I helvedes horehus lugter der af kylling

I helvedes horehus lugter der af kylling

'Master' og 'child' i den ekstreme performanceinstallation Salò. (Foto: Arthur Köstler)

Billedserie

Forestilling

Salò

27 jan 2010 14 mar 2010

Thomas Bo Nilsson, SIGNA v. Signa & Arthur Köstler

Villa Salò
Se kort og tider

I: Circle of Mania– 27. jan.-31. jan.

II: Circle of Shit – 8. feb.-14. feb.

III: Circle of Tears – 22. feb. – 28. feb.

IV: Circle of Blood – 8. mar. -14. mar.

Med performanceinstallationen Villa Salò kan publikum i øjeblikket blive vidner til total menneskelig degradering i horehuset fra helvede. Det lyder utroligt, men det er en foruroligende, fantastisk kunstnerisk bedrift.

Sent lørdag aften ankommer jeg til den 700 kvadratmeter store herskabsvilla på Østerbro for at tage del i forestillingen Salò. Dette er den første uge af forestillingerne, der er inddelt i fire cirkler: Circle of Mania, Circle of Shit, Circle of Tears og Circle of Blood. Har man set Pasolinis film fra 1975, der danner forlæg for stykkets udskejelser vil man forstå, hvorfor det er med en vis nervøsitet, at jeg banker på husets fordør. I det mindste er dette ikke Circle of Shit.

De fire cirkler. (Fra villa-salo.dk)
De fire cirkler. (Fra villa-salo.dk)
Duften af fordærv
Efter at have læst om udskejelserne på Villa Salòs hjemmeside er jeg højst usikker på, hvor meget publikum forventes at involvere sig. Bliver man rørt ved? Opfordret til seksuelle aktiviteter? Og hvordan lugter menneskeligt fordærv egentlig?

Det første, der møder publikum, når man træder ind over dørtærsklen, er nu ikke duften af fordærv, men nærmere en tung lugt af stegt kylling. Husets tjenestefolk er konstant i gang med at tilberede dyrene til fri fortærelse af husets herrer og hvem de nu vælger at dele deres levninger med. Lugten ligger som en kødelig påmindelse om, at al borgerlig kotyme efterlades i døren til fordel for dyrisk konsummering af mad, mennesker og anstændighed.

Master and maid
Villaens indgangsparti domineres af beige lædersofaer, pastelfarvet blomstertapet og gipsstøbte statuer. Generelt skriger indretningen i Villa Salò af lavprisdekadence og horehus.

Signa Köstler som 'Madam'. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)
Signa Köstler som ‘Madam’. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)
'Guard'. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)
‘Guard’. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)

Gæsterne bliver budt velkomne af madame Vaccari, der med den nyligt deflorerede unge Michette på knæet sørger for at rangdele aftenens indbudte. Vi får hver et farvet bånd, der viser hvem vi er gæster af. Fra bunden af: Children, maids, fuckers, madams og masters. Min medteatergænger bliver gæst af tjenestefolkene og bliver ført ud i køkkenet.

Her er han vidne til, at en af husets herrer tvinger en ung pige med ét ben til at løbe rundt ude i den snedækkede have. Tilmed på opfordring af én af gæsterne. Jeg selv er gæst af ‘the masters’ og føres ovenpå, hvor jeg bliver mødt med indsmigrende blikke og håndkys, når jeg støder ind i én af mine værter. Disse har dog i reglen travlt med at fornedre husets unge kvinder og mænd, eller blot tale om, hvordan de skal gøre det.

Absurd teater
I stedet bliver jeg rundvist af 19-årige Franchino, der spiller sin rolle så ægte, at det nærmest er umuligt ikke at blive berørt af hans fortælling om sig selv og sit liv. Han beretter om tvungent samleje med søsteren i samme tone, som han fortæller om sin drøm om at blive musiker.

Den mondæne villa, der danner ramme om Salò. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)
Den mondæne villa, der danner ramme om Salò. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)
Plantegning over huset. (Fra villa-salo.dk)
Plantegning over huset. (Fra villa-salo.dk)

Franchinos kærlighed til musik ender med at få involveret mig i lidt mere teater end jeg havde regnet med at sige ja til. I kælderens orgiesal har ‘the masters’ bestemt, at der skal opføres et ‘tableau vivant’, altså et levende billede. Her er det Franchinos opgave at lægge musik til begivenhederne og et par stykker af os indvilliger i at hjælpe ham.

Før vi ved af det, står vi foran størstedelen af aftenens gæster og husets performere og synger, mens de unge kvinder vrider sig i en bunke på gulvet for bedst muligt at illustrere en solnedgang, der vil tilfredsstille deres herrer. Den enes lyst vækkes øjensynligt undervejs og han springer ned mellem dem og tager for sig af retterne. Vi synger videre. Det er vist hvad man kan kalde absurd.

Et fascinerende trafikuheld
Personligt er jeg normalt ikke fan af teater med overdreven interaktion performere og publikum imellem. Ej heller er jeg til voldsporno eller horehuse og det er aldrig lykkedes mig at se Pasolinis film uden fjernbetjeningen inden for sikker rækkevidde. Alligevel er jeg dybt betaget af dette fremragende totalteater.

Fordærvets eufori fanget efter mørkets frembrud. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)
Fordærvets eufori fanget efter mørkets frembrud. (Foto: Arthur Köstler/SIGNA)

Det er med herskabsvillaen på Østerbro som med den noget nedslidte sammenligning om trafikuheldet, man ikke kan undgå at sagtne farten for. Man hverken kan eller vil se bort fra galskaben. SIGNA udstiller med Salò den perverterede glæde, vi oplever ved andre menneskers ulyksaligheder, og som selv de mest anstændige københavnere åbenbart er villige til at deltage i. Men vi konfronteres også med ubehaget og medlidenheden – selv om vi ved det er teater.

Det burde ikke være en anbefalelsesværdig lørdagsaktivitet, men en aften i Villa Salò er på en gang fænomenal underholdning og vigtig samfundsdebat. Vi er med garanti mange der dukker op igen, når Krausesvej 3 slår dørene op til Circle of shit.

Forestillingen er forbudt for børn og unge under 16 år.

Hvilken rolle og status, der knytter sig til de forskellige karaktertyper, kan man få en fornemmelse af, hvis man klikker på ’Personages’. Her er der også billeder af villaens beboere. Alt på www.villa-salo.dk opleves til tonerne af Chopins præludium nr. 7 i A.

Salò er inspirationskilden og titlen på Pasolinis rå og uforsonlige filmklassiker om magtens perversitet, der er blevet bandlyst, censureret og lagt for had verden over i mere end 30 år. Filmen havde premiere i 1975, kort før Pasolini blev myrdet under mystiske omstændigheder.

SIGNAs unikke virkelighedsleg har fra første færd i 2001 skabt debat og henrykkelse. Arthur Köstler, østrigsk mediekunstner og performer, kom til som den faste partner i 2004. Senere er også den svenske arkitekt Thomas Bo Nilsson blevet en fast del af gruppen.

SIGNA har skabt godt 25 værker i Danmark og udlandet, som alle arbejder på at opløse skellet mellem virkelighed og fiktion. Bl.a. 57 beds, The Black Rose Trick i Malmø, den Reumert-nominerede Seven Tales of Misery fra 2006, og i 2008 historien om Martha Rubins tilsynekomster, der bragte SIGNA til Theatertreffen i Berlin som den første danske kunstnergruppe nogensinde.

Billedserie

Forestilling

Salò

27 jan 2010 14 mar 2010

Thomas Bo Nilsson, SIGNA v. Signa & Arthur Köstler

Villa Salò
Se kort og tider

I: Circle of Mania– 27. jan.-31. jan.

II: Circle of Shit – 8. feb.-14. feb.

III: Circle of Tears – 22. feb. – 28. feb.

IV: Circle of Blood – 8. mar. -14. mar.

Del artiklen

'I helvedes horehus lugter der af kylling'

Facebook