Hvis magten var min…

Hvis magten var min…

Dokumentation af Appel-retssag med elever fra Freinetskolen i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)

Billedserie

Udstilling

Mann Beißt Hund

28 mar 2015 17 maj 2015

Stine Marie Jacobsen

Overgaden - Institut for samtidskunst
Se kort og tider

Stine Marie Jacobsens udstilling på Overgaden udfolder sig med en sjælden aktualitet og konsekvens i sit forsøg på at genskabe en forbindelse mellem lov og borger.

Kunstinstitutionen har en særlig funktion i forhold til de samfundsengagerede praksisser, der ellers typisk opererer uden for murene, ude i virkeligheden. Det faktum er udtalt i Mann Beisst Hund, Stine Marie Jacobsens første soloudstilling herhjemme på Overgaden. Her er Overgaden en diskuterende ramme for undersøgelser, videoværker og research indhentet og inspireret direkte fra kriminalsager i den politiske virkelighed.

”Vi mener Torben er skyldig i racisme, fordi han taler ned til en hel gruppe mennesker med ikke-dansk baggrund i et offentligt medie.”

”Han advarer blot sit lokalsamfund, som man ville gøre, hvis der nu var et jordskælv på vej. Det ville jo også være nemmere hvis alle bare blev i deres egne lande.”

Dokumentation fra Appel-retssag den 16. april i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)
Dokumentation fra Appel-retssag den 16. april i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)
Racisme og ytringsfrihed
De to citater fra henholdsvis anklager og forsvarer er hentet fra DEBAT // Appel – Retssag U. 1980.465 Ø torsdag d. 16. april kl. 13-15, da en 8. klasse fra Freinetskolen gendømte U.1980.465 Ø, en retssag om Racisme og Ytringsfrihed fra 1980, hvor man i et læserbrev i en lokalavis kunne læse følgende:

”Jeg ønsker heller ikke at forfølge de fremmede, men jeg må indrømme, at jeg gerne vil have, at de rejste hjem til deres eget land. Nu misbruger de jo bare vores socialsystem. Desuden ødelægger de nutidens ungdom ved at sælge hash og alt muligt andet dårligt.”

I 1980 blev ’Torben’ kendt skyldig, men hvad ville dommen være i vor tid, og hvis retssagen blev afholdt af dem, der skal administrere fremtidens samfund?

I Stine Marie Jacobsens tilfælde gælder det altså den demokratiske magtudfoldelse, lovsystemet og dets administration, sprog og eksekvering og et forsøg på at flytte denne instans fra et fremmedgjort rum, sprogbrug og bureaukrati til et åbent rum i direkte relation til mennesket. Der er altså en sjælden direkte symbolik i at det ene af lokalerne på Overgadens første sal for tiden er et værk, der genskaber et udøvende retslokale med plads til både tiltalt, dommere, anklagere og forsvarere. Vi, der er bænket langs væggene denne eftermiddag, deler pladsen med dagens nævninge.

Dokumentation fra Appel-retssag den 16. april i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)
Dokumentation fra Appel-retssag den 16. april i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)

En advokat har forinden proceduren indført de unge mennesker i retssagens gang og Jacobsen har været på besøg i skoleklassen i slut januar for at diskutere emnet bag retssagen med dem: racisme og ytringsfrihed. Det er et længere forløb vi kort sagt er vidner til.

Konstruktion og administration
Stine Marie Jacobsens praksis operere i skæringen mellem fiktionen og virkeligheden og har for nyligt udgivet bogen Direct Approach: The Guide Book – How to create a platform for conversations on violence in film and reality. Den aktuelle udstilling skal på lignende vis forstås som en platform for dialog og diskussion om grænsen mellem sprog og handling, konstruktion og administration, institution og offentlighed.

Mann Beißt Hund er det absolut mest aktuelle kunstindslag lige nu, hvor kunsten reagerer direkte på aktuelle forhold med krav om indsigt i, hvad man kunne kalde, en magtens fuldkommenhed eller en demokratisk krise, hvor forbindelse mellem lovinstans og borger er strukket langt over smertegrænsen. I pressematerialet beskrives tilstanden således:

I kølvandet på terrorpakker, rockerlove og diskussioner om, i hvilken grad det er legitimt for et samfund at overvåge sine egne borgere, kan det forekomme uoverskueligt at få et overblik over, hvad der egentligt er lovligt – og hvad der bør være det – i et moderne, hyperteknologisk samfund.

Kriminalisering af individdet
Man kan også mene at resultatet af en sådan lovordning som terror- og lømmelpakkerne har resulteret i en kriminalisering af uskyldige, demokratiske borgere og handlinger. Udstillingen refererer direkte til en sådan udvikling i Belgien.

Demokratiske ytringer og aktioner, der tidligere var måder at udfordre magten konstruktivt på, bliver i dag anset for kriminelle handlinger, og ofte før de er udøvet. Hele terrorlovgivningen og overvågningskulturen har i bund og grund en indlejret logik, der kriminalisere os alle, før vi overhovedet bryder loven. Og ja, hvad er loven så? Imens slår ens tanker hen på Minority Report, blockbusteren, der med Tom Cruise som traumeramt betjent og med hjælp fra tre orakler forhindrer fremtidige mord.

Mann beißt Hund, 2015. Installationsview. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Mann beißt Hund, 2015. Installationsview. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Mann beißt Hund, 2015. Videostill.
Mann beißt Hund, 2015. Videostill.

Udstillingen tæller i alt tre værker: Mann Beißt Hund, Teenage Love og Appel, tre nye værker skabt til rummene og én sammenhængende fortælling. Vi starter med Mann Beißt Hund, en stor totalinstallation med et par fotoværker fra gadeplan og to videoer, der dels udspiller en overvågning i det offentlige rum og en stor videoprojektion, der udspiller en række scenarier, der har noget tilsyneladende kriminelt over sig.

Vi er til stede på en række lokationer, hvor noget smides i vandet, vi trænger ind i private boliger og lusker (som en hund) omkring, men selve handlingen er hele tiden uden for kameraets vinkel. Effekten er en klar fornemmelse af at være vidne til ting, der ikke kan beskrives klart, samtidig med at associationerne bliver det styrende for forståelsen.

Værket spiller med titlen på skandalehistoriens italesættelse: Mand bider hund. Titlen er dog hentet fra en belgisk film (C’est arrivé près de chez vous, 1992), der via kunstnerens research i Belgien, viste sig at være den film folk henviste til, når de blev spurgt til hvilken film, der for dem forbandt det fiktive og det virkelige. Det er et unødigt kompliceret grundlag, men fremmedgørelsen har også en pointe i sig selv.

Teenage Love, 2015. Installationsview. (Foto: Anders Sune Berg)
Teenage Love, 2015. Installationsview. (Foto: Anders Sune Berg)
Lovens sprog som grænse
Som en overgang fra videoernes vidneskildringer til retssalen er installeret en væg med en række citater indridset (Teenage Love, 2015). En skillevæg som vi kender dem fra toiletter eller offentlige institutioner, hvor vanligt ungdomskævl nu er blevet oversat til ’ordentligt’ lovsprog.

Vi kan altså kun gætte, hvad der egentlig ligger i citatet: ”Intim fysisk kontakt med andre personer tillades ikke med mindre der gives samtykke.” Måske blot klassikeren Fuck dig!? Samtidig fungerer væggen som en klar grænseovergang, hvor sproget er den egentlige forhindring.

På den anden side af væggen foregår selve eksekveringen og kommenteringen på udstillingens argument i en række appelretssager, hvor tidligere dømte sager gendømmes, men nu af tre forskellige klasser (6.,7. og 8.) fra Freinetskolen på Amager.

Teenage Love, 2015. Installationsview. (Foto: Anders Sune Berg)
Teenage Love, 2015. Installationsview. (Foto: Anders Sune Berg)

Appel-retssagerne er på mange måder aktiveringen af denne udstilling, der mest af alt fungerer som et uklart, tvetydigt rum, hvor afstanden portrætteres.

I værket Appel, retssagerne og dokumentationerne fra disse, når vi netop frem til en mulig refleksion og kritisk diskussion af lovens forbindelse til nutidens individ. Her udfoldes det spørgsmål som udstillingen fører til torvs: Forstår vi overhovedet, hvad der foregår, og hvad magt og forbrydelse er?

Direkte engagement
Oplevelsen af at overvære teenagernes håndtering af retssagen, proceduren, retorikken og argumentationen fik udstillingen og dens tematik til omsider at udfolde sig, og det var ganske enkelt en både fantastisk og dybt foruroligende oplevelse. ’Torben’ blev trods hård anklage (bl.a. ud fra straffelovens §266 B), ihærdigt retorisk forsvar og kontante dommere til sidst frikendt ved nævningenes domsafsigelse på grundlag af ytringsfrihedens principper. I 1980 blev Torben i øvrigt kendt skyldig.

Dokumentation fra Appel-retssag den 16. april i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)
Dokumentation fra Appel-retssag den 16. april i udstillingen Mann Beißt Hund på Overgaden, 2015. (Foto: Stine Marie Jacobsen)

Når Stine Marie Jacobsen taler om Direct Approach (Direkte tilgang), så får vi i disse dage syn for savn: Forstår vi ikke virkeligheden, må vi prøve at forstå logikkerne bag, undersøge samfundets og kulturens repræsentationsformer. Og kunstens rum er et vigtigt rum for sådanne tanker og undersøgelser. Derfor bør det også krediteres højlydt, når samtidskunsten opererer så direkte, skarpt og engagerende som Jacobsen gør i netop disse dage.

Torsdag den 30. april føres udstillingens sidste appelretssag.

Dette er den sidste retssag af tre. I denne session gendømmer teenagerne U.1999.177 V, en retssag om hævn-porno. Retssagen sker i vejledning og moderation af jurist Rasmus Kamstrup Bogetoft. Arrangementet er åbent for publikum.

Retssagerne bliver dokumenteret og efterfølgende inkluderet i udstillingen, hvor man vil kunne læse retssagerne og deres nu to domsafgørelser.

Læs mere om Stine Marie Jacobsens projekt Direct Approach her:
www.direct-approach.org

Se mere om Stine Marie Jacobsens udstillinger og praksis her.

Billedserie

Udstilling

Mann Beißt Hund

28 mar 2015 17 maj 2015

Stine Marie Jacobsen

Overgaden - Institut for samtidskunst
Se kort og tider

Del artiklen

'Hvis magten var min...'

Facebook