Husk at andre skal dø

Husk at andre skal dø

Fading Structures I-IIII, 2016: Lysværkerne antager karakter som abstrakte minder, der svinder bort. Foto: Michael Würtz Overbeck

Gennem mange år har Michael Würtz Overbeck arbejdet med døden som ledemotiv. Samtidig er hans kunst kendetegnet ved store totalinstallationer og forskydninger af selve udstillingsrummet. Disse elementer forenes i værket The Reminiscences Of What Once Was, som fremstår som et fysisk refleksionsrum i Spanien19C.

Udstillingen som værk
Kender man Spanien19Cs udstillingsrum bliver et besøg i disse dage alt andet end velkendt. Et gennemgribende arbejde af Michael Würtz Overbeck har skabt en hvid labyrintisk gang, der stort set skjuler det oprindelige rum og fører sin beskuer igennem en smal gang med få ophold.

Installationsview: Udstillingsstedets lokale er uigenkendeligt når Michael Würtz Overbeck transformerer omgivelserne. Foto: Michael Würtz Overbeck
Installationsview: Udstillingsstedets lokale er uigenkendeligt, når Michael Würtz Overbeck transformerer omgivelserne. Foto: Michael Würtz Overbeck

“Med udstillingen skaber jeg et arkitektonisk fremmedelement, der fylder rummet fuldstændigt ud og skaber en forskydning og malplacering af beskuerens fornemmelse af tid og rum, lige fra man træder ind i udstillingen. Denne forskydning af beskueren og tabet af overblikket fra det rum, man kom fra, gør, at jeg kan skabe et andet rum – et refleksionsrum. Selve udstillingens arkitektoniske rum bliver også en forudsætning for værkerne, da der derved dannes et narrativ,” fortæller Michael Würtz Overbeck om sin udstilling.

Minder binder os til livet
Den totalt ukendte verden, som man træder ind i, skaber et tomt rum uden forstyrrelser, og samtidig bliver det en kropslig oplevelse, når man ikke ved, hvad der lurer omkring hjørnet. Det første, man møder, er abstrakte lysværker og et lille podie til essentielle dele af vores menneskelige krop: hår, tænder og hud. På den måde bliver døden udtrykt både i form af kropslig forgængelighed, men også i form af noget spirituelt, antydet af de abstrakte værker.

Artifacts (Reminiscences of a Deceased Friend), 2016. Beskueren mindes om sin egen og andres forgængelighed gennem kroppens materialer. Foto: Michael Würtz Overbeck
Artifacts (Reminiscences of a Deceased Friend), 2016. Beskueren mindes om sin egen og andres forgængelighed gennem kroppens materialer. Foto: Michael Würtz Overbeck

“Mennesker har et behov for at knytte mindet om den afdøde til materielle objekter. Disse objekter fungerer som mindesymboler og skaber en sanselig forbindelse mellem os og dem, vi mangler og savner. Den andens krop er væk, men mindet om personen lever videre i os. Det er den andens krop, der er væk, men vi kan stadig mindes personen i vores krop. Den afdødes liv fortsætter i de levendes minder. Det er nok først, når vi glemmer minderne, at den anden virkelig er helt væk.”

Som antydet med de abstrakte værker, kan minderne dog også flyde ud og ændre sig netop i kraft af, at minderne er forestillinger, ideer og tanker om den afdødes person. Ligesom selve rummet kan også tanker forskydes:

“Et minde vil altid blive vagt og kan forvanskes over tid. Det kan ændres eller tilpasses vores forestillinger, og ligesom lysværkerne kan mindet opløses, blive uhåndgribeligt eller abstrakt.”

Mere end et vanitasbillede
Udstillingen handler derfor i høj grad om de efterladtes tomrum, og her er døden ikke abstrakt, men derimod tung og mærkbar. Døden er snarere en empatisk størrelse:

“Udover vores egen dødelighed, er det i høj grad, når vi oplever et andet menneske dø, at vi konfronteres med døden. Døden følger os overalt, men det er særligt i andres forgængelighed, at vi erkender den. Det er i relationerne, og når vi mister nogen, at vi kan tale om døden. Vi ved ikke, hvad der sker med os selv i døden, men må forholde os til den, når vi mister en anden.”

Husk at andre skal dø
I udstillingens centrum møder man kernen af selve værket. I et kammer ligger den dødes krop, kun delvist dækket af et hvidt ligklæde. Kroppen er dog langt fra organisk, men består af beton, der giver kroppen et koldt skær.

Phantom Room, 2016: I udstillingens midte konfronteres beskueren med den afdødes krop, som her består af uorganisk materiale. Foto: Michael Würtz Overbeck
Phantom Room, 2016: I udstillingens midte konfronteres beskueren med den afdødes krop, som her består af uorganisk materiale. Foto: Michael Würtz Overbeck

Ifølge Michael Würtz Overbeck skal vi stadig konfronteres med døden, da den også den dag i dag tabuiseres. Den klassiske måde, vi konfronteres med døden på, er med vanitasbilleder eller memento mori-skildringer – husk, at DU skal dø. Men i nærværende udstilling er det i mindre grad din egen død og i højere grad de andres, du skal huske:

“Det drejer sig ofte om, at du skal dø – og ikke dine medmennesker. Det bliver på en måde en egocentrisk synsvinkel, når det handler om, at du selv skal nå at have noget ud af livet, inden du dør. Måske handler det mere om at at sætte pris på de mennesker og de ting, der er lige rundt om en, inden det er for sent.”

Kommentarer

Del artiklen

'Husk at andre skal dø'

Facebook