”Jeg kunne være en organisation, som tog rundt i verden og tjente penge på kun at lave de her projekter. Dét, at jeg er kunstner, gør, at jeg har en anden form for sensibilitet i metoderne, og det er dén sensibilitet, jeg prøver at få frem i mine projekter”, siger Stine Marie Jacobsen over en Zoom-forbindelse fra Berlin. Hun bor og arbejder som kunstner i Berlin og København, og fra 1. april er hun desuden ansat som professor på kunstakademiet i Leipzig.

Hendes praksis i socialt engageret kunst har arbejdet på kryds og tværs af Europa gennem de seneste næsten 15 år. Den socialt engagerede kunst trækker lange tråde tilbage på for eksempel den amerikanske kunstscene, men ses sjældent på den danske kunstscene, der oftere er viklet ind i forestillingen om kunstværket som noget fysisk, materielt eller som performativ happening, hvorpå der kan sættes et skilt med kunstner, titel, årstal og materiale.

”Jeg tror, at den måde, jeg har lært at skabe billeder på, har indflydelse på den måde, jeg konstruerer social kunst. Jeg savner, at vi taler mere om metode og det bagvedliggende perspektiv – også i immateriel og socialt engageret kunst. I et renæssanceperspektiv definerede Alberti, at mennesket stod i centrum. Det europæiske centralperspektiv er altid set fra én persons synsvinkel. Jeg tænker tit: Laver jeg kunst på den måde? Jeg prøver at kæmpe imod ved at være god til at lytte til mine samarbejdspartnere.”

Stine Marie Jacobsen praksis er i det kollektive, og hendes værker er snarere sociale organismer, der både kan kaste bøger, installationer, plakater, udstillinger, workshops eller digitale platforme af sig. De involverer deltagelse af alt fra børn og unge over socialrådgivere, lærere, advokater, forskere til politiske organisationer.

Sidste år var hun aktuel i Maria Projektet på Vesterbro i København, hvor hun med Vesterbros sexarbejdere, immigranter og stofmisbrugere lavede projektet Come as You Avatar, der kunne opleves i byrummet.

Dette værk udsprang af Jacobsens større værk Law Shifters, der blandt andet i 2018 kunne opleves i Kunsthal Nikolaj med en installation af en stor lovmaskine, hvor borgere og publikum kunne skrive egne love og derved deltage i en samtale om lovgivning.

Netop nu udstilles projektet Group-Think på Rønnebæksholm; et projekt der binder sport og protest sammen, og som kort sagt handler om træning af kollektiv intelligens. Group-Think er baseret på et skoleprogram og på workshops, hvor børn og unge gennem øvelser skabt af elever fra Marseille trænes i at lytte til, håndtere og navigerer kollektivt i forhold til hinandens kroppe både i forhold til sikkerhed, tryghed, rettigheder, sprog og samtykke. Samtidig kan øvelserne udbygges og forandres af den aktuelle gruppe børn og unge, som udfører dem.

Uden om værket

Stine og jeg har før arbejdet sammen om projektet Law Shifters, da det blev udstillet på Nuuk Kunstmuseum, hvor jeg arbejdede som museumsinspektør, men det er ikke dette, denne samtale skal handle om.
Den skal handle om alle de tanker, der ligger udenom og bag Stine Marie Jacobsens praksis, rodfæstet som den er i kunstteoretiske overvejelser samt logget ind i en længerevarende og tilbageskuende tråd om relationen mellem samfundet og kunstneren samt mellem kunst og samfund.

”Min kunst handler også om kunstens rolle i samfundet: Hvornår og hvordan må den være her? Det, jeg tit savner, er en mere systemkritisk tilgang i forhold til arbejdsgange. Jeg har besluttet at lave et kursus, som underviser 1. og 2. års kunsteleverne på medieskolen på kunstakademiet i Leipzig i konfliktløsningsmodeller og redskaber.

Alt fra mapping og konflikthåndtering, hvor man kigger på, hvor man arbejder, og hvilke forskellige interessepartnere der er; ‘hvad vil de, og hvad vil jeg’? Sådan at man kan placerer sig selv iblandt disse stemmer. Jeg har selv fået meget ud af at inkorporere konfliktredskaber i min praksis.

Jeg vil også kigge på den infrastrukturelle æstetik. Det vil sige alt det, der ligger rundt om og kunne have indflydelse på, hvorfor kunstværket ser ud, som det gør.

Jeg er bekymret for kunstens rolle i samfundet, hvis kommunerne eller andre, der hyrer kunstnerne, får for meget magt over, hvad der skal laves, fordi kunstnerne, ligesom enhver anden form for forskning, skal have lov til at lave deres research og komme med deres forslag frit, uden at der skal rykkes hen imod et bestemt resultat.

Når kunstværket er en slags kollektiv intelligens, kan det blive lobbyet af visse parter. Jeg har også stået i situationer, hvor jeg har tænkt: ‘det var sgu ikke helt det, jeg ville lave’. Men jeg skulle rette mig efter politiske krav eller sensitiviteter. Det sker meget, når man som billedkunstner i en kreativ proces skal lytte til forskellige stemmer, der vil forskellige ting samt har forskellige etikker.

De næste par år kunne jeg godt tænke mig at dykke ned i den følelse, at jeg ikke får det, jeg vil have i selve beslutningen om, hvad slutproduktet skal være.

Hvorfor har jeg den følelse? Er det fordi, jeg normaliserer min proces, jo mere jeg arbejder ude i virkeligheden? Er det fordi, jeg ikke sidder i et beskyttet atelier, hvor jeg kun har mine egne tanker og mit eget materiale, jeg skal kæmpe med. Ude i virkeligheden har jeg et ansvar overfor mennesker, som er mit ‘materiale’, samtidig med at jeg jo ikke skal behandle dem som ‘materiale’?”

Handlingsrummet

Det begyndte med maleri. Stine Marie Jacobsen er uddannet på California Institute of the Arts i Los Angeles samt Det Kongelige Danske Kunstakademi, og her opdagede hun dels performancen og fik samtidig interesse for, når kunsten udfolder sig i et kollektivt handlingsrum.

Kunstakademiet i København havde dengang ikke undervisning i at arbejde kollektivt med deltagere, men kunstakademiet støttede Stine Marie Jacobsen i at opsøge undervisning ude i byen for eksempel på sociologi på Københavns Universitet, hvor hun på et kursus blev introduceret til Artist Placement Group og Group Material.

”Jeg interesserer mig meget for de handlingsrum, hvor man er ude i virkeligheden, mens jeg forsvarer kunstens frihed til at være det, den skal være; det vil sige besværlig, kritisk, smuk eller grim.

På sociologistudiet havde jeg et fedt kursus om kunstnere, der arbejdede med fællesskaber og aktuelle samfundsproblemer. For eksempel Artist Placement Group, der i 1960’erne i England placerede kunstnere ude i samfundet, fordi de ville bringe kunsten ud til arbejderne. Artist Placement Group har jeg fulgt, og jeg har også haft fornøjelsen af at udstille i én af stifternes, John Latham, residency og hus i London.

En anden gruppe, jeg blev introduceret til og siden har interesseret mig for, var Group Material, der i 1990’erne arbejdede meget direkte med mennesker i forskellige områder af New York.

Group Material var ligesom Artist Placement Group inde over, at kunsten har en rolle i samfundet, men at kunsten også meget tidligt er blevet brugt politisk. Det oplever jeg i mit arbejde mere og mere, og det oplevede Artist Placement Group og Group Material også i 60’erne og 90’erne.

Jeg tror, at det var en form for brændstof for dem, og de følte, at de var på barrikaderne eller i fronten for at kæmpe for kunstens rettigheder for at være det, den nu er; en meget underlig form for tænkning, idéudvikling og billeddannelse.”

Jeg vil lave horrorfilm med tyskere

Vold, sprog, rettigheder, fællesskab er gennemgående i Stine Marie Jacobsens praksis, som i sin kollektive tilgang dog ikke er konsensus- eller harmonisøgende, men snarere interesserer sig for modstand, konflikt, antagonismer og diskrepanser, og hvordan vi kan være i, have dialog og samtale om uenigheder. Ikke bare i en lokal andedam, men på et større menneskeligt og samfundsmæssigt forbundet landkort.

Et halvt års residensophold på Künstlerhaus Bethanien i Berlin tilbage i 2012 begyndte med den lidt komiske formulering, ‘jeg vil lave horrorfilm med tyskere’, men endte i projektet Direct Approach, som var en samtaleplatform om vold i film.

Deltagerne blev konfronteret med spørgsmålet: ”Fortæl mig om den mest voldelige film, du nogensinde har set?”, som derefter i et lignende setting blev en iscenesat reenacment med et professionelt filmhold, hvor deltagerne selv valgte rollen som offer, gerningsmand eller tilskuer, og i sidste ende resulterede i en installation samt i en bogudgivelse. Residensopholdet blev også begyndelsen på projekter med mere plurale perspektiver.

”Jeg havde skrevet sådan en lidt dum ansøgning, hvor der i første linje stod: ‘Jeg vil gerne lave horrorfilm med tyskere’. Det blev jo så til Direct Approach, fordi jeg i residensopholdet fik tiden til at læse og researche, og jeg begyndte at reflektere over: ‘Hvorfor skriver jeg, at jeg vil lave horrorfilm med tyskere’?

Jeg er opvokset ved den dansk-tyske grænse og havde boet i Tyskland i et par år før residensopholdet og havde lagt mærke til, at der var – og er – meget smerte omkring fortiden. Det er blevet bedre nu, men dengang var man stadig meget utilpas over nazitiden og stasitiden.

Refleksionen over, hvorfor jeg ville lave horrorfilm med tyskere blev til en refleksion over, at jeg kan ikke sige, hvad der er vold for et menneske. Det må mennesket selv fortælle mig. Jeg begyndte at åbne perspektivet i mine værker til at være pluralt. I mine projekter er jeg hele tiden i en læringsproces, hvor jeg modtager informationer fra deltagerne, der giver mig forskellige syn, etikker og oplevelser.

Det tager mig lang tid at udvikle et koncept, og derefter er jeg meget opmærksom på, at mine projekter ikke bliver for uniformerede og globaliserede. De skal for eksempel ikke at gøre det samme hvert sted, Jeg skal kunne forandre grebene. Jeg skal også være 100% frisk på at ændre konceptet, hvis det ikke passer ind i den givne kontekst.

Mange af mine projekter er samarbejdsprojekter, men i deres ånd er de også kooperative. I bogen What We Made gør tidligere museumsdirektør Tom Finkelpearl sig stor umage med at forklare forskellen mellem kollaboration og kooperation. Ved kollaboration eller samarbejde bygger man noget sammen fra bunden. Ved kooperation kommer man med et færdigt design, en metode eller et koncept, hvor deltagerne skal indpasse sig, og det er jo faktisk det, jeg gør.

I bund og grund handler det også om, at jeg ikke vil være alene, både i min verden og i mit arbejde, og at jeg har dyb respekt for mennesker. Jeg interesserer mig for konflikten og for, om kunsten kan håndtere de konflikter og kriser, vi lever i. Der er behov for ikke at polarisere mere, men alligevel at fastholde uenigheder, fastholde de store følelser samt fastholde og forstå den her vrede. Jeg vil ikke være den kunstner, der siger, at alt er godt, fordi verden er lidt fucked.”

Det kollektive er alle og ingens

Stine Marie Jacobsens projekter lever ofte videre efter, at hun har sluppet dem. Lærere og andre interesserede har adgang til workshopmateriale og øvelser, som er brugt og udviklet i projekterne. Det gøres tilgængeligt i for eksempel bøger udgivet i de forskellige projekter.

Både politikere, lærere og socialrådgivere kan sagtens se, hvordan de kan anvende kunsten i deres institutioner, hvilket gør den socialt engagerede kunst til en balancegang, hvor kunstnere, der arbejder i det kollektive, må finde strategier, der fastholder, at deres kunstpraksis forbliver kunst.

”Jeg har lavet så mange workshops og så meget immaterielt arbejde, der aldrig er blevet vist. Jeg vil sige til de studerende, at hvis de arbejder immaterielt, så skal de kræve et præsentationsformat sammen med det, de laver.

Det sagde den socialt engagerede kunstner Pablo Helguera også til mig, da jeg havde et studiovisit hos ham i New York tilbage i 2018; at jeg ikke skulle lave disse projekter uden at præsentere dem i et kunstrumsformat – om det er en udstilling, en præsentation, et event, en festival eller andet er ligemeget – fordi ellers bliver mit kunstarbejde ødelagt.

I de seneste par år har jeg været bedre til at sige fra og skelne mellem, hvornår jeg kommer som kunstner med min praksis, og hvornår jeg udfører et job som konsulent.

I 1951, lige da Documenta startede, sagde den tidligere tyske præsident Theodor Heuss i en tale, at man kan ikke lave kultur med politik, men måske kan man lave god politik med kultur. Dermed mente han også kunst. Heuss var jo stor fortaler for Documenta, så han var klar over, hvad kulturen eller kunsten kan tilbyde, og den forståelse er ikke blevet mindre siden 1950’ erne. Det er det, vi lever i.

Tendensen er mega stor, ikke kun i Europa, men verden over. Vi kender det fra kongekunsttiden, hvor kongen bad en kunstner om at lave noget, men i det mindste var disse værker synlige. Nu er der mange regeringer og politiske organisationer, der beder kunstnere om at lave ting for dem, som de vinder på. De laver måske en dokumentar, der viser ‘se, vi har arbejdet med kunst’, men der er ikke meget kunst over det, når der ingen kunstdiskussion, -refleksion eller -kritik er af det, man har lavet.

Jeg vil gerne kæmpe for en større forståelse for denne genre af kunsten, men også med en kritik af socialt engagerede kunstnere, der bare laver noget kommunal kunst og ikke har denne her kritik indbygget: Har du bare opfyldt ønskerne fra alle dine samarbejdsparter? Hvor står du selv, og hvor er det kunstneriske projekt?”