Lyden af tåge og revolution

Lyden af tåge og revolution

Installationsview fra Mette Winckelmanns udstilling Come Undone, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Vis billedserie

Af alt som bliver sagt, kan man spørge hvorfor? Hvorfor skal jeg sige det? Og hvorfor skal jeg sige noget som helst? Det er det grundlæggende vilkår i Mette Winckelmanns og Michael Würtz Overbecks udstillinger på Overgaden, der pendulerer mellem klarsyn og tåge.

Mette Winckelmanns maleri Bedcover for Sonia Delauney, fra 2006, henviser til det sengetæppe som Delauney syede til sin søn i 1911. Sengetæppet blev lavet som en brugsgenstand, men anses idag for at være et kunstværk. Winckelmann fremhæver sengetæppet som et symbol på relationen mellem kunsten og livet, hvilken er essentiel i hendes praksis.

Udfoldet tab
Come Undone er titlen på Winckelmanns nye udstilling på Overgaden. I bogstaveligste forstand betyder Come Undone, at noget bliver pakket ud eller går i stykker. I overført betydning kan det oversættes, som at noget ikke er gået som planlagt eller fejler – det kan også bruges om en person, som mister selvkontrollen eller taber fatningen.

Come Undone er desuden titlen på en sang af Duran Duran. Teksten lyder:

Hey child, stay wilder than the wind

And blow me in to cry

Who do you need?

Who do you love?

When you come undone

Who do you need

Who do you love

When you come undone

(…)

Lost, in a snowfilled sky, we´ll make it alright, to come undone.

Rød er revolutionens farve, den signalerer opbrud og omvæltning. Winckelmann bruger en begrænset farveskala, som går fra klare til tågede nuancer af rødt, hvidt og sort.

Udstillingen er en installation af værker, udført i serigrafi. Winckelmann har ikke overført et motiv til trykrammen, som man almindeligvis gør i den seriegrafiske process. I stedet trykker hun den firkant, som selve trykrammen udgør.

Installationsview fra Mette Winckelmanns udstilling Come Undone, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Installationsview fra Mette Winckelmanns udstilling Come Undone, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Trykbordene definerer værkernes format. Et linjesystem er tegnet op på lærredet med blyant, i hver vinkel angives et tal. De firkantede fladers farve flyder sammen. Det ublegede bomuldsstof er af den slags som bruges i tekstilindustrien til opsyning af tøjkollektioner, eller til maleri, påført traditionel malergrundering. Værkerne hænger fra loftet, ikke løst, men fæstnet for oven og for neden på blindrammer. Du kan bevæge dig rundt om værkerne, de fører dig rundt i det første rum og videre til næste.

Blød
Jeg ser udstillingen som en kommentar til grundlæggende vilkår, som vi alle skal forholde os til; at leve og at arbejde, at tage valg, at tale eller tie, at slippe kontrollen. Med et abstrakt formsprog taler Winckelmann om, hvordan det føles at være menneske i samfundet.

Winckelmann tangerer det sentimentale, det bløde og de store følelser. Udstillingen er legende og åben, du kan følge processen, du kan fornemme de valg, som er blevet taget undervejs i processen, det ligner, at processen var hurtig. Winckelmann reducerer fortællingen helt ned til kunstens basale komponenter. Hun bruger superenkle, næsten naive greb – ikke uden tør humor.

Værkerne signalerer både kontrol, arrogance og løsrivelse og vidner om investeret tid.

Stregstrukturen indikerer et strikt system, imens lærredet er skævt skåret og hæftet på med clips med ujævne mellemrum. Farverne blander sig tilfældigt, du kan se, hvor stoffet har været foldet. Abstraktionen afprøves som middel i en fortælling om at bryde sig løs, spekulere og gøre op med normer og hæmmende strukturer.

Lyd
Det er ikke en udstilling, som larmer.

“Ikke kun eksisterer stilheden i en verden fuld af tale, men den er i sig selv et tidsforløb perforeret af lyde,” skriver Susan Sontag i essayet The Æstetics of Silence fra 1978. Stilhed kan både være resonant og veltalende. Derudover kan den bruges som chok-terapi eller overtalelse. Den kan pege på periferien. Den kan udmanøvrere bad speech. Stilheden er i sig selv en form for tale, mener Sontag. Stilhed eksisterer ikke, ifølge stilhedens mester; John Cage.

Installationsview fra Mette Winckelmanns udstilling Come Undone, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Installationsview fra Mette Winckelmanns udstilling Come Undone, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Jeg kommer i tanke om en artikel, jeg læste for nogen tid siden, om poeten og konceptkunstneren Kenneth Goldsmith, som ledte et kursus i Creative Writing på University of Pennsylvania, kaldet Wasting Time on the Internet. De studerende gjorde lige dette; De brugte deres tid på at surfe på nettet og undersøge webbets unyttighed. Goldsmith fandt dog ud af, at det slet ikke var spild af tid, men at de studerende var både kreative og sociale imens.

“Webbets DNA er forankret i 1900-tallets bevægelser; så som surrealismen, hvor kunstnere søgte at leve i en drømme-tilstand, eller Pop-Art, hvor de brugte popkulturen til at udtale sig om samtiden. Postmodernismen handler om sampling og at stille ting sammen på nye måder, og det bliver til virkelighed i den digitale verden,” siger Goldsmith.

Winckelmann stiller spontant det grafiske håndværk sammen med pop-kulturelle referencer og maleriets historie. I denne (kunst-)historiske sammenhæng udmejsles en fortælling om liv, arbejde, proces og omvæltning.

Installationsview fra Michael Würtz Overbecks udstilling Parable of Love, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg
Installationsview fra Michael Würtz Overbecks udstilling Parable of Love, Overgaden, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Kærlighed
På overetagen anslår også Michael Würtz Overbeck livets store spørgsmål; kærlighed og død, i totalinstallationen Parable of Love. Vi bliver ført gennem en labyrint af stof, lys og mørke og mødes af minutiøse blyanttegninger, video og objekter. En to meter høj tegning på et skråt podie, et stativ med tegninger at bladre i, et kartotek. Et rundt objekt lige før udgangen, med et skematisk motiv, som kunne være en skitse til udstillingen eller en meddelelse til rumvæsener. Vi bliver instrueret til at stille spørgsmål ved vedtagne sandheder. Udstillingen byder beskueren sanselige oplevelser – og de gæster, i forskellige aldre, som besøger udstillingen samtidigt med mig, udtrykker begejstring.

Michael Würtz Overbeck: Stray Thought Atlas, 2016, detalje. Foto: Anders Sune Berg
Michael Würtz Overbeck: Stray Thought Atlas, 2016, detalje. Foto: Anders Sune Berg

Ligesom i kærlighed, så er det i selve totalinstallationens natur at kræve fuld opmærksomhed. I sit essay om stilhedens æstetik nævner Susan Sontag Jerry Grotowskis manifest Towards a Poor Theatre. Manifestet skal, ifølge Sontag, ikke ses som en terroristisk handling mod publikum. Programmet for kunstens forarmelse skal snarere forstås som en strategi for at øge publikums oplevelse. Stilheden, tomheden og reduktionen skitserer nye muligheder for at se, høre, etc. – hvad enten det fremmer en mere umiddelbar, sanselig oplevelse eller konfrontation med kunstværket på en mere bevidst, konceptuel måde.

Balancegangen mellem det åbne og det lukkede værk er svær. Hvor mange følelser skal der til for at tale om kærlighed? En titel som Parable of Love kræver forløsning. Det ville gavne værket med et par løse ender. Flertydighed, glidninger, åbninger, usikkerhed er meget relevante begreber, som Overbeck konceptuelt argumenterer for, men som er fraværende i selve udførelsen af værkerne.

Begge kunstnere beskæftiger sig med det tågede spektrum mellem klarsyn og slørethed, med vores bevidsthed og perception. Hvordan vi styres af normer, strukturer og vaner. Det er ikke et nyt emne i kunsten, men det er evigt relevant. Her kan nævnes Oscar Wilde, som påstod, at 1800-tallets mennesker slet ikke kunne se tåge, før samtidens poeter og malere lærte dem hvordan. Jasper Johns har udtalt: “Already it’s a great deal to see anything clearly, for we don’t see anything clearly.”

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'Lyden af tåge og revolution'

Facebook