Heartland x kunsten.nu: GUIDE til kunstprogrammet

Heartland x kunsten.nu: GUIDE til kunstprogrammet

Lea Guldditte Hestelund: Play, 2016

Heartland Festivalen 2018 byder på et diverst samtidskunstprogram, der binder kunstneriske tråde i renæssanceparken mellem stedsspecifik installationskunst, et storslået videoværk, kritiske samtaler, politisk aktivisme og deltagernes egen tænkning og krop.

Krop, sjælen, vores indre og ydre kampe – menneskets placering i centrum for verdenen på godt og ondt præger samtidskunstprogrammet under Heartland 2018.

Jennifer Allora & Guillermo Calzadilla
Heartland Contemporary præsenterer hvert år ét stort internationalt navn, der får god plads i landskabet og kan tage kunstnerisk afsæt i de store linjer i historien og verden, som Egeskovs ca. 500-årige historie inviterer til at aktualisere – fx spørgsmål om menneskets teknologiske eller videnskabelige udvikling og forholdet til naturen og vores medmennesker. Sidste år præsenterede Heartland Contemporary videoværket The Influence Machine af Tony Oursler. I år er det så den puertoricansk baserede duo Jennifer Allora & Guillermo Calzadilla, der indtager festivalen med et stort videoværk.

Den internationale kunstnerduo Allora & Calzadilla hører til samtidskunstens verdenselite og fik bl.a. massiv opmærksomhed, da de i 2011 repræsenterede USA ved biennalen i Venedig.

Allora & Calzadilla. Pressefoto

Jennifer Allora & Guillermo Calzadilla arbejder typisk med installationer, performances og lyd/musik, og de har en stor erfaring med udendørs projekter – flere i stor skala. Deres arbejde har ved flere lejligheder beskæftiget sig med landskabspolitiske overvejelser – fx spørgsmål vedr. retten til steder og den betydning, mennesker tillægger landskaber eller lande.

Poster til Heartland Contemporary.

Allora & Calzadilla:
The Great Silence

Multikanal HD-videoinstallation. 16:32 min.
En udstilling kurateret af Heartland Festival
31. maj – 2. juni 2018, Egeskov Slot

Om værket:
The Great Silence
, der vises på Heartland, og som har skandinavisk premiere her, er et ambitiøst bud på, hvordan deres arbejde kan reflektere ikke kun lokale problemer særlige steder på Jorden, men forbinder sig med spørgsmål, der handler om vi menneskers forhold til os selv og vores omgivelser i allervideste forstand. Værket udforsker selve oversættelsen som en mulig kilde til at spore og overveje de uudslettelige huller mellem levende, døde, menneskelige, dyrelignende, teknologiske og kosmiske aktører.

Værket bliver vist på tre skærme, der som uidentificerede objekter rejser sig fra Egeskovslottets voldgrav. Fra bredden vil man kunne følge de tre skærmes fortælling om et af verdens største radioteleskoper, som har fungeret som kanal for menneskehedens forsøg på at skabe kontakt til intelligent liv i det ydre rum, en uddød papegøje og dennes indre monolog.

Individets kamp – med sig selv
Heartland Temporary tager udgangspunkt i kontrasten mellem Egeskovs århundrede år gamle slotspark og festivalens midlertidige ”bylandskab”. Idéen er hvert år at invitere en ny, ung kurator til at kuratere en række etablerede, men yngre, danske kunstnere, der beskæftiger sig med temaer fra den verden, vi står i netop nu.

Kirsten Astrup: Du er et mønstereksemplar, 2016, still fra HD-video, 10:30 min. Foto: Vebjørn Guttormsgaard Møllberg

Ditte Gantriis, Lea Guldditte Hestelund, Marie Thams & Kirsten Astrup:
The Object is to Change the Soul
En udstilling kurateret af Iben Elmstrøm
31. maj – 2. juni 2018, Egeskov Slot

Heartland præsenterer i år udstillingen The Object is to Change the Soul under Heartland Temporary på festivalen. De fire danske samtidskunstnere Ditte Gantriis, Lea Guldditte Hestelund, Marie Thams og Kirsten Astrup er inviteret til at undersøge – igennem skulptur, lyd, video og live performance – samtidens opfattelse af individualisme, selvet og dets transformation. Udstillingen finder sted i Slotsparken omkring Egeskov Slot og er kurateret af Iben Elmstrøm.

”Kunstnerne har til udstillingen arbejdet med stemmen, kroppens fysiske fremtoning, vores nye identitetsparametre og forskellige former for førelsesritualer, som kan ses som en effekt af, hvordan vi i dag ofte opererer i professionelle sammenhænge, hvor den indre selvstyring er et afgørende kvalitetsparameter. Vi er selv-arbejdende, -motiverende og -forbedrende; vi er vores egne eksperter, arbejdsgivere og iværksættere i disciplinen succes”, lyder introen.

Lea Guldditte Hestelund: Play, 2016

Værkerne er alle installatoriske indslag i parken, hvor man skal folde øjnene, ørene, kroppen og sensibiliteten ud – mærke lidt efter og følges af en række performative indslag for at aktivere værkerne og publikum.

Kirsten Astrup vil udføre en performativ happening med dragperformerne Ariel Sharon & Proxy og DJ Kenneth Cockwhore fredag den 1 juni kl. 11.45-12.15 og lørdag den 2 juni kl. 12.15-12.45.

Ditte Gantriis’ værk suppleres af et performativt musisk indslag: Opstår med 30 minutters interval fredag den 1 juni mellem kl. 10-14 og lørdag den 2 juni mellem kl. 10-14.

Læs mere om kunstprogrammet på hjemmesiden og på festivalens app.

Samtaler i kunstens navn
Den kunstneriske samtale, som Louisiana Literature søsatte for år tilbage som festival i sig selv, er blevet taget et skridt videre i Heartland Festivalens programmer. Og det er her Heartland også skiller sig markant ud i forhold til resten af sommerens festivaler. Også her, blandt samtalernes parter, er der store kunstneriske profiler:

Hans Ulrich Obrist. Foto: Wolfgang Tillmans

Hans Ulrich Obrist taler med selveste Salman Rushdie om identitetens komplekse tilstand anno 2018, hvor ’det at høre til’ kan antage mange former og udfoldelser. Læs introduktionen her

Slavoj Žižek, en filosofiens store nutidige stemmer, som også samtidskunsten har ladet sig inspirere af, deltager også i samtale med Adam Holm og vil tage os med på en tur ned i seksualiseringen af vores kultur og forbrug. Læs introduktionen her

Hvad fik dig til at vælge kunsten? Det ret enkle, men muligvis komplekse spørgsmål i dag, bliver stillet til den højprofilerede britiske billedkunstner Tracy Emin, der er i samtale med Peter Høeg. En besynderlig sammensætning, men måske netop derfor potentiel, hvilket introduktionen også giver udtryk for:

“Hvis filosoffen Timothy Mortons udsagn om, at ”vi er i færd med at opleve et traumatisk tab af holdepunkter” siger noget rigtig om os, er det måske kunstnernes rolle at hjælpe os med at navigere i verden eller forbinde os med vores menneskelighed.” Læs mere her

Musik på kanten af kunsten
Og hvis vi skal strække kunsten ind i musikken, så er måske særligt Pussy Riot et oplagt bud på en koncert, der bliver en unik kunstnerisk oplevelse i sig selv. Men også bands i programmet som LCD Soundsystem, Grizzly Bear, Oneothrix Point Never er kunstnere i det musikalske felt, der hele tiden bejler til det billedkunstneriske, om ikke andet så i hvert fald i deres virkelig fine videoer, som man passende kan varme lidt op med her:

Pussy Riot

LCD Soundsystem

Grizzly Bear

Oneohtrix Point Never

Læs mere på Heartland Festivalens hjemmeside og download festivalens app, hvor info og program opdateres løbende.

Del artiklen

'Heartland x kunsten.nu: GUIDE til kunstprogrammet'

Facebook