Kan man score en fynbo?

Kan man score en fynbo?

Mikkel Teis: Uden Titel, 2010. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Vis billedserie

Udstilling

Afgang 2010 – Det Fynske Kunstakademi

21 maj 2010 15 aug 2010

Mikkel Teis, Pelle Møller Schiødt, Michael Würtz Overbeck, Line Elmstrøm Lund, Phillip Drago Jørgensen, Marie Irmgard, Tommy Thore Ipsen, Mia Helmer, Mie Lund Hansen, Khaled Barakeh, Alen Aligrudić

Brandts
Se kort og tider

Det Fynske Kunstakademis afgangshold 2010 er ambitiøse kunstnere, der flirter med både dig og verden. Men det kræver en del at skabe den relation, og slutteligt må man spørge sig selv, om det mon var mere end en flygtig flirt?

De er ikke nemme, men de tænker stort og frækt.

Vi snakker her hverken om Don Ø eller curlingpigerne, men om udførelsen og grundlaget for de elleve nyudklækkede kunstneres værker på Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling 2010 på Kunsthallen Brandts.

Der bliver nemlig slået skæve huller i både kunstneridentiteten, kunstinstitutionen, populærkulturen, eventyret, shippingindustrien, den politiske retorik, den multikulturelle identitet, konflikthåndtering og sindets dunkle gemmer. Og værkerne tager form i alt fra skulptur, installation, lyd, video, foto, træsnit, tegning og maleri på alskens materiale.

Installationsview, Alen Aligrudic, hvor medierne tæller alt fra fotografi, over dias til konserverede nyrer. (foto: Matthias Hvass Borello)
Installationsview, Alen Aligrudic, hvor medierne tæller alt fra fotografi, over dias til konserverede nyrer. (foto: Matthias Hvass Borello)
Kunstnervilje med stort V
Ensidigheden er forbavsende fraværende hos disse elleve kunstnere og alle har tydeligt forsøgt at tænke og gøre noget nyt i deres respektive medier. En vilje, som synes præget og dyrket af akademiet, og som de skal have al mulig credit for!

Kort fortalt, udtrykker dimittenderne fra Det Fynske Kunstakademi kunstnervilje i ordets positive betydning.

Samtidig kan det være rigtig svært at spotte en tendens og en rød tråd i udstillingen. Og det er på mange måder et godt tegn, for hvis det var tilfældet, havde enten kuratorerne (den norske kuratorduo RAKETT) haft for skarpe albuer eller eleverne været for uselvstændige i formuleringen af det projekt, som akademiet har været rammerne omkring i de sidste 5 år.

Pelle Møler Schiødt: Uden titel, 2010, hvis træsnit nærmest har et klassisk asiatisk formsprog. (foto: Matthias Hvass Borello)
Pelle Møler Schiødt: Uden titel, 2010, hvis træsnit nærmest har et klassisk asiatisk formsprog. (foto: Matthias Hvass Borello)
Forførelsens kunst
Når kunst lykkes får man en helt særlig oplevelse som publikum. Man sendes afsted af et grundstød, der gør, at man ikke står samme sted igen, når man lander.

Det kræver dels, at der i flirten bliver budt op til dans, snakket om noget interessant og udfordrende (måske intimt…) og sidst vist noget handlekraft (her tager man så en taxa).

Hvis dette lykkes, går man med ret stor garanti hjem som et inspireret – og nynnende – menneske næste morgen.

Kunsten at byde op til dans
Line Engstrøm Lund byder om nogen op til audioguidet dans rundt i Kunsthallen Brandts. Hendes værk, Guide…,vender vrangen ud på kunstinstitutionen og leverer 12 små skarpe og kuriøse fortællinger om, hvordan grænsen mellem værk og omverden igen og igen er blevet nedbrudt gennem kunsthallens historie.

Nogle gange med antydninger af skæbneslag – som da en hund tisser op af et portræt fra 2001 af den nye regering – andre gange med en form for menneskelig fysisk logik, men også som ren og skær mystik.

Den forundring over kunstoplevelsen, som hun får skabt, er en fantastisk indledning til den resterende, mere statiske, del af afgangsudstillingen.

Når bænken bliver varm
Nogle af fynboerne byder desværre ikke op. Og det er en skam. Jeg ved for eksempel ikke helt, hvad jeg skal gøre med Marie Irmgards flotte grafiske værker eller Philip Drago Jørgensens personlige opgør med sin fortid i shippingbranchen (udfoldet i maleri, et lidt uforståeligt brev og et par blå issko på et parketgulv)?

Marie Irmgard: Aldous I, 2010. (pressefoto)
Marie Irmgard: Aldous I, 2010. (pressefoto)
Mia Helmer: Mia Helmer præsenterer: det hun har set. Et værk af M., 2010. (foto: Matthias Hvass Borello)
Mia Helmer: Mia Helmer præsenterer: det hun har set. Et værk af M., 2010. (foto: Matthias Hvass Borello)

Mia Helmers semi-offentlige og beskuerinddragende forsøg på at se sig selv i øjnene som nyuddannet kunstner, der åbenbart ikke har lyst til at skabe kunst(?), har dybe og alvorlige lag. Men også her er man i tvivl om, hvorvidt man er andet end blot tilskuer.

Det er ærligt, sikkert alvorligt for de involverede, men ikke noget, der får mig op fra bænken og ud på dansegulvet.

Udfordrende trin
Man er til gengæld ikke i tvivl om, hvad Alen Aligrudić vil. Hans kunstneriske sprog (‘billedlingvistik’, som han kalder det) er på kanten til det banale, og det er tydeligvis pointen.

Gammelkendte talemåder får små fordrejninger og illustreres med små iscenesættelser i et 1:1 sprog i fotografier og dias-serie. De skal skabe nye – især moralske – refleksioner. Grebet er lidt morsomt, men ikke rigtig udfordrende, fordi det delvist er tygget for én.

Alen Aligrudic: Who hit you with the stone... , 2010. (pressefoto)
Alen Aligrudic: Who hit you with the stone… , 2010. (pressefoto)
Alen Aligrudic: Hit back with the bread, 2010. (pressefoto)
Alen Aligrudic: Hit back with the bread, 2010. (pressefoto)

Når det er sagt, fungerer udfordringen optimalt i Mikkel Teis’ grovkornede men formstærke tacklinger af populærkulturen. Michael Jackson har fået diskokugle-hoved, og holdes oprejst som en rød balsameret mumie, imens popkongens tekst fra sangen Black or White roterer modsat vestlig læseretning i baggrunden.

Skridt derfra ligger Manneken Pis i sit bassin og pisser sig selv op af maven, imens endnu en dansk opsætning af Skatteøen kører over skærmen. Det lyder måske halvplat, men formsproget er lige i øjet og ladet med både kreativ udfordring og sund harme.

Installationsview, Khaled Barakehs diffuse kortlægning af sin identitet. (foto: Matthias Hvass Borello)
Installationsview, Khaled Barakehs diffuse kortlægning af sin identitet. (foto: Matthias Hvass Borello)
Starten på et forhold?
Mindst ligeså virkelighedsudfordrende er Tommy Thore Ipsens skarpe video-blotlægning af den politiske retoriks hypnotiske stik til underbevidstheden og Khaled Barakehs installatoriske kortlægning af sin multikulturelle identitets umulige atlas. Begge værker har refleksive konsekvenser, nye mentale frakørsler og får hovedet til at rotere uophørligt.

Jeg går lidt senere nynnende gennem byen og køber mig et ti-turskort til Odense. Disse nyudsprungne kunstnere har meget på sinde og store ambitioner at leve op til. Dét kræver mod til blottelse, forbiere og vilje til at gå mod konventionerne, og det viser Afgang 2010, at de besidder.

RAKETT, kuratorduoen der står for kurateringen af udstillingen består af Åse Løvgren og Karolin Tampere.

I forbindelse med udstillingen udgives der et katalog, hvor de studerende præsenterer deres virke gennem egne og andres tekster. Nogle af de studerende bruger også kataloget som en tilføjelse eller udvidelse af det kunstneriske rum. Der er desuden forord af Lars Grambye, direktør for Kunsthallen Brandts og af Merete Jankowski, rektor for Det Fynske Kunstakademi.

Vis billedserie

Udstilling

Afgang 2010 – Det Fynske Kunstakademi

21 maj 2010 15 aug 2010

Mikkel Teis, Pelle Møller Schiødt, Michael Würtz Overbeck, Line Elmstrøm Lund, Phillip Drago Jørgensen, Marie Irmgard, Tommy Thore Ipsen, Mia Helmer, Mie Lund Hansen, Khaled Barakeh, Alen Aligrudić

Brandts
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Kan man score en fynbo?'

Facebook