindy Sherman på Forsun Foundation, Louise Bourgeois på Long Museum, en stor soloudstilling med Francis Alÿs på RAM samt en gruppeudstilling med deltagelse af bl.a. Superflex, kurateret af Mauritzio Cattalan, på Yuz Museum.

I takt med, at megagallerier som Hauser & Wirth, Gargosian, Zwirner, Pace og White Cube alle har etableret satellitafdelinger i Hong Kong for derved bedre at kunne servicere det kinesiske marked, er konkurrencen i det kinesiske kunstmarked også blevet hårdere.

Vestlig interesse for kinesiske samlere

Den vestlige interesse for de kinesiske kunstsamlere var da også tydelig at fornemme, idet Westbund Art & Design i år var vokset til noget nær dobbelt størrelse, siden sidst jeg besøgte messen i 2015. Den primære udstillingshal var modsat tidligere år reserveret til de største internationale gallerier, mens hovedparten af de kinesiske gallerier i år var flyttet over i den nye bygning i selskab med mindre udenlandske gallerier.

Messens nok mest spektakulære visning var uden tvivl hos David Zwirner, hvis stand bestod i et enkelt værk af Dan Flavin, som ikke har været vist offentligt, siden det blev fremstillet til hans soloudstilling på MoMA i New York i 1969.

Shanghai
Dan Flavin: Untitled (to Sonja), 1969. Foto: David Zwirner

Fem minutter før lukketid

Umiddelbart virkede messen velbesøgt, men den opfattelse ændrede sig hurtigt, da jeg begav mig over vejen og ind i de nye haller for at se, hvad der rørte sig på de kinesiske gallerier. Her lignede det mere fem minutter før lukketid på sidste dagen, end en VIP-præsentation på den første.

Rygterne om en katastrofal første dag var da også på alles læber kl. 19, da messen lukkede. Spekulationerne gik derfor også i retning af, at den dårlige start måske skyldes den verserende handelskrig mellem USA og Kina. Handelskrigen var allerede inden åbningen på de flestes nethinde, da kunstugen i år forløb parallelt med Kommunistpartiets stort anlagte Import Expo i den anden ende af byen med deltagelse af 3000 udenlandske virksomheder.

Allerede under Art021s VIP-visning dagen efter, blev spekulationerne dog gjort til skamme, og flere af mine kontakter blandt galleristerne, som dagen forinden havde klaget deres nød, rapporterede om næsten udsolgt inden dagen var omme.

En rodløs fornemmelse

Én af de ting, der fascinerer mig mest ved kinesisk kunst i disse år, er måden kunstnerne forholder sig til deres omgivelser i de kinesiske storbyer, som konstant forandrer sig i et tempo, som er svært at begribe for en skandinav.

Det tærende pres og den historieløshed, som i disse år gennemsyrer det kinesiske samfund, er netop et centralt tema i den Shanghai-baserede kunstner Jin Shans (f. 1977) praksis. Jin Shan er skolet i klassisk realisme, og hans værker rummer ofte referencer fra klassiske græske, romerske, kristne og renæssanceskulpturer, som han blander med taoistisk og kulturrevolutionær ikonografi.

Shanghai
Lin Shan: Resurgance, 2018. Foto: Kristian Mondrup Nielsen

Til trods for, at han er uddannet maler, arbejder han nu udelukkende med skulpturer, som han sammensætter af plastik, skumgummi og ståltråd. Jin Shans mutilerede skulpturer udtrykker ret præcist en grundtilstand af eksistentiel usikkerhed og apati, som det moderne samfunds ekstreme tempo afføder. Jin Shan er repræsenteret af Bank/MabSocietys, som i år viste et bredt udvalg af hans værker frem på Art021.

MadeIn Shanghai

Tilbage i 2009 opløste Xu Zhen sin kunstneriske praksis i firmaet MadeIn Company, som selvfølgelig er en reference til ”Made in China”. Xu Zhen er nok Shanghais mest prominente kunstner med en praksis, der kritisk udstiller det meningstab og den manglende kontekst, som globaliseringen og kapitalismens indtog i Kina har medført.

Hans værker er proppet med modsatrettede betydningslag, som på spydig vis leger og manipulerer med beskuerens opfattelse af begreber som kinesiskhed, kulturel identitet, sandhed og originalitet. I 2007 producerede Xu Zhen eksempelvis nedenstående pastiche på Damian Hirst med titlen Dinosaur.

Shanghai
Xu Zhen: Dinosaur, 2007. Foto: ShanghART

Værket Under Heaven, som jeg spottede på Art021 er et 1,5 meter stort rundt kanvas i bolsjestribede, rødlige nuancer. Malingen er påført med sprøjtepose og ligner således mest af alt toppen af en kæmpe lagkage. MadeIn Company holder endvidere – i bedste Mette Blomsterberg-stil – kurser i sprøjteteknik. Her kan kursisterne for 280 RMB lære at lave deres egen version af Under Heaven, som de efterfølgende får med sig hjem.

Shanghai
Xu Zhen: Under Heaven, 2018. Foto: Kristian Mondrup Nielsen

Videomarathon – på Shanghai Biennalen

Dette års Shanghai Biennale er ledet af den mexicanske chefkurator Cuauhtémoc Medina og har fået titlen Proregress: Art in the Age of Historical Ambivalence. Biennalen viser værker af i alt 64 kunstnere og kunstnergrupper. Foruden den oplagte prioritering af asiatiske kunstnere rummer dette års udgave den største samlede præsentation nogensinde af latinamerikansk kunst i Kina.

Biennalen er i år domineret af videoinstallationer, som for en stor dels vedkommende bevæger sig i en genre, der bedst beskrives som videoessays; poetiske, handlingsfattige tableauer, som byder beskueren indenfor i æstetiserede øjebliksbilleder fra potentielle virkeligheder.

Én af de få undtagelser er dog den unge, kinesiske kunstner Lu Yangs biddrag Material World Knight (2018), som med et sci-fi-inferno af et gesamtkunstwerk overfuser sit publikum med sin dystopiske fremskrivning af ukritisk teknologipositivisme.

Shanghai
Lu Yang: Material World Knight, 2018. Foto: Kristian Mondrup Nielsen

Tonedøve Tjajkovskij

Anderledes afdæmpet, om end ligeså legende, er videoinstallationen Muted situations #22 Muted Tjajkovskijs’s 5th fra den succesfulde Hong Kong-baserede lydkunstner Samson Young. Værket består af en 45 minutter lang koncertfilm, akkompagneret af 12 sekskantede højtalere, placeret i en matrix på gulvet.

Videoen dokumenterer et symfoniorkesters fremførsel af Tchaikovskys femte symfoni fra ende til anden. Young har på enkel og elegant vis amputeret orkestrets tonalitet ved at sætte malertape over strengene på violinerne, i hullerne på fløjter og fagotter etc., og tilbage er kun den svirrende, kradse lyd fra violinbuer, der stryger mod malertape og en susende lyd fra blæsernes pusten.

Young udstiller på samme tid det grundkomiske i den vestlige klassiske musiks til tider stive og støvede tableau, parallelt med at han nærmest didaktisk giver beskueren/lytteren en lektion i Tchaikovskys brug af dynamik og rytmik.

Shanghai
Samson Yound: Muted situations #22 Muted Tjajkovskijs’s 5th. Foto: Kristian Mondrup Nielsen

Selvom den endelige værkliste til dette års Shanghai Biennale først blev offentliggjort omtrent en uge før åbningen af udstillingen – angiveligt på grund af problemer med godkendelse fra de kinesiske myndigheder – så virkede biennalen på ingen måder renset for politisk kritik.

Sagen er snarere den, at det kinesiske kommunistparti for længst har forstået, at samtidskunstens sande revolutionære potentiale består i dens evne til at fremskynde gentrificeringen og skabe økonomisk vækst i de kinesiske storbyers mange aflagte industriområder.

Del artiklen

'Kinesisk momentum'

Facebook